tirsdag den 3. november 2009

Ypperstepræsten

Nu afslører vi vel ikke nogen særlig hemmelighed i dag ved at sige, at vi her i huset interesserer os ganske meget for hifi af den mere voluminøse slags. Det er sikkert et slet skjult forsøg på at få os selv til at se noget mere almindelige ud, da store dele af familien jo er afgjort i den "store ende" indenfor statistikken over fænotyper. Det kommer i selskab med de store højttalere og associeret isenkram så til at se helt fornuftigt ud. Nu er det jo ganske normalt, at visse kvinder i den korte periode, hvor de er rigtigt betagede af /forelskede i en mand, kunstigt tillægger sig visse interesser. Det kan f. eks. være det at gå på jagt med muskedonner og det hele eller alternativt at køre 4-hjulstrykker op og ned af stejle bakker. Disse ting er jo for den normale kvinde fuldstændigt unormale og altid et tegn på momentan (men heldigvis altid ganske forbigående) sindsforvirring.

Kvinder kommer altid tilbage "til overfladen" igen, altså til den grundliggende fornuft, så snart den første irrationelle betagelse har "lagt sig", mens mænd langt lettere "bliver dernede" som for eksempel den samlede besætning på den forulykkede russiske atom-ubåd "Kursk", sikkert mænd allesammen. Nu havde disse mænd jo ikke rigtigt nogen muligheder for at komme op, men det er nu slet ikke så usædvanligt for mænd. Selv når de har MASSER af muligheder for at undslippe fra en hobby, som forlængst har vist sig at være en fuldstændigt forrykt "blindtarm", så fortsætter de alligevel. Man er vel en mand og dum som en sådan og slet ikke spor kvindagtig! At det så også betyder, at man faktisk i store dele af livet heller ikke er rigtigt klog turde være ganske indlysende. Se blot hvad mænd beskæftiger sig med og som vistnok p. t. absolut ingen kvinder gider. Ja, vi snakker lige lidt hifi igen i dag, men bare rolig, det skal nok blive kort!

Nu findes der faktisk enkelte kvinder, der interesserer sig for god lyd. I hele denne skribents liv har jeg mødt mindre end en lille halv håndfuld, altså ikke vildt mange. Dog nogenlunde sammenfaldende i absolutte tal med de mandlige hifientusiaster, som reelt har været interesserede i MUSIK, men det er en helt anden sag en helt anden dag. Mænd har jo tilsyneladende en ganske ubegrænset kapacitet for umådelig indskrænkethed og udelukkelse fra enhver fornuft. En meget stor procentdel af disse kvinder er jeg så til alt held gift med (kun 1 stk. altså), og adskillige af vores venner er jo blevet tvangindlagt af hende til at lytte forskelle på forskellige DA-konvertere. For Pia Mathiasen er der ikke som for den mandlige halvdel nødvendigvis et forsøg på at "blære sig" som vist osse mest er en mandlig ting. Næh, det er blot for at be- eller afkræfte egne lytteindtryk, ikke noget vi hifi-entusiaster ellers gør ret meget i. For tænk dog blot, hvis andre normale mennesker slet ikke kunne høre ens nye og vidunderlige (læs: dyre) mirakelkabler og hvad de gjorde ved musikken. Den risiko løber man(d) naturligvis nødigt. Mænd er vist bare nogle sølle skvat.

Anderledes med kvinder, som fortsætter med at invadere traditionelle mandlige interesser også efter de ikke gider mænd mere. Flokke af post-klimakterielle halvgamle "sild" (lugter sådan nogen egentligt ikke fælt?) går på vildsvinejagt i Polen og verden er tilsyneladende af lave. Det vil sige, tilbage i den del af den dybe mandlige absolutte "pseudo-virkelighed", der hedder hifi, er alting ved det gamle. NUL KVINDER, 0.0! Her trives sysler så hjernelamme, at hækling og stramaj pludselig bliver eksempler på ekstremt målrettet fornuft. Diskussioner om den lydmæssige forskelle på iøvrigt ens kabler og sikringsgrupper hos LK-NES og lignende fyger som "ugræs" rundt på nettet. 

Det får så altsammen en ende, for når noget er tilstrækkeligt ånssvagt, så stopper det alligevel en gang. Som enkelte måske kan huske skete med den fra Monty Python så entusastiske klub "The Society for Putting Things on Top of Other Things". Da et medlem spagfærdigt bemærkede, at "The whole thing is a bit silly, isn´t it?" kollapsede klubben totalt og uigenkaldeligt. Når der på et forum med angiveligt 30.000 medlemmer ikke findes blot en eneste kvinde, er kollapset forlængst sket. Som det iøvrigt til fulde ses af de styrtdykkende priser tidligere astronomisk dyrt elektronisk isenkram, som man(d) fornyligt ville give mindst sin ene testikel for at få. Verden er prismæssigt af lave, det vil sige man(d) er efterhånden ved at komme til (kvindelig) fornuft. Det er da et fremskridt.

Og hvorfor så alt dette "cirkel-slutnings-sludder" i dag over et forlængst fortærsket tema? Fordi der her på vores værksted står et sæt højttalere, der allerede for næsten et årti siden varslede nutiden på mest ildevarslende vis. Vi taler om den tidligere så agtede højttalerkonstruktør og gammel elsket kollega fra Dansk Audio Taknik, Niels Nørby og hans virkelige mesterværk, nemlig den såkaldte Ascolta Brennin-højttaler. Dér står den, komplet med keramiske Thiel-enheder og ser lavstammet og lettere skummel ud, fuldstændigt fyldt op med sand og utallige eksotiske delefilter-stumper. Hvordan den spiller aner vi ikke, vi har ikke rigtigt gidet sætte den til, men info skal nok følge. Hele snakken i dag er om mandlig meningsløshed og intet kommer helt på siden af det her.

Efter at have været den ubestridte danske autoritet indenfor esoterisk højttalerteknik i mere end et årti så Niels Nørby tydeligvis efter at have lavet den her højttaler "lyset" Det havde han nu nok set før, han var og er nemlig en dybt religiøs og venlig mand, men denne gang var det alvor. Det må simpelthen i et splitsekund være gået op for ham, i hvor høj grad han havde spildt tiden med at spille "ypperstepræst" overfor denne verdens dummeste dummernikker. Det må være blevet klart for ham, at der ingen frelse alligevel var for de kunder, som han ellers så dygtigt og ikke mindst timelangt "docerede" for. Folk, som ikke på et helt liv alligevel ville have fattet en fjerdedel. Mænd i en hobby fuldstændigt uden kvinder eller nogen mening. Mænd, der snakker om musik på samme henførte måde som de som teenagere snakkede om pigebryster uden nogensinde for alvor at få held med nogen en delene. 

Niels Nørby pakkede efterfølgende sit habengut og forsvandt så sporløst, at der næsten kunne laves et TV-program om ham. Dvs, findes kan han da, men denne ellers vandfalds-talende orakel-agtige mand og hans endeløse talestrøm løb simpelthen TØR, HELT TØR. Det må være gået op for ham, at det altsammen blot var "perler for svin" Et halvt liv brugt på at tale til mennesker, som blot lod som om de var interesserede i musik uden at kunne gennemskue det. Det må edderbroderemig have været noget af en kikser at opdage for denne elskelige mand, der vel ret beset var den "allersidste kvinde" ombord på denne mandlige russiske atom-ubåd uigenkaldeligt på vej mod Barentshavets bund. Nå, han slap da ud men næppe uden mén, ellers ville vi vel høre et pip fra ham i ny og næ. Nå, der står altså hans allersidste "opus", Ascolta-højttalerne og griner. Som et minde om noget, som hørte op for meget, meget længe siden. Dengang der var et par enkelte kvinder med på "ubåden" endnu. Derefter evigt polar-mørke...

Og hvad gik hele øvelsen ud på i dag? Ikke rigtigt andet end sørgmodigt at konstatere, at når en hobby som hifi bliver så totalt indelukket og isoleret og almindeligt hjernelam, at man kan lade som om "Kursk" synker tilbage mod overfladen, tjah så er det vist ligemeget med redningskranse. Så ligger man støt på bundet hvor man har "redt" og ganske uden kvinder.
Heldigvis har vi altså endnu én her i huset og hende er jeg gift med, så helt sunket er vi altså ikke endnu og hurra for det! Så heldig var præsten Niels Nørby ikke på SIT skib, men var dog klog nok til at indse det.

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start