onsdag den 11. november 2009

"..uden at nogen kvinder så det"

I denne uges citat-kavalkade fra kunsten har vi i dag lånt fra den kendte sang "Itsi-bitsi" med danske "Steppeulvene". De udgav som sikkert bekendt kun en eneste plade, inden sangeren og takstforfatteren Eik Skaløe tog på sin vistnok eneste og ihvertfald sidste tur til Nepals højland. Det var jo der han døde og det gjorde det jo naturligvis entydigt og endeligt til den allersidste. I det hele taget er der mange citater, vi gerne selv ville have kunnet finde på, men åbenbare begrænsninger står i vejen. For eksempel fik vi en mail for et par dage siden, hvor den kendte Formel-1 "bagmand", Sir Max Mosley af en forretningsforbindelse blev beskrevet som "seriously unfairly clever" Man forstår godt, at han blev adlet og alting og er vel det bedste eksempel på, (for at citere en gammel kollegiekammerat), at "mod Guder kæmper selv tåber forgæves" Bare det var os! 

Referencen til "kvinder" er udelukkende baseret på, at vi i det følgende vil bringe citater og andre vurderinger, som er fuldstændigt uegnede for netop kvinder. Det har de nu nok allesammen lugtet, kvinderne (det hedder vist ikke "dufte" her, gør det?) ihvertfald findes der næppe kvinder, der kunne finde på at spilde tiden på en så fuldstændigt kronisk talentløs måde som vi mænd. Vi er måske ikke helt i samme kategori i et andet citat "sakset" fra vores venner ovre på hifi4all, men vi er dog mere end halvvejs og det ville vi osse gerne have sagt. I en reklamemeddelelse om et nye enestående USB-kabel skriver sælgeren noget kontroversielt, at dette ellers teknisk veldefinerede og iøvrigt i sædvanlig tale ganske ukritiske data-kabel, simpelthen har transformeret en ligegyldig hifi-gengivelse fra en computer til noget, der vist er verdens bedste.

Som sagt, det er en spændende konklusion og ikke mindst opdagelsen af kabel-producenten er interessant. I erkendelsen af, at computeren som hifi-kilde ikke var andet end ja altså "2. rangs", bestilte vor ven her nemlig åbenbart spontant et USB-kabel på nettet, som kostede en bagatel af 8000,- Nu er manden jyde og vi jyder dyrker normalt ikke spontane handlinger uden synderligt håb om voldsom forbedring og slet ikke når det koster vildt meget. Nå, historien endte lykkeligt for vor ven her, som forvandlede sin computer fra sekunda til verdens absolut bedste kilde. Sådan en forandring har vi godt nok aldrig nogensinde selv oplevet og ikke engang i det såkaldt "analoge domæne", hvor der ellers er tale om ganske vist bittesmå ændringer fra det allerringeste til det allerbedste kabel. Anderledes her i det digitale domæne hvor de allerede forsvindende forskelle skulle være endnu langt mindre. Heldigt når man nu har givet så skidemange penge for det, at det så osse var så godt. Hm....

Nå, videre til citatet, som altså er ret godt og som vi citerer fra netpseudonymet Hurin:"Jeg skal da bestemt en tur forbi Schmidt Audios stand på messen. For jeg kan ikke få øje på et produkt i hele deres lineup, jeg ikke umiddelbart vil affærdige som fup." Måske man alligevel skulle tage til udstilling i København den kommende weekend for at opleve disse herlige produkter. Nå, det er nu nok i virkeligheden mere folk som "Hurin", det ville være sjovt at møde, der er altså "schwung" over det her. Og nej, vi sælger IKKE selv eksotiske kabler overhovedet mest fordi vi aldrig nogensinde ville sælge noget vi ikke selv gad bruge overhovedet.

Nå, den her historie har kvinderne jo altså forlængst sanset og er løbet højt skrigende og hysterisk grinende langt væk. Man kommer næsten til at forestille sig den ellers altid hysterisk overspillende og manisk grinende danske skuespiller Anne-Grethe Bjarup Riis i sin karrieres glansrolle. Prøv osse lige at forestille sig diskussionen hjemme i stuen mellem ægtefællerne og man skal investere i et nye fedt induktionskomfur eller et i nødtøfttigt skrumpet krympeflex-indpakket USB-kabel på 0.5 m. Denne kamp er vist tabt inden den første lyd fra konens skraldgrin er blvet reflekteret fra den nærmeste væk og muligheden for at købe det er vist derefter nogenlunde den samme som efterfølgende at skrabe ekkoet af konens latter af væggen. Ikke stor altså.

Nå, vi må for sælger håbe, der findes mænd uden koner derude, for ellers lyder det ikke som en potentiel mega-sællert. At være kontra-faktuel i forhold til enhver accepteret digital-teknik er én ting, en anden er at "bypasse" konens kritiske sans. Der tydeligvis er en hel del mere veludviklet end mænds. De tror jo for eksempel kun på, at man kan fjerne rynker på præcist 12.5 minut (som der rent faktisk står på et skilt i en lokal naturkostforretning) og det er måske ellers i sædvanlig omdømme en smule dumt. Det er dog alligevel ingenting i forhold til den anden snak her om USB-kablers fantastiske betydning for det samlede lyd-resultat. Her blegner den kvindelige naivitet fuldstændigt. 

Det mere fundamentale problem er jo, at al den her snak om forgyldte sikringer og mirakuløse netkabler og andre fuldstændigt forskruede og ganske ligegyldige ting kun har et eneste resultat: Alle de resterende mænd med blot en lille smule af den mest oprindelige "ur-kvindelige fornuft" , som har båret menneskeheden gennem æoner, render da garanteret skrigende bort. Tilbage er der så de få og stadigt mere isolerede mandlige "hard-hittere", der svarer på al rimelig kritik med "papegøje-frasen" om, at "man skal høre det selv for at dømme!" 
NEJ, MAN SKAL EJ! En hundelort-sandwich smager simpelthen helt sikkert af Helvede til og det gør en kattelorts-ditto helt sikkert også. Hvor dumt er det her egentligt at tage al denne snak om mirakuløse hifi-løsninger alvorligt. Eller for den sags skyld at sidde her og bruge tid på at skrive om det?
Hm, noget dumt, men nu er man jo osse mand. Sommetider må man vist bare erkende, at kvinder er klogere. Ikke altid, men prøv lige dét her trick med USB-kablerne på dem, putte!
Tilbage til vores rigtige arbejde og tak for underholdningen, alle I derude. Vi ses måske på udstillingen.

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start