søndag den 13. december 2009

"Eight Days a Week"

Vi starter i dag lidt sent med et nummer, som enkelte halvgamle nisser som undertegnede nok stadigvæk vil kunne huske svagt. Det drejer sig om et nummer fra den allerførste LP, denne skribent nogensinde købte for en fyrstelig "femmer" Den var og er vel i virkeligheden stadigvæk på en plade i klædelig mono, naturligvis, med den bedst kendte af en række Merseyside-grupper. Inden alt for mange gætter på grupper som "Peter og Gordon" (som altså var en ret lille gruppe, nok i virkeligheden så små som de nu "kommer") eller "Billy J. Kramer and the Dakotas" eller "Swinging Blue Jeans" eller "Herman´s Hermits" (som forresten vist kom fra nabobyen Manchester), så var det altså THE BEATLES, ja det var. Pladen hed "Beatles for Sale" og det har den så været lige siden, måske pladebranchens allermest reelle og bundhæderlige titel. En anden bemærkelsesværdig ting ved dette første spæde LP-køb var det osse, at jeg først ret præcist 6 år senere fik min første rigtige grammofon. Da det skete havde det så til gengæld præcist været 6 år siden (på nær nogle minutter) siden jeg SOLGTE min allerførste LP. Jeg fortrød nemlig købet så meget, at jeg omgående solgte den til en anden kammerat og købte ikke mindre end 1 stk. Nuggi-is og 2 af de dengang kendte Pajanas-ananas-sodavand for noget af den fyrstelige fortjeneste på tæt ved en femmer. Det var tider!

Nu kan man ikke rigtigt arbejde "eight days a week", men man kan faktisk sagtens arbejde 7 DAGE om ugen. Det er der nu ikke ret mange der gør indenfor hverken hifi-branchen og heller ikke meget bedre er det i vores egen professionelle branche. Vi håber dog det går en smule bedre end den store tilsyneladende tomme bygning midt i byen Cirencester, der ellers så vidt vides stadigvæk huser endnu et af de oprindeligt engelske hifi-firmaer, som har fundet gule og mere mandel-øjede ejere. Det drejer sig om Acoustic Energy, hvor åbenbart ingen af medarbejderne havde bil (der var nemlig ingen parkeret foran eller blot i nærheden) men måske det bare går så godt, at man som på visse kinesiske "sweat-shop"-fabrikker bare bor derinde. Af interesse trillede vi lige forbi Naim i Salisbury og det så heller ikke lovende ud. Ja, det så nærmest slet ikke ud. Den nye selvudnævnte komet indenfor bittesmå gigantisk fede aktive computerhøjttalere AVI bor lige ved siden af ATC, men dem fandt vi aldrig. Det kan sagtens skyldes, at vi faktisk ikke kikkede, noget kan altså komme under bagatel-grænsen. De siger ellers selv, at de er helt fantastiske og må de vel være så. De koster ellers ikke en skid og de aktive professionelle monitors vi selv sælger til samme pris er ellers allesammen noget forfærdeligt bras. Mærkeligt, når nu de andre der kan, hvis de altså kan...

Og så videre med overskriften. Man kan nemlig godt arbejde 7 dage om ugen, og det gjorde man faktisk på den virksomhed, vi besøgte. Det havde man faktisk gjort temmeligt længe og vi solede os ganske kortvarigt i egen succes, vi har nemlig selv en lille andel. Firmaet var nemlig intet andet end ATC hurra hurra, alt er såre godt. Og det er det naturligvis bortset fra, at det selvfølgelig ikke kun er godt. For eksempel kunne man tro, at folk var blevet klogere og var begyndt at købe reelle kvalitetsprodukter for det styrtdykkende rådighedsbeløb, som fruen ikke allerede havde lagt sine klamme hænder på. Det var nu ikke tilfældet, ikke mindst fordi ATC ikke har udstillet på hifi-messer i mange år og aldrig mere vil gøre det. Næsten ligeså lidt eller altså meget som vi selv vil-altså ikke, det her er godt nok en dum sætning.

Nej, ATC har naturligvis heller ikke andet end tydelig tilbagegang på hifi-markedet. Det er nu ikke så særligt alvorligt, faktisk ville det ikke gøre noget, hvis markedet helt forsvandt, hvilket det jo nok skal gøre uden at vi hverken kan gøre gøre til eller fra. Som vi flere gange har været inde på er restgruppen af audiophiler ikke fuldstændigt ulig denne lidt trivelige skribent: Halvgamle, skaldede og så er der LUGTEN. ATC´s salgschef fortalte anekdoter fra den seneste messe, ATC deltog i, sjovt nok den samme sidste, som jeg selv gjorde, nemlig den i Heathrow den 11. september 2001. Man skulle næsten tro vi på forhånd havde synkroniseret vores historier med hensyn til den kroniske lugt af disse sidste hifientusiater. En gennemtrængende stank af brugte kropsvæsker i forskellige grader af "ufriskhed" Lige i denne retning er "friskhed" ikke nødvendigvis nogen fordel, som vi har været inde på er der jo en vis seksuel fornemmelse forbundet med at "pille" med hifi...Ulækkert, åh joh.

Til gengæld har både vi selv og ATC haft glimrende fremgang indenfor installations-markedet, ja ATC endda så meget, at de ikke kan nå at producere alle de produkter, som folk ønsker at købe. Det vil sige, det kan de sagtens, det er nemlig slet ikke almindelige folk, der efterspørger deres produkter. Heller ikke de ualmindelige folk, og dem ville det jo også for en start være kommercielt noget uholdbart at adressere, da de jo altså er ja, noget sjældne. Rent faktisk så sælges langt de fleste af ATC´s produkter nu til diverse industri-installationer og alskens andre professionelle anvendelser. Ja,m der er såmænd osse røget et par store koncertsale med i den efterhånden ganske imponerende firma-portefølje for ATC. Herhjemme kan vi så glæde os over, at vi osse har vores lille del al denne storhed. Danmark er nemlig i ABSOLUT SÆRKLASSE det land, hvor "ATC-tætheden pr. indbygger" er ALLERHØJEST og det simpelthen i hele verden! 

Det sjove er så, at næppe mere end et par snese mennesker i Danmark overhovedet kender navnet, mens tilsvarende ganske mange tusinde hver eneste dag hører på ATC. Uden at vide det og uden nogensinde at have blot den allerringeste lyst til at få det at vide. Fordi den sidste fornuftige hifiinteresse alligevel forlængst og uhyre effektivt er blevet "skyllet ud" dengang samtidigt med at hifikabel-hysteriet satte ind. Dengang det blev umuligt for nogen mænd at forklare det fornuftige i at investere i en stratosfærisk grinagtigt prissat dims, som ingen kvinder kunne høre nytten af. Naturligvis fordi der ingen var eller er...Dérude i idrætshallernes spinning-rum eller i de beskyttede ældre-boliger eller på universitets-skrivebordene gør ATC så en forskel. Til det bedre, ja forskellen er for det meste så stor, at folk helt glemmer, at de har ATC og det er vel i virkeligheden det, det hele går ud på. Det er ihvertfald sådan, det er! 

Det betyder så ikke helt uventet, at folk nærmest aldrig selv senere køber flere ATC og det er naturligvis "bad for business" Det er det naturligvis også for os selv. Heldigvis betyder det så også, at produktet tilsvarende helt automatisk sælger sig selv. De bedste sælgere er dem, der helt har glemt, at de selv har ATC på deres institution. Hele ideen med ATC som industriprodukt er jo osse som med de fantastiske blålige Weller-loddekolber, at de altid er der og at man altid kan regne med dem og derfor glemmer man dem selvfølgelig. Det kommer man så i tanke om igen , når man kommer et andet sted hen, og så kører møllen igen. Det oplever vi dagligt selv og det sker heldigvis overalt i verden. Derfor går det så godt for det lille firma med blot 19 medarbejdere derude på den ombyggede farm på Gypsy Lane i lillebitte Aston Down.
Så meget faktisk, at der burde være "Eight Days a Week"!

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start