tirsdag den 29. december 2009

Omstillingsevne og den konventionelle visdom

Min salig onkel Erik arbejdede mange år som tømrer, inden han "lagde op" (vi benytter dette udtryk, da vi jo er en æt af søulke i bedste Francis Drake/Walter Raleigh/John Hawkins-tradition) Beklager de i grams henkastede navne, men vi kan ikke lige på stående fod huske flere af de "re-socialiserede" respektable fribyttere. Det nærmeste, onkel Erik efterfølgende kom vandige væsker senere var godt nok som "bolværksmatros", han blev nemlig havnefoged på min fødeø Endelave og tog undertiden færgen. Om det så var slægtens nærmest salamander-agtige urgamle længsel efter havet, som lige dér kom op i onkel Erik, ved vi absolut intet om, men en ubestridelig kendsgerning er det dog, at han usædvanligt energisk (han var ellers sådan nærmest en lidt lad mand) simpelthen drak sig ihjel. Det gjorde han nu på sådan en helt speciel "mathiasen´sk " uhyre elskelig måde, at der til hans begravelse var samlet adskillige hundrede mennesker. Han døde vist bare "på toppen", gjorde gamle onkel Erik og Ceres "TOP" var da tilfældigvis hans yndlingsøl, så han døde vel i et vist omfang osse AF "TOPPEN". Det sobre i den her historie er iøvrigt, at jeg selv som 53-årig allerede ville have været død for 2 år siden, hvis altså jeg havde været onkel Erik. Lev stærkt, dø tung, som et dansk rockband engang udtrykte det, og onkel Erik blev da også usædvanligt svær. Til gengæld er det osse svært ikke at misunde en mand og hans liv, når så mange sørgede så meget over ham. En ganske usædvanligt flink og elskelig lille tyk mand.

Desværre ved man først sådan noget bagefter, det vil sige, alle andre gør, selv får man aldrig nogenting at vide. Onkel Erik viste sig at være det, der i senere business-metasprogs-volapyk hed "usædvanlig omstillingsparat", og det er det, vi skal snakke om i dag. Vi beder på forhånd om tilgivelse for, at tingene nok kommer til "at sejle lidt", men i mangel af bedre begrundelse kan vi så da lade det være en hyldest til forlængst afdøde onkel Erik, der jo var så forfærdeligt interesseret i skibe og skibsplatter som tidligere berettet. Som tømrer arbejdede Erik i mange år for Danmarks vistnok dengang største såkaldte "typehus-firma" (et forlængst afdød dansk ord iøvrigt), Hosby Huse. Det var dengang man i løbet af mindre end en uge forvandlede en tom grund til et færdigt hus og efterspørgslen var enorm. Firmaets stifter Helge Frandsen var i sin blotte fremtræden i sin arketypiske entreprenør-energi en oplevelse i sig selv og havde da også den allerstørste lystbåd i min drengetids Endelave Havn. Havnen var uhyre lille så den kan næppe have været enormt stor, men det var den altså for os og det er vel det, der tæller! Den største er jo osse den allerstørste lige meget hvor stor den er.

Stor var Helge Frandsen også, og indtil den første store energikrise i 1973 buldrede hans firma frem. Med eksploderende renter ramte krisen Hosby Huse som en cementmur ligeså effektivt næsten, som samme cementmur aflivede Formel 1-køreren Ayrton Senna i San Marinos Grand Prix. Frandsen rebede dog sejlene nok til, at firmaet overlevede en del år (han var trods alt en erfaren sejler), endda længe nok til at Frandsen selv i 1981 blev hædret med byggebranchens egen hæderspris "Det Gyldne Søm". Ingenting hjalp dog det forlængst dødsdømte firma Hosby Huse på den senere så kendte "lange bane". Det betød nu ingenting for Helge Frandsen, der blot tilpassede sig de nye tider som den tvangs-entreprenør, som har var, fordi han slet ikke kunne lade være. Frandsen var som alle ægte entreprenører en uhyre egensindig mand, som sjældent lyttede til råd fra andre og det var naturligvis ikke tilfældigt. For hvad var det lige de vidste, som han ikke selv gjorde? Ingenting, naturligvis, for hvis de havde vist bedre end Helge Frandsen, så havde de naturligvis selv været ja altså en ENDNU STØRRE Helge Frandsen, og sådanne fandtes og findes ikke.

Nu ved vi ikke, om Frandsen er død endnu, men hvis han ikke er, bygger han garanteret stadigvæk til skuret i baghaven, sådan en tvangs-aktiv bygmester var han af den helt rigtige slags. Som ville nok til at kunne uden at spørge. Fordi dem, han kunne spørge, alligevel ikke kunne sige noget, som han ikke allerede vidste i forvejen med en mulig undtagelse i hans ligeledes noget store og lettere "mandhaftige" kone. Hun vidste altid, hvad de skulle have til aften og forkyndte det med en Stentor-røst, der gjaldede over den ganske stille sommer-havn på Endelave. 

Det havde heller ikke hjulpet på Hosby Huse og dets skæbne alligevel. Samtlige de danske producenter af typehuse dengang gik alligevel efterfølgende neden om og hjem som alle firmaer i praksis gør på et eller andet tidspunkt. Tidspunktet kan variere, det er den eneste forskel. "Typehus-epidemien" havde dengang forlængst "aflivet" de allerfleste af de små lokale tømrerfirmaer, der godt nok som de første pattedyr på Jorden i den sene Kridttid stadigvæk skulle overleve i det helt små for enkeltes vedkommende. For blot alligevel at blive til ingen verdens ting. Man kan jo i virkeligheden bare se på Pouls Audiobutiks størrelse i dag for at se, hvor galt det gik. 

Vi tager denne store parentes i dag for at beskrive et grundliggende problem i business-verdenen, nemlig hvordan i Helvede man kommer videre, når ens forretningsmodel er udsat for kritisk pres på indtjening, som det jo sker for mange brancher i dag, ikke mindst vores fritidsinteresse hifi-branchen. Situationen for de allerfleste aktører er kritisk grænsende til det egentligt katastrofale og det eneste positive ved det gamle år her ved årsskiftet er, at det garanteret bliver bedre end næste år. En ret ringe trøst når det gamle år allerede var ret ringe, orv, sikke en sjov sætning!. Siden onkel Erik og Helge Frandsen og Hosby Huse og vi andres tid er det ellers tilsyneladende blevet meget nemmere at drive forretning. Der er jo i de senere år fremkommet en fantastisk vifte af forskellige konsulentfirmaer, som rådgiver om alverdens ting. Også i privatlivet er det jo blevet ganske acceptabelt at have sin helt egen støttepædagog, der godt nok nu hedder en "coach" Det er nu ellers ganske det samme, og hed i min barndom en "narresut" Ordet "narrefixxe" fik vi raske drenge én på skallen for at sige. Det er ellers osse det samme og betegner vel samme lidt fiktive glæde ved det skete som det for mange vil blive kun LIGE AKKURAT at gå konkurs.

Og så lige for tanke-eksperimentets skyld tilbage til Helge Frandsen og Hosby Huse og 1970, for hvad ville datidens virksomheds-rådgivere have kunnet råde Helge til? Naturligvis at investere "hele butikken" i det, han allerede havde gjort og den eneste fornuftige rådgivning til alle datidens små håndsværksmestre ville naturligvis være at få lukket butikken, da de jo aldrig kunne konkurrere med Helge. Rådene var helt rigtige og samtidigt helt forkerte som alle råd altid er. Der er nemlig ikke noget råd så godt, at det er godt for alle og da slet ikke set over en vis tid. Tiden kan sommetider være ubegribeligt kort Da så krisen kom, ville rådgivningen naturligvis være den samme som hif-branchen møder i dag, nemlig "at tilpasse sig markedet" DET KAN MAN BARE IKKE ligeså lidt som Hosby Huse kunne lave lavpris-stole i deres store haller for præfabrikerede typehus-elementer. Man kunne såmænd bare lukke butikken, og det gjorde man. Og det kommer man naturligvis også til at gøre i dag. Som de allerfleste flyproducenter gjorde efter 2, verdenskrig med nogenlunde samme uundgåelighed.

Nu er der naturligvis ikke noget nyt i at søge rådgivning om livets større spørgsmål for mennesket. Det er heller ikke nyt at betale for det, trods alt har den vestlige civilisation i langt den største del af den såkaldte "historiske tid" betalt tiende til kirken, som tidligere leverede denne "tjeneste". Jo, både den katolske og den protestantiske såmænd! Der investerede man også som mange virksomheder i dag for at opnå "evigt liv" uden nogensinde at få blot den ringeste sikkerhed for, at man fik bare det allermindste for sine mange penge. Ihvertfald er det helt umuligt på denne side dødsriget at vide, om investeringen i Paradis betalte sig, da der traditionelt er ret ringe mobil-dækning på den anden side. Anderledes er det ikke med investering i såkaldt "professionel rådgivning" Professionel her betyder, at rådgiverne lever af det, ikke at virksomhederne nødvendigvis kommer til det.

Den eneste nyskabelse ved moderne virksomhedsrådgivining er, at man som ved kræftbehandling sagtens kan fortsætte med at behandle terminalt syge patienter med udsigtsløs prognose. Der investeres sikkert også ganske anselige beløb hos kriseramte danske leverandører til landbruget for at få at vide, at hvordan de skal omstille sig den nye situation. Hvor der simpelthen i forudsigelig fremtid er lige præcis NUL EFTERSPØRGSEL efter deres kompetence. Vi har vist bare en "Hosby Huse Anno 1973" her.

Det herlige ved al rådgivning er, både indenfor og udenfor Kirken, er jo, at man aldrig nogensinde får noget at vide om rådet var godt, før det er for sent at gøre det om og til den tid er alting jo alligevel ligemeget. Garantier gives aldrig og refusion af honorar for fejlslagen rådgivning vist ca.lige så tit. Dog ville det måske være ønskeligt, at udgifter til professionel rådgivning ville afspejles i regnskaberne på et tidspunkt-hifibranchen ville vist stå først for, hvis der var noget at hente. Hjælp! 
"Sparring" med gennem-professionelle bestyrelsemedlemmer kan sagtens give noget. For eksempel har denne skribent i en del år "sparret" med en af den danske audiobranches største, nemlig John Jensen fra Dantax og meget andet. Det gav altid en glimrende frokost på Årslev Kro og mange gode historier og mit gamle firma Dansk Audio Teknik gik alligevel efterfølgende endegyldigt "på røven" Ikke på grund af dårlig rådgivning, rådgivningen kunne blot ikke bruges til noget, fordi ingen nok så gode råd alligevel kunne have afhjulpet et tilstrækkeligt dårligt firma-koncept. Når man ikke kunne forstå hvor dårligt det var, var råd alligevel ligegyldige. John Jensens råd blev blot ikke hørt, fordi folk alligevel blot hører det, de ønsker at høre uanset hvor syge de er. I det her tilfælde var det vist desværre mest "at høre sig selv snakke" og jeg var ikke selv med på denne sidste tur mod dybet...

Omvendt, da John Jensen og jeg selv udvekslede "artigheder" var rådene ikke meget mere relevante, fordi firmaet ikke havde brug for dem. Det er simpelthen tale om ren "Punkt 22"-problematik opkaldt efter den herlige antikrigs-bog af Joseph Heller, altså den ultimative "no win"-situation for firmaet, at når det for alvor har brug for hjælp, så kan det ikke bruge hjælpen til noget, fordi det allerede er langt hinsides hjælp.
Nu er der selvfølgelig massevis af firmaer derude og såmænd nok også et par stykker i den danske hifi-branche, som nok skal "ride stormen" af. Det kommer dog næppe til at ske ved at forsøge at "please" alle kunder eller bruge uanede midler på professionel rådgivning. Næh, det kommer ganske givet til at ske ved en tættere tilknytning af forhandleren til den enkelte producent for at sikre faste minimumspriser, det tør vi godt garantere uden honorar. Store hifi-supermarkeder er stendøde fra og med for et par år siden også i lande omkring os, ja i England findes der blot ét eneste tilbage i helt kastreret form (KJ West 1). 

Og hvad den danske hifi-branche så bruge dagens uegennyttige og ganske gratis råd til? Cirka det samme som Helge Frandsen kunne gøre med Hosby Huse i 1973. Det er osse derfor rådene er gratis og det er naturligvis også derfor Dantax-John Jensen ikke behøver spørge nogen om noget. Fordi entreprenør-stædighed altid overgår den konventionelle forretningsmæssige visdom. Den sidste er så desværre det eneste, man kan købe...
Vi ses i Himlen! Måske. Livet leves desværre altid FORLÆNS, med samme uundgåelighed, som det forstås BAGLÆNS og leves kun fuldt og helt af dem, der både tør og kan. Helt uden at spørge!

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start