torsdag den 31. december 2009

Hypotetiske hypoteser?

Vores hensigt i dag er som så ofte før at bringe klarhed over folks forskellige vildfarelser. Den største forskel i forhold til tidligere er i dag, at vi mener, vi absolut gør nogen en tjeneste. Normalt er det jo ikke ligefrem nogen tjeneste at sige til folk, at de er lidt galt på den og da slet ikke, når de VIRKELIGT er det. Sandheden er altid ilde hørt når det drejer sig om ens egen dårskaber. Helt anderledes altså i dag, hvor vi vil forsøge endegyldigt at FALSIFICERE en videnskabelig hypotese og det endda helt uden videre viden. Ja faktisk er hypotesen for os at se så langt ude, altså nærmest en slags "hypotetisk hypotese" at en kollegial snak i frokostpausen burde have kunnet "skyde den ned" uden yderligere snak. Det er så tydeligvis ikke sket, og derfor må vi så selv finde antiluftskytset frem, så vi kan få den "plaffet" ned: ACK-ACK!, som Oerlikon-kanonerne altid sagde hos min barndoms flyverhelt "Battler" Briton, tag den Fritz, og den!

For vores sikkert ganske få ikke-videnskabeligt uddannede læsere skal vi lige forklare, at en hypoteses vigtigste formål er at fungere som en ""prøveballon", som med lidt held senere kan blive ophøjet til en egentlig videnskabelig teori. Altså hvis den ikke i mellemtiden bliver "pløkket" ned af kedelige kendsgerninger og andre trivialiteter. For at noget kan kaldes en hypotese overhovedet kræves det normalt, at den skal kunne "falsificeres", som det hedder. Det vil sige, det er således IKKE en hypotese, at basunengle( der jo tidligere var ganske talrige på denne årstid), anvendte såkaldte "pitot-rør" til at måle deres hastighed på vingerne som alle fly ellers gør. Eller at de som andre andefugle fældede svingfjer mindst en gang om året og i den periode ikke var flyve-dygtige. Sådan noget forbliver ren snak, da der vel ikke findes egentlige falsifikations-muligheder på denne side Himmeriget!

Tilbage til den etablerede videnskabelighed, som let kendes på, at forskere får penge for deres forskning. Om det så giver bedre resultater eller muligvis endda en bedre verden, er en helt anden sag, men det giver hypoteser, masser af hypoteser. Forskning er jo simpelthen en akademisk formaliseret serie-produktion af hypoteser, og sådan en har vi så "sakset" fra JP i går. Det drejer sig om noget så umiddelbart ligegyldigt som havslanger og ved nærmere eftertanke ER det måske i virkeligheden endnu mere ligegyldigt, end det allerede fra starten ser ud. Helt aldeles 200% ligemeget. Og så alligevel ikke, for det er jo årstiden for små "drillenisser", og den hypotese, en dansk havslangeforsker fremsætter, er altså i den afgjort lettere falsificér-bare afdeling. Det gør journalisten naturligvis ikke, man er vel høflig. Eller blot helt almindelig ukritisk journalist.

Havslanger er som bekendt krybdyr som landjordens slanger, men opholder sig måske ikke overraskende i tropiske have, deraf muligvis navnet. Som vores nye ven, havslangeforsker Arne Redsted Rasmussen forklarer, så "befinder havslanger sig i toppen af fødekæden" som altså osse løver og tigre. Det betyder sædvanligvis, at man lystigt kan æde alle de andre dyr uden selv at løbe nogen særlig risiko for selv at blive det, ædt altså, og allerede her skal vi lige "spidse ører" Det er nu ikke nødvendigt at spidse dem HELT så meget som Dr. Spock fra TV-serien "Star Trek", der jo HAVDE spidse ører hele tiden, men alligevel, det er altid godt. Alle havslanger er helt enormt giftige og det er smart nok, da byttet ellers kan nå at flygte for langt væk til, at slangen kan finde det i havet. Sådan lærte jeg det selv Dette er vel i virkeligheden også en blot hypotese, som vi i dag lidt ukritisk viderebringer som en etableret teori, for sådan fremstår det i videnskabelige tidsskrifter. Uden at det egentlig nødvendigvis giver mening, for hvordan er det lige det skulle være anderledes i havet end på jorden? Det drejer sig vel essentielt om, at byttet lægger sig ned lige med samme. Nå, videre, havslanger er tydeligvis ikke emnet for alt for megen kritisk forskning.

Præcist hvor lidt kritisk forskningen kan være skal vi endelig, endelig se på. Enter dagens absolutte hovedperson den såkaldte "gul-læbede krai", det hedder havslangen nemlig uden at den sikkert ligefrem lystrer det som kalde-navn og lige det her eksemplar gør det helt garanteret ikke. I en af den nyere zoologiske historie mere komisk-opstyltede pressefotos ses havslangeforskeren stå og kramme sådan en krai-krabat, mens han omhyggeligt holder det lillebitte hoved så den ikke kan bide. Det er næppe helt så farligt, som det er beregnet til at se ud, for krai-kræet er nemlig ikke blot gulligt på læberne, det er det såmænd gult på hele kroppen, og det mere end antyder jo, at dens seneste opholdssted har været i formaldehyd eller formalin som aldeles permanent stendød. Den er dog nok qua lugten farligere end en udstoppet kærnebider, men næppe ret meget. Er det overhovedet en krai forresten, halen ser jo noget pagaj-flad ud? Næppe. I dag er ingenting det, som det giver sig ud for at være.

Og så endelig, endelig til hypotesen. I modsætning til andre havslanger, der har flade haler og svømmer skidegodt og tit og ofte træffes i havoverfalden små-dovnende i såkaldt pelagisk miljø, altså langt væk fra skjul (bemærk!), har krai-krabaten ikke denne flade svømme-hale. Den ser mest ud som om den er ens i begge ender og det er jo spændende, for hvorfor nu det? Hypotesen består simpelthen i, at slangen, når den står med halen i vejret og "snuser" efter føde for mulige predatorer ser ud som om den på trods af alting vender med det giftige hoved UDEFTER. Udviklingsmæssigt må det vel betyde, at slangen har ofret svømmeevnen på "beskyttelsens alter" hvis man skulle tro hypotesen. Lad os "prikke" lidt i denne hypotese, som er mindst ligeså stendød som den formalin-slange, som havslangeforskeren holder i fast og sikkert mandigt greb.

Problemet er jo i al sin enkelthed, at havslanger som allerede nævnt er på TOPPEN af fødekæden. Alene derfor er hovedargumentet omkring kropsformens betydning som FORSVAR jo problematisk. Derudover er det jo noget intellektuelt udfordrende i det mindste for denne skribent, hvilken artsmæssig selektions-værdi der skulle være i at give angribende fjender en "lærestreg" for slangen. Når de nu altså alligevel allesammen dør under forsøget hvis de altså havde forsøgt. På fastlandet i Australien findes den såkaldte "cane-toad", som er en giftig tudse. Alle australske slanger æder gerne denne giftige tudse og dør omgående. Det giver heller ikke ligefrem nogen egentlig positivselektion når alle blot lægger sig ned og dør. Alle slangearter, der er store nok til at sluge en tudse, forsvinder blot.

Videre videre, teksten er allerede rigeligt lang og tiltagende langtrukken. Problem 2 for hypotesen i dag er, at havslanger ikke bruger ret meget tid på fødesøgning og dermed ikke risikerer alverden alverden ved at stå "med røven i vejret". Slanger er jo som de fleste ved vekselvarme og dermed ganske overordentligt økonomiske i drift, de æder simpelthen ikke ret meget. Problem 3 er ikke ret meget bedre, for hvad er det lige, der er den selektionsmæssige ULEMPE for alle de havslanger (alle andre altså), der blot "snorker" løs aldeles ubeskyttede oppe i havoverfladen eller blot svømmer rundt i de frie og aldeles skjulestedsløse frie vandmasser? Tilsyneladende OVERHOVEDET INGENTING, siden de er der stadigvæk. Det ville vist være en bedre hypotese, at slanger simpelthen lugter ad Helvede til eller er seje eller fulde af ben og derfor gider ingen æde dem.

Store fisk, som der findes masser af i koralhavet, kunne ellers sagtens "hapse" en havslange, hvis de ellers gad, for munden på en havslange og dermed gifttændernes "elevation" er ikke overraskende optimeret til den størrelse fisk, som slangen kan æde. Mod en stor rovgrisk fisk er dens bid antageligt ligeså effektivt som en vildt klaprende klapperslanges mod en flok vildt bissende bison-okser. Ingenting er vel sådan lige i overkanten. Og hvad er så den rigtige hypotese for udformningen af denne havslange. Ja, det ved vi naturligvis ikke positivt men til en start kunne man vel vende hele argumentet fuldstændigt om og i stedet se på, hvordan et dyr som krai-en i toppen af fødekæden kan have egentlig egen fordel af det, for sådan er fordel er der jo givetvis siden kræet stadigvæk er der.

Svaret er vel det ellers ganske nærliggende, at slangens eget bytte bliver forvirret af det to-hovedede design og dermed ikke ved, hvilken ende af den dovent svømmende slange, som de skal vogte sig for. Derfor er det i visse afgrænsede områder en fordel at "sælge" den oceangående svømme-kapacitet til fordel for lidt lettere lokalt bytte. Denne hypotese er hermed givet frit på det videnskabelige marked og den er faktisk så god, at vi næsten mener det allerede fra starten burde kunne ophøjes til en teori. Eller bedre endnu, i det mindste et par Nobelpriser.
At den så afliver vores nye havslangeforsker-vens teori aldeles øjeblikkeligt er så en anden sag. Det ville alle andre tilgængelige kendsgerninger jo også have gjort, og dermed er videnskaben kommet lidt videre, det er jo trods alt den måde tingene udvikler sig på, hurra! Det er alligevel videnskabeligt ganske enestående, at man helt kan se bort bort fra den kendsgerning, at ALLE ANDRE havslangearter blot svømmer rundt i oceanet uden at svømme særligt hurtigt eller adræt uden at blive ædt alligevel. Lige dér burde det vel være gået en såkaldt "prås" op for forskeren, da det vel er ret godt gæt, at slangens hoved ude på det blå ocean vender mod svømmeretningen, og det burde alle predatorer da kunne gætte på et eller andet tidspunkt. Hvis der havde været nogen, for så havde der jo starten ingen slanger været med eller uden flade haler. Ak ja, var alting blot så simpelt som rene skinbarlige videnskab! Godt Nytår!

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start