onsdag den 16. december 2009

Snerydningen....

...har gnavet ubarmhjertigt i vores sparsomme rådigheds-tid atter i dag og vi har om kort tid en udenbys monteringsopgave på en efterskole et stykke vej væk. Nå, vi vil nu alligevel prøve, om vores Opel Omega klarer "pynten" som vi søulke-ætlinge jo altid formulerede det. Sjovt ord, det dér "pynt", som jo ingenting har med jule-pynt at gøre overhovedet. Ellers er det i dag en rekordernes dag. Anton Hund har sat ny rekord i "Spæn over snedækkede græsplæner" i jagten på den evige arvefjende Sami, der til orientering osse er en hund. Denne langbenede sorte fætter kan også løbe enormt stærkt, men indhentes og nedlægges rutinemæssigt og efterhånden rituelt med samme elegance som en flok sultne løvinder vælter en ung gnu ved Zambesi-floden.

Alligevel rejser hunden Sami sig ufortrødent hver eneste gang og prøver igen. Man kommer næsten til at tænke på en kær gammel kollega, som atter engang er startet på nye eventyr ligesom salig Willy i Familie-Journalen engang. Historien om "Willy på Eventyr" med snårrådige Villy og den tækkeligt kyske Jonna og den seksuelt lidt ambivalente figur Onkel Hans var ellers et højdepunkt i min barndom, når man besøgte gamle damer. Udover bøger af den indremissionske opdragelses-apostel Olfert Richard med anbefalinger af "hyppige kolde afvaskninger" mod et eller andet (som jeg ikke helt forstod dengang, det gør jeg nu!) så var der nemlig intet at læse. Willy var til gengæld ganske god og der er sjov krølle på historien. Oprindeligt var denne tegneserie nemlig en ganske normal amerikansk såkaldt "syndikeret" sag. Det vil sige, at den blev solgt som koncept til mange aviser og så hyrede man forskellige tegnere og forfattere ind.

Sådan en fremgangsmåde giver aldrig noget særligt godt reultat, da der aldrig er udvikling i figurerne eller blot rimelig kontinuitet. Helt anderledes godt gik det, da Willy kom i hænderne på et par danske tegnere og tekstforfattere. Derefter blev striben simpelthen skidegod, næsten ligeså god som den var for 7-årige Poul dengang. 

Det sidste er naturligvis mest en "tross-sætning", for ærligt talt har jeg ikke turdet teste Willy senere hen. Gensynet med den 7-årige Pouls allerførste kæreste Inger-Lise en del år senere var mere end et vink med en vognstang om, at der simpelthen er minder, man ikke bør røre ved. Og efterfølgende da så slet ikke har bare den allerringeste til, uha tiden havde gnavet fælt i fordums attraktion. Som muligvis i virkeligheden mest bestod i, at de andre piger på Endelave Skole måske heller ikke allesammen var særskilt attraktive. Nå, det var de altså for os dengang og senere kan alting jo som bekendt være lige meget. Jeg klarede selv "pynten" og slap væk og resten er ligegyldig historie.

Nu er der grænser for, hvor meget man lærer af historien og vel især, når den historie, som man formodes at lære af, lige tilfældigvis en éns egen. Lidt lærer man dog, for eksempel lærte undertegnede efter et af verdenshistoriens mest kiksede parforhold for godt 5 1/2 år siden, at kvinder, det gad jeg ligegodt aldrig mere. Ja, jeg lærte det faktisk så formidabelt godt, at jeg om en måned kan fejre 5-års jubilæum med min smukke og dejlige kone Pia Dahl Vikkelsø Mathiasen. Fordi noget har været en fiasko før er der åbenbart alligevel en mulighed for, at alting kan ende godt alligevel. Måske det er sådan vores kære kollega Kenneth Bremer og den nye storspiller på det danske professionelle marked ProEl har tænkt.

Nu gik det jo ikke altfor forrygende fremragende sidst, men som med parforhold er det jo altid beundringsværdigt at man har mod til "come back" på trods af alle rimelige odds, og vi ønsker ganske bestemt held med eventyret som fortjent. Tiderne har godt nok ændret sig som de jo heldigvis altid gør og måske endda ligesom for undertegnede mirakuløst til det langt bedre.
For mirakler skal der virkelig til, helt vildt mange og lige efter hinanden. Måske en ny Frelser blot er født påny, det sker jo regelmæssigt på denne årstid og det er vel efterhånden på tide. Sidste gang var vel for godt 2000 år siden og han blev jo heller ikke rigtigt anerkendt i sin levetid. Nå, vi får se om vi skal blive troende igen, indtil videre tror vi nu ikke på det.

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start