fredag den 27. november 2009

Noget at læse!

I dag bliver vi, nok noget trættende for enkelte af vores læsere, nødt til lige et bemærke en mærkedag. Det vil vi naturligvis gerne undskylde, men når det drejer sig om et enestående såkaldt "relikt" fra en storhedstid (ligesom det newzealandske firben tuataraen med det rudimentære ekstra øje) så er det jo en mærkedag. Det drejer sig nemlig om den 3. af foreløbigt kun 3 bemærkelsesværdige magasiners indflydelse på denne skribent. Nemlig den ugentlige eller i dette tilfælde næsten-månedlige spændte venten på det nyeste nummer. Man mindes næsten lugten af tobak på butiksruden på den kiosk, mod hvis panorama-rude man stod og trykkede sin næse så flad som en grønlænders. Man kommer næsten til at tænke på, om de og de asistiske menneskelige fænotyper iøvrigt med de fladere næser simpelthen var genetisk mere interesserede i de nyeste numre? Vist egentligt et sidespring..

Den første uopnåelige kærlighed vil jo for altid forblive den støærste, og her taler vi naturligvis om den mest klassiske af dem alle, det dengang allestedsnærværende "Anders And & Co" med de rigtige gamle Carl Barks-historier og nyere figurer som jordnødde-ekvilibristen "Supermule" alias Fedtmule i sin røde undertøjs-heldragt og Raptus von And og naturligvis de irriterende fætre Højben og Vims. Dér stod man foran købmanden på fødeøen Endelave mangad aften og trykkede sin næse ganske grønlænder-flad mod ruden. For at sikre sig (formedelst det dengang i 1962 ikke ganske ubetydelige beløb af 1.25 kr.) det nyeste nummer, som frisk fra færgen ellers førast var til salg alle andre steder om tirsdagen. Hvilket privilegium at være den allerførste i den nyeste udvikling af "andologien", som det vist senere kom til at hedde. 

Få år after kom så nummer 2, nemlig det heftigt opblomstrende og derefter allerede hurtigt derefter langsomt hensygnende (pudsigt udtryk egentligt?) blad "Fart og Tempo" med alle de belgisk-franske nyere tegneserier om racerkøreren Mark Breton med den loyale bror Jean-Pierre og ærkerivalen Steve Warson, Lucky Luke, Asterix og alle de andre senere alment kendte figurer. Forventningen var denne gang en smule mindre hver uge, fordi næsten ingen af de utallige serier blev afsluttet i det enkelte nummer alligevel. Det var pisseirriterende men serierne var til gengæld supergode og slutningen så sandelig værd at vente på. Selv om man altså kom til at vente længe, alt for forbandet længe. Trykket mod ruden var formindsket noget, men der er nu nok aftryk af næse-epitel på visse ruder endnu.

Den 3. store kærlighed var så den danske udgave af det engang så blomstrende hi-fi magasin High Fidelity. Fra de tidlige 1970-ere blev biblioteket hyppigt "gennemtrawlet" for at finde det nyeste nummer af dette herlige blad. Det var nemlig skrevet af folk, der kunne skrive og havde noget på hjerte. Ja, faktisk så meget, at man sagtens flere årtier efter kan glædes over brilliante og skarpe musikalske og tekniske artikler og så læserbreve, masser af læserbreve. Spændende og interessante og informerede og rimelige og fornuftige. Som blev besvaret med suveræn sproglig og teknisk omhu og indsigt. Også bladets hyppige besøg hos underlige entusiaster med anderledes synspunkter var absolutte journalistiske toppunkter. 

Desværre toppede High Fidelity allerede i de sene 1970-ere sammen med den generelle interesse for hifi og fra starten af firserne blev alting lettere parodisk. Nu kunne man måske tro, at det blot var denne skribent, der dengang var blevet noget tiltrængt klogere, men det er ikke hele sandheden. Ved genlæsning af samtlige de gamle numre, som undertegnede har gennemført i flere omgange (ja jeg tilstår!) er der en påfaldende udvikling allerede fra 1981 i afgjort negativ retning. Skribenterne blev simpelthen dummere i en grad, så det var påfaldende. Hele personudskiftningen dengang fandt sted, fordi de bedste af de gamle skribenter enten blev hyret til bedre stillinger i den dengang blomstrende danske hifi-industri eller startede egne virksomheder. De nye skribenter var de første endnu uskyldige prototyper på "spild-skribenter" med alt for ringe viden om tingene, endnu dårligere sproglige evner og endnu mindre kritisk sans end overhovedet ingenting. Dengang døde dansk High Fidelity for denne skribent. Resten var en lang, lang vandren mod tusmørket.

Det "stunt" har bladet så gennemført igen, nu har man nemlig endeligt lukket og slukket butikken. Man kan blot undre sig over, at det har taget over 25 år at indse hvor dårlige man var ved at gøre bladet, men stædighed kan jo være en dyd. Særligt hvis man ellers havde overvejet at gøre noget ved det største problem, nemlig at man overhovedet ingen interessante skribenter havde længere. Efter tiden med Knud Erik Læssøe-Stillings tid som redaktør og farverige dygtige kommunikatorer som Steen Michaelsen var det slut. Dødkedelige folk som Michael Madsen overtog roret og supplerede i god ånd op med skribenter af samme "bonitet" Man skulle jo nødgit ansætte folk, som var alt for dygtige og da slet ikke nogen, der var dygtigere end én selv. Det "dictum" opfyldtes til fulde, og "talenter" som Kurt Lassen og "Nis Med Kasketten" begyndte at fylde de skrumpende sider. Med absolut ingenting, ja fortyndet vand vil denne skribent nok hævde.

Det er derfor uden nogensomhelst sorg, at vi i dag afskriver dansk High Fidelity. Fordi det for så længe siden gjorde sig selv så ganske overflødigt. Nemlig dengang det holdt op med at være interessant at læse og ikke mindst at GENLÆSE, det eneste rigtige succes-kriterium for et papirmagasin. Intet andet gælder når prisen som for det anæmisk tynde High Fidelity er over 80,-
Og hvad kan de sørgelige rester af den skrevne danske rester, som nu kun findes på nettet, så overhovedet lære af dette dødsfald. Ja, de kan lære det, som vi så ofte før har råbt og skreget om på denne side. Nemlig at man skal finde nogen skribenter, som HAR NOGET AT SKRIVE OM og som har EVNERNE TIL DET. Hvis der ikke er nok relevante ORD i et hifi-magasin uanset om det sidder "på skærmen" eller er af papir, så kan man altså ligesågodt tage og lukke butikken. Som det altså er sket nu.
Med et citat fra Baz Luhrmans eneste superfilm lettere omskrevet: "Et liv levet i tiltagende talentløshed er et liv fuldstændigt spildt" For High Fidelity kom døden så lige de 25 år for sent, men bedre sent end aldrig. Ren spild af tid for alle andre end de skribenter, som blev betalt pr. skrevet ord. Uden at have noget overhovedet at skrive hjem om.. 

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start