fredag den 13. november 2009

"When the Music´s Over"

For tiden genoplever vi her i vores værkstedskælder det gamle kult-orkester The Doors med den stilskabende keyboardvirtuos Ray Manzarek. Nu er det jo svært at afgøre, om han virkeligt var virtuos, det elektriske instrument var jo endnu i sin vordende barndom, men han var da ihvertfald tidens bedste bud på den største "betvinger" af sit Farfisa-orgel. Ihvertfald indenfor kategorien "Spil som en Manzarek" Dét kunne han som næppe nogen anden. Her i huset har vi opstillet noget så usædvanligt som et RIGTIGT MUSIKANLÆG lige dér, hvor vi ofte opholder os. Nemlig lige her, foran tastaturet. 

Det kræver ganske vist, at jeg lige drejer rundt på kontorstolen. Lige der i en meters afstand står der en veritabel "lydmur" og troner truende i 1.80 m´s højde. Ovenpå¨et sæt Lockwood Major-højttalere direkte fra de gamle Abbey Road-studier står der omhyggeligt "tiltet" et sæt JBL 4320. Med en følsomhed på under 1 watt/96 dB i netop 1 m. taler vi om muligheder for ikke helt små lydtryk. Ikke mindst fordi vi har "på-monreret" en Crown Reference I forstærker på 780 watt.

Det er faktisk endnu ikke lykkedes at få dette apparat til at blinke i minus 20 dB-dioden men forsøgene herpå har da sin egen øredøvende charme. Højt og grimt? Højt er det ihvertfald, grimt er det kun delvist. Fedt er det til gengæld hele tiden, rigtigt fedt. Lidt fascinerende er det vel også.

Det dér med fascination har vi jo mange gange været inde på tidligere. Ja faktisk ligger der på vores DetBatter-side et tudsegammelt uge-emne om netop det, nemlig no. 72 "De livslange interesser og deres fjender". 

Teksten er desværre siden ikke blevet mindre aktuel. Fjendernes antal er kun steget i takt med, at den "politiske korrekthed" er kommet ind i hifi-interessen og yderligere som termittter underminerer den. Fjenden findes udelukkende på nettet og hedder "pseudo-kommunikation", tidrøveren, der stjæler alt fra én, mens man bare sidder og glor ind i en skærm. Og chatter om det ligegyldige isenkram, som man burde høre på, musik selvfølgelig, man er jo entusiast. Tydeligvis blot ikke musik-entusiast. Nå, nu er man jo heldigvis mand og kan naturligvis sagtens bilde sig ind, at der er en mening bag al snakken. Det er der blot ikke.

Der findes helt sikkert stadigvæk mennesker derude, som lytter til musik. Ikke mange og ikke nær så mange, som har gjort det tidligere, men de findes. Hvor vides ikke, ihvertfald ikke i særlig grad på nettet. Hvis de sad der hørte de jo ikke musik, så det er vel i virkeligheden en overflødig information. Statistikken på de danske hifi-fora taler deres triste sprog. Bidragydere "blomstrer" (måske et lovligt fornemt udtryk for denne basalt lettere onani-lignende virksomhed) som veritable kosmiske supernovaer, eksploderer og forsvinder igen. Der er simpelthen så svine-få mennesker på disse fora, som har været med aktivt i mere end et år eller 2 og de flittigste er forlængst væk og udskiftningen accelererer blot yderligere. Ingen initiativer fører nogen nogensteder hen, og en kommende klubaktivitet "sander" allerede længe inden det første møde til i en 16 siders lang "sang" om den chili-gryde, man skal æde til det første forlængst mytiske møde. Mere symptomatisk bliver tragikken ikke. Det ligner kun alt for meget den allerede længe før sin start forlængst stendøde Århus Hifi Klub.

Hvilken nytte gør vores "jeremiade-skriverier" her på siden om dette forlængst afdøde fænomen, som interessen for både musik-fordybelse og hifi er. Ingenting, selvfølgelig. Vi kan naturligvis ikke sparke liv i en gammel afdød krikke, som forlængst burde været blevet kørt på limfabrikken. Ligeså lidt som de sidste mohikanere derude på nettet som Ruben og de andre kan få held til at "redde stumperne" ved høflighed og politisk korrekthed. 

Der findes intet effektivt forebyggende middel mod at "net-onanere" sin interesse ihjel. Som kontrollerede forsøg med rotter for mange år siden beviste, vil rotter stillet overfor valg mellem mad og seksuel tilfredsstillelse til enhver tid vælge det sidste indtil de død af sult. Helt så galt går det vel sjældent derude bag tastaturerne, den personlige hygiejne er vel det første, der "ryger" (hifi-messerne taler deres tydelige lugt-sprog her) mens man chatter løs om sin hifi og sin interesse for den musik, som man naturligvis ikke lytter til. Det har man hverken tid til eller mulighed for.

Nå, på et tidspunkt stopper både musikken og festen så. På et eller andet tidspunkt går det op for næsten alle, at Diana Krall og Kari Bremnes og alle de andre ligegyldigheder, som sælges for tiden til tidens hifi-entusiaster, i virkeligheden er kedeligere end at høre genudsendelser med Raquel Rastenni på Giro 413. Prøv lige at sig højt for dig selv, du glade hifientusiast derude, at den seneste plade fra iøvrigt udmærkede Amfora Musik du købte, da var "for musikkens skyld" Det lyder lidt hult, ikke sandt?

Tilbage til overskriften, som samtidigt er vores epilog for ugens lettere "hifi-inficerede" tematik denne gang. Vi vil læne os tilbage, rotere stolen 180 grader og så lytte til lidt rigtig musik. Så højt, at det garanteret lyder grimt. Det gør australske "Magic Dirt" osse i forvejen..Hvilke forhåbninger andre må have derude på nettet om en bedre og mere rosenrød fremtid for hifi og musik ved som ejendomsmæglere i tiden at forsøge at "snakke tingene i gang" uden substans, ja hvad rager det egentligt os?
Det samme som det rager de fleste andre, desværre. Ingenting! Musikken er vist ikke det eneste, der er i terminal krise derude.

Etiketter:

0 kommentarer:

Tilføj en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Startside