torsdag den 12. november 2009

"..ikke lige dagens måde at kommunikere på."

Nu var denne skribent i sin universitets-studerende ungdom helt givet ganske ulideligt klog, ja faktisk i virkeligheden en hel del værre end i dag. Det skal der iøvrigt en hel del til, vil mange sikkert udbryde i kobbel-kor eller hav det nu lige hedder. Ungdommen er jo forlenet med en absolut tyrker-tro (kan man egentligt sige det for Europa-domstolen længere?) på egne evner og tilsvarende suveræne dømmekraft. I bagklogskabens ulidelige klarsyn er det en passage i livet, som jeg bestemt ikke savner længere. Egentligt underligt, at jeg stadigvæk har venner helt tilbage fra dengang, de må eddermaeme have været tålmodige. Det var de iøvrigt også. Som ung ved man naturligvis alting på samme måde som politikere, som heller aldrig nogensinde vil indrømme, at der er noget, de absolut ingenting aner om.

Det underlige er bare, at når jeg tænker tilbage, så synes jeg så ganske bestemt at min ulidelige alvidenhed var baseret på KRITISK SANS. Godt nok næsten udelukkende overfor alle andre og da ikke mindst datidens autoriteter, men kritik var det dog. Således kan jeg simpelthen aldrig nogensinde mindes, at jeg i nogen af datidens fyrige og farverige diskussioner (indenfor farvespektret "rødt" ganske vist, men alligevel) trak "trumfkortet" , nemlig at jeg på en eller anden måde skulle have ret, fordi jeg havde en formel uddannelse. Det kunne jeg måske have gjort.

Nu fik jeg som vist tidligere engang nævnt min cand. mag.-grad i en forrygende fart, men det blev jeg nu ikke klogere af, ikke spor endda. Nu var udgangspunktet naturligvis heller ikke det bedste, forrygende kvik som jeg var længe før jeg startede. Perfektion forbedres jo sjældent særligt meget og det skete da heller ikke her. 
Og hvorfor så al denne snak i dag? Jo, simpelthen fordi vi, sikkert ganske ufrivilligt, er blevet mindet om egen ungdoms fortræffelighed. Nemlig af den nuværende ungdoms åbenbart knapt så udviklede kritiske sans eller sund sans iøvrigt. Herligt, faktisk, minderne altså. Og pigerne med hår under armene og alting.

Tilbage til den ufrivillige hæder. Vi har nemlig "sakset" dagens overskrift fra en vis hr. Jesper Olsen, der er intet mindre (og da slet ikke mere) end "kommunikationsstuderende" Han er helt tydeligt ligeså klog som ung som jeg selv var men alligevel på en radikalt anderledes måde. Han gør nemlig det, som overordnede i militæret altid har gjort: Han "He pulls rank", hvad det så hedder på dansk. 

Med rod i sin universitære faglighed diskvalificerer han nemlig den kommunikationsform, som vi ind imellem benytter på denne side. Se, selve synspunktet er helt legitimt, det er begrundelsen blot ikke. Den er nemlig fuldstændigt grinagtig og det ligger faktisk allerede i citatet selv. Det gør det i virkeligheden kun endnu mere tåkrummende komisk. 

For hvad i alverden skal man dog med en nyudklækket studerende, som udelukkende behersker DAGENS MÅDE at kommunikere på? Som jo allerede ved studiets afslutning helt sikkert vil være "gårsdagens måde" Hvis man ikke som ung og søgende er opmærksom på, at der naturligvis er FLERE MÅDER at kommunikere på, så bør man måske bare holde op i en Helvedes fart. Alternativt kan man jo vælge at affinde sig med, at ens viden er sammenlignelig med tidligere teologer, som blot udenad lærte alle salmeversene.
Vi har selv valgt at døbe de samlede værker nedenunder som "Tidens Tekster". Fordi tiderne skifter og sandhederne med. Men altså ikke nødvendigvis de studerendes tankesæt. Meget trist og så især når man endda erkender det. Sagde denne gamle lommefilosof, som vor ven Jesper med sikkert god ret kalder "ulidelig" Men sjovt nok fordi vi kommunikerer alternativt. Se, det er virkelig "alternativ dannelse", ikke at kunne se det altså. I gamle dage hed sådan noget vist bare ukritisk dumhed.

Og så stopper det slet ikke her. Jesper påtaler nemlig også med den største autoritet "ex cathedra", at vores skriverier her "..ikke er den bedste måde at tjene penge på" At være kommunikationsstuderende er åbenbart et fag med vid faglighed, for hvad Fanden ved du lige om det? Ingenting er vel at runde noget op. Udover det for de fleste forhåbentligt indlysende faktum, at vi slet ingen kommercielle bagtanker har med de her skriverier. Overhovedet, fat det dog!
Vi vil naturligvis også fremover skrive det, som andre ikke skriver. Om det så er fordi kommercialisme eller fremragende faglighed står i vejen eller det bare er almindelig mangel på sund kritisk sans er ligemeget. Var jeg virkelig selv ligeså dum dengang jeg selv gik på universitetet?
Sikkert nok, det var heldigvis bare på en helt, helt anden måde. Ganske sikkert mere kritisk og desværre sikkert ligeså lidt selvkritisk. Æv! Nå, det er heldigvis blevet meget bedre! Siger jeg med al min akademiske autoritet.

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start