søndag den 29. november 2009

Dumme mænd og kloge koner

På engelsk findes der er ganske herligt ord, der hedder "Aftermath" Ud over at jeg mener at kunne mindes, at et af Rolling Stones albums fra deres guldalder faktisk havde denne titel, betyder det vist mest bare "efterspil" Det lyder ligesom bare bedre på engelsk, mest som sådan en slags "School´s Out for Summer" (for nu at blive blandt populærmusikkens absolut eviggrønneste evergreens) med dens bibetydning af "slut med matematikken" Det engelske udtryk betegner ligesom bedre en afgørende "finalitet"...Som alle dødsfald altid er, også "bladdød"

Derfor har vi da smugkikket lidt på de forskellige små-pip af reaktioner på lukningen af det danske blad High Fidelity. Der har ikke nogen steder været ret mange og blandt de få har der ganske forudsigeligt været endnu færre, som har været særligt interessante. Det har vist mest gået på, at det på en eller anden underlig måde skulle være trist, at der i Danmark nu ikke er flere hifi-blade. Underligt i betragtning af, at indholdet af bladet i så mange år har været sammenligneligt med den redaktionelle del af det husstands-omdelte gratis-magisin "Vi med Hus og Have" Nul komma nul dut for at være præcis. En læsning af det allersidste nummer på biblioteket i går bekræftede kun det betimelige i dette "blad-dødsfald" Sikke mange mennesker på bladets "kolofon" som i den grad overhovedet ingenting har lavet. Helt vildt mange, over 15 så vidt jeg husker.

Nu har nok næppe alle fået løn udover lidt "bonus" i forbindelse med anmeldelserne, men nogen har sikkert, og med nogenlunde samme fortjenstfuldhed som direktørerne i EBH og Roskilde Bank. Nå, nok om det, det er jo blot ligegyldig nyere historie nu og har vel i det mindste ikke som de andre krak påført den almindelige skatteyder ublu udgifter. Oplagene på bladene har jo alligevel i mange år været så lave, at der vel er visse grænser for, hvor meget man overhovedet kan akkumulere af gæld hos trykkerierne. En smule held i uheld. Til gengæld misunder vi så ikke de nu arbejdsløse skribenter, som skal ud på et tiltagende kritisk arbejdsmarked og skal søge arbejde med den "ballast" af ligegyldigheder, som deres skriverier i så mange år har været. En kedelig journalistisk "scrap-mappe" at vise frem som reference, vist bedst beskrevet uden s-et..

Nå, Verden går uforandret videre derude, og anderledes bliver det nok næppe foreløbigt. At ét fordummende blad forsvinder betyder selvfølgelig ikke, at selve DUMHEDEN gør. Efterhånden som man bliver ældre forekommer denne dumhed efterhånden at være en mere og mere integreret del af det, man normalt normalt forstår ved at være mand. Som jo er de eneste, der er tåbelige nok til at abonnere på tåbelige hifi-blade. Desværre gælder dette også for denne skribent selv om der er visse grænser. Ikke for selve dumheden, men selvfølgelig for, hvor meget denne skribent ønsker at udlevere sig selv, lidt selvkritik har vi vel. Eller selvcensur nok nærmere.. Derfor vil vi begrænse os til den beviselige "hifi-dumhed" hos denne skribent. Den beviselige del er jo osse den, der er vanskeligst at løbe fra!

For ikke så længe siden havde denne husstand adskillige CD-afspillere af et kendt mærke, som påny markedsføres energisk i disse tider. De var enormt dyre næsten 30.000,-, vældigt flotte udenpå og designet af en absolut brilliant engelsk designer. Eller måske, "designet" og designet var måske så meget sagt. Inde bag den flotte forkromede forplade sad der såmænd blot en kinesisk-produceret Arcam-CD med standard Sony-mekanik fra allerbilligste skuffe. Heldigvis var de jo for denne mandlige entusiast blevet "drysset med guldstøv" a la feen i "Peter Pan" og derfor lød de naturligvis super-godt. Det vil sige, det gjorde de nu kun for denne skribent. Mærkeligt at ikke alle straks kunne høre denne maskines suveræne "analoge" digitallyd. Nå, det kunne mange osse, alle mændene for eksempel. Alligevel var en "orm" begyndt at gnave lidt, for fruen plejer da at kunne høre? Det kunne hun også skulle det vise sig.

Allerede fra starten var fruen i huset mere end kritisk. Ikke overfor den ekstravagante investering, næh mere overfor resultatet. Hun syntes nemlig, det lød langt ringere end det, vi havde i forvejen. Nå, det tog undertegnede temmeligt let på og henregnede det til lettere angreb af præmenstruelt-syndrom. Mærkeligt det ikke forsvandt, men i stedet "bed sig fast" som både intra-menstruelt og post-menstruelt syndrom. Fruen syntes vist mest, det var noget bras. Hm. Nå, i forbindelse med, at en kvindelig bekendts ellers ikke vanvittigt ambitiøse Meridian-CD begyndte at drille lånte jeg så en af vores engelske "stoltheder" ud til damen. Hun måtte da kunne høre, hvor godt det lød.

Det kunne hun bare ikke, tværtimod foretrak hun noget overraskende så langt sin egen hoppende model for det nye krom-mirakel. Og så var det, at noget dæmrede for denne skribent, som jo tydeligvis havde været urimeligt forblændet af produktet fremfor lyden. FOR DET LØD JO DECIDERET AD HELVEDE TIL! Kvinderne HAVDE simpelthen haft ret. Det her produkt var simpelthen fuldstændigt håbløst og sammenlignet med en computer sat til en anstændig DA-converter var det simpelthen en vits. Som mand havde man(d) simpelthen ladet sig "snøre" helt af egen kraft. Ikke særligt imponerende, faktisk. Moralen er simpelthen, at man sommetider skal høre efter, hvad konen siger, og man skal ALTID høre efter, hvad andre kvinder siger når det så til punkt og prikke er det, som konen har sagt. Uden at vide det, en rigtig blindtest. Tilbage stod jeg så som den totale idiot jeg var, ikke voldsomt behageligt faktisk, men det var jo sådan det var! Og altså desværre bevisligt.

Siden den tid er vi blevet lidt klogere her i husstanden. Det vil sige, konen er ikke, hun har jo været det hele tiden, men undertegnede er. Men nu har hun jo heller aldrig læst High Fidelity, hun brugte jo blot sine ører, det glemte jeg til fordel for almindelig selvforblændelse. Siden den tid har jeg haft voldsom respekt for fruens akustiske domme. Når hun således siger, at vores gamle JBL 4320-monitors spiller værre end en Tivoli-clockradio, så har hun fuldstændigt ret. Med undtagelse af de altså hidtil kun ca. 3 plader, hvor de er helt fantastisk fremragende. Nå, vi har heldigvis plads til at huse diversiteten og vil forsøge lykken senere i dag med at udvide denne. Med lidt held får vi nemlig fat i et sæt store højttalere, hvor antageligt endnu færre plader lyder blot nogenlunde acceptabelt. Måske kun en enkelt er nok et rimeligt gæt! 

Dem må jeg have, jeg er jo en mand og nu ved jeg, hvor dum jeg er! Det er stadigvæk lidt anderledes derude, og i den anledning vil vi lige citere lidt fra debatten om High Fidelitys død fra hifi4all. Vi skal advare om, at der udstilles monumental mandlig dumhed og manglende grammatisk akkuratesse i middelsvær grad, but "here goes: Nedenstående skulle ses som et mandligt forsvar for at give de omkring 90,- ud i luften, som salig High Fidelity kostede.
"Hvor mange penge bruger jeres kællinger ikke på ligegyldige dameblade ??"

Ud over det umuligt/problematiske i at vide, hvor mange penge der IKKE bruges (i modsætning til hvor mange der rent faktisk GØR) er det her vel det bedste eksempel på, hvorfor denne hobby nærmer sig sin absolutte afslutning. Nej, det er ikke fordi manden er særskilt dum (det er han nu ellers nok, i næsten eksempelløs grad, platnakken), det er fordi han afskriver kvinderne. Som jo selv denne skribent gjorde engang. Det skal ikke ske igen! Fortjener jeg nu det stykke julekringle, du lokkede med, fru Dahl Vikkelsø Mathiasen?

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start