onsdag den 9. december 2009

"Født med en guld-ske i munden!"

Når man som os har en teenagedatter i huset, er der jo visse daglige udfordringer udover alle de alment menneskelige som at huske blomster til konen og alle de andre ting, som man netop derfor sikkert konstant glemmer. Nu er opdragelse af både hunde og børn problematisk i det absurde, og ret mange regler gives næppe, vi har ihvertfald ikke noget endegyldigt bud. Vi har dog et enkel ting, som vi aldrig selv vil udsætte vores datter for. Det hed i gamle dage med overskriften en "guldske" Siden dengang er betydningen nok skredet en smule, for dengang var udtrykkets betydning nærmest synonymt med ordet "misundelse" Det er det ikke længere, endda overhovedet ikke. Selv om det jo burde være naturligt at misunde folk med guldskeer i munden, når man som denne skribent aldrig har ejet én og langt mindre haft én i munden.

Sådan var det ikke i de gamle dage. Der var det ganske naturligt at misunde den "lukkelige Pamfilius", der havde råd (eller rettere, forældrene havde haft) til at knægten kunne købe en spritny Kreidler Florett-knallert, verdens dengang hurtigste, med en topfart på hele 225 km/t. Det vil sige, det var vist blevet målt på en bane nede i Tyskland et sted, den plomberede og dermed voldsomt "kastrerede" danske udgave kunne kun knapt køre 30 km/t, men det var alligevel den, alle raske drenge ønskede sig brændende. Underligt at denne pruttende knallert kunne blive kult, men det kunne den. Alene det, at den dengang i ikke-pristalsregulerede kroner kostede ligeså meget som en bilforsikring i dag nu 35 år efter, tyder på den ekstreme "tyve-tækkelighed" Vi drenge attråede denne Kreidler næsten endnu mere end det nyeste nummer af "Ugens Rapport" med de seneste billeder af den danske erotik-dronning Vivi Rau, som nok i dag er blevet bedstemor. Nå, det var hun altså ikke dengang, endda overhovedet slet ikke mums og vi drenge havde slet ikke fantasi til at forestille os, at hun overhovedet nogensinde teoretisk ville kunne blive det. Til gengæld havde vi så rigeligt med andre fantasier, men det er nok overflødigt at dvæle for meget ved dem. Ingen af dem drejede sig dog om guldskeer så vidt jeg husker. Men misundelige på børnene med de rige forældre, det var vi!

I løbet af et par år forsvandt attraktionen for os drenge overfor Kreidler Florett-en til gengæld på mystisk vis, og den mere lokale udgave af Vivi-Rau-erne vandt tilsvarende i interesse. Selv børnene af de "rige svin", som det med god marxistisk folkelig jargon hed dengang, havde trods alt kun sjældent råd til at give deres forkælede møgunger en bil, det ville jo næsten heller ikke have været til at bære for os andre. Nå, der var naturligvis masser af ulighed stadigvæk, dog skulle ungerne med "guldskeerne" altså stadigvæk gøre lidt for sagen selv. Det holdt dem jo trods alt lidt "skarpe" og det gavnede dem garanteret. Som så mange andre ting, ja i virkeligheden det allermeste, så er det her naturligvis gået voldsomt tilbage. Eller frem eller både frem og tilbage, alt andet end godt.

Hvor galt det kan gå, oplevede vi i en tidligere bolig. Der oplevede vi nemlig, at nutidens unge med "guldskeerne" simpelthen risikerer akut kvælning. DET var nyt men burde vel ikke have været det. Det nye var vel i virkeligheden blot, at i den kollektive danske "bolig/velstands-psykose" indtil 2008 blev alle som en selvfølge rige og allermest rige blev de af ingenting at lave. Eller som den gamle protestsanger Benny Holst udtrykte det i min egen ungdom blev alle de allerede velhavende "...rige uden at lave noget" Derfor kunne velhavende danskere som en selvfølge købe både en by-investeringsejendom og 2 spritnye tyske sportsvogne på en og samme gang. Det var tiden men tiderne skifter som bekendt. Desværre skulle det vise sig, at menneskene også skiftede men det var til gengæld ikke med tiden, og så har vi jo for alvor problemerne. Problemet var denne gang selve "guldskeen"

Og så er vi tilbage i "børn og unge-afdelingen" igen i vores lille opdragelses-svada i dag. Problemet var i sin rørende enkelthed det samme som ved al hold af domesticerede husdyr: Man gjorde simpelthen dyrene (og de unge) FULDSTÆNDIGT UDE AF STAND til at klare sig selv. Hvor meget skade man gjorde bliver mere og mere klart, men vi kan da skimte visse fælles-træk med de dovne og inderligt spolerede mellemøstlige sheikh-sønner fra oliestaterne: Mennesker uden "drive" eller nogetsomhelst andet og tjenestefolk til at tørre sig i røxxn. Mennesker uforberedte på selve livet som den håndfodrede kattekilling i det forladte sommerhusområde. Hvor det ellers lige gik så godt.

Det gør det så som bekendt ikke længere, og det gjorde det allerede ikke dengang for disse forkælede børn. De fik godt nok lov til at "sole" sig i forældrenes nye åbne sprortsvogn, men det skulle så også vise sig at være deres eneste rigtige adgang til "en plads i solen" De var nemlig blevet "kastreret" ikke mindre effektivt end min barndoms Kreidler Florett, både socialt og ambitionsmæssigt. Ungerne fik som en selvfølge en forældrebetalt jordomrejse på et års tid for at forberede dem på et liv, hvor forældrene fortsat stod til rådighed med bolig i den nye ejendom. Efter et år i luksus og lediggang forekom en dansk uddannelse med almindelig flid og slæb naturligvis ikke voldsomt tillokkende, og frafald var næsten nødvendigt. Frafald oplevede disse unge så også fra deres gamle venner (sikkert på samme måde som saudiske sheikh-sønner) fordi de gamle venner uden sølvske så det som en naturlig ting at LAVE NOGET for at få noget. Eller uddanne sig eller et eller andet andet, at spille computerspil hele dagen fordi man kunne viste sig at være absolut "minus-status" Det var ellers lige det man efter hjemkomsten viste sig allerbedst til, uheldigvis.

På samme måde som det straks viste sig at promenere i den åbne tyske sportsvogn, hvis plads som "kusse-magnet" blev overtaget af Smart-kabinescooteren. At skulle ringe efter en mekaniker til den kollektive vaskemaskine kunne være et månedlangt projekt for "guldske-drengene" og blev iøvrigt kun løst ved, at en af kammeraterne ringede efter en mekaniker. Hvorfor denne tidligere ven iøvrigt af almindelig lede ved "ladheden" holdt op med at være ven eller blot bekendt. Så meget ondt gjorde man ved fuldstændigt hæmningsløst at forkæle de unge, at man kan nære en berettiget tvivl, om mange af disse priviligerede børn overhovedet nogensinde får en uddannelse. Ikke nødvendigvis fordi de er særskilt dumme (selv om ligefrem særskilt klog heller ikke er fuldstændigt dækkende) men fordi de som den forkælede killing i det nu tomme sommerhus-område SIMPELTHEN ALDRIG HAR LÆRT AT FANGE MUS.
Det værste er så næsten, at de spolerede unge her ligeså lidt som kattene nogensinde får tid til at lære det. Ja, de kan ikke engang imponere tøserne længere i forældrenes dyrekøbte biler. Vanvittigt dyre biler, som så alligevel skulle vise sig at være ganske billige i forhold til de anderledes dyre lærepenge, som man betalte for at kvæle sine børn med den forbandede guldske! Og kommer til at betale så længe man kan.

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start