fredag den 20. november 2009

Brutale Bondam

Til den sidste Internationale inden "Den Store Krig" var der er mand til stede, der senere skulle blive særdeles kendt. Det var der naturligvis ingen der vidste, på samme måde som en ukendt, men ellers vist tapper lettere gasforgiftet tysk korporal (han fik da en medalje) også skulle overraske noget mere, end godt var.Den sidstnævnte var barnefødt Hiedler, mens den første hed Benito til fornavn. Til overflod viste den "Store Krig" sig så efterfølgende at blive relegeret til blot at være den såkaldt "1. Verdenskrig" Det sidste kunne man jo naturligvis først efter 2. verdenskrig kalde den af visse oplagte grunde.

Nu var de såkaldte "Internationaler" dengang som efterhånden nok kun uhyre få bekendt verdensomspændende arbejder-kongresser. Det vil sige, det var måske så meget sagt, der var nemlig temmeligt langt mellem arbejderne, næsten ligeså langt som der er mellem de samme i nutidens traditionelle "arbejderpartier" SF og S. Det er altså RIGTIGT langt! For eksempel var den østrigske delegat Victor Adler læge og de britiske "medløbere ægteparret Webb og G. B. Shaw kommer vist heller ikke engang ned i middelklassen.Det nærmeste var vel i virkeligheden de aldeles ryggesløse Rosa Luxembourg og Karl Liebknecht, som jo posthumt skulle blive helte-ikoner. Det er en anden og ikke særligt opbyggelig historie, som vi tager en anden gang.

Nå, Benito hed Mussolini til efternavn og var på denne sidste arbejderkongres næsten hermetisk lukket for rigtige arbejdere en af de få. Tillige var en ildfuld taler og kunne have fået en stor rolle indenfor arbejdsbevægelsen, hvis der altså blot havde været en. Desværre viste alle disse afmægtige internationale kongresser sig ganske som nutidens impotente FN-resolutioner sig blot at være tomme ord, da krigen brød ud. Den proklamerede pacifistiske solidaritet fordampede omgående i august-solens sidste stråler i 1914 og arbejderne, hvis ledere ellers alle havde proklameret universel generalstrejke, pløkkede gladeligt løs på hinanden, så snart de fik chancen. Så meget for datidens tomme ord.

Nå, senere blev selvsamme Benito Mussolini jo kendt som det store fascistiske udyr i Åbenbaringen. Intet tyder vel i virkeligheden på, at han var hverken værre eller bedre end massevis af andre statsmænd i tiden. At alle historie-interesserede burde kunne huske det eneste dokumenterede politisk motiverede mord i Mussolinis diktator-tid (nemlig det på Matteotti) tyder vel på, at han nok som skurk er blevet noget overvurderet. Både Engelbert Dollfuss i Østrig og admiral (!!, jamen det var han, chef for Donau-flåden, ak ja!) Horthy i Ungarn var såmænd meget værre. For slet ikke at tale om Francisco Franco, der henrettede over 100.000 I eftertiden er det dog skiderikken Mussolini, som alle husker, selv om han altså mest var sådan en slags "lomme-diktator"

Det vil sige, det gør de så muligvis ikke længere, vi har da ikke en eneste gang set nogen sammenligne Mussolini med en ellers ganske kendt dansk politiker. Nu skal vi naturligvis passe ikke at at sætte nogen politiske lighedstegn her mellem denne ellers ganske danske populistiske politiker og Mussolini og alligevel er det ganske uundgåeligt. De ligner nemlig hinanden helt vildt i fysiognomi. Benito havde det, man vist kalder en "stærk hage", faktisk så stærk, at han nærmest havde et firkantet ansigt. Andre som undertegnede ville nok moderere det til, at han nærmest lignede den fra tropiske have så kendte "kuffertfisk". Noget pudsig så han ud. Det gør dennne landskendte danske politiker nu også, ja de kunne simpelthen være brødre.

Vi taler naturligvis om den nye københavnske borgmester Klaus Bondam, der udstråler samme joviale brutalitet som salig Mussolini. Forskellen er vist udelukkende, at Mussolini var en berømt og berygtet (afhængigt af køn, vistnok, dette synspunkt) kvindebedårer. Han fik da ihvertfald ganske "gode anmeldelser" af sine amorøse aktiviteter i mange kvinders memoirer og hvem får det? Bondam gør ihvertfald ikke, men nu er visse former for ellers naturlig seksuel praksis jo så vidt vides også af så kort varighed, at de etablerede fysiske bånd er begrænsede. Til gengæld kan de jo så udføre den seksuelle akt så mange gange pr. tidsenhed, at vi andre er grønne af misundelse, men det er vist om muligt mere udenfor emnet.

Bondam ligner jo så Mussolini i mere end en betydning, for som sin forgænger er Bondam et ypperligt eksempel på ekstrem politisk opportunisme. Socialisten Mussolini droppede al sin vistnok oprigtige basis i arbejderbevægelsen og blev fascistisk diktator, da chancen bød sig. Bondam blev godt nok kun borgmester i København i en fantastisk "rævekage-handel" med Dansk Folkeparti. At han i samme omgang totalt smadrede sine politiske rødder i det Radikale er naturligvis fuldstændigt ligegyldigt for denne tydelige politiske begavelse. Bondam er begavet derved, at hans handlemåde vidner om fuldstændig skruppelløshed og udpræget "politisk brutalitet" Hvad der er opportunt for politikeren selv i øjeblikket bliver efterfølgende den nødvendige og eneste politiske sandhed.

Her ligner Bondam simpelthen Mussolini, som også greb den chance, der var. Vi kan så håbe på, at Bondam ikke får flere, men det er ikke helt klart. Den radikale leder Margrethe Vestager har jo da været ude med lykønskninger, selv om en eksklusion af partiet nok ville være den eneste mulighed. Nå, mon ikke den kommer af sig selv i den nærmeste fremtid om ikke andet så fordi "brutale Bondam" jo forlængst er på vej videre som osse Benito allerede var til den sidste Internationale. Om han selv ved det, ved vi ikke, men det er jo osse ligemeget, når VI ved det her på siden. Vi vil nemlig ikke tøve med at fortælle det til hvemsomhelst. 

Nu stemmer vi ikke radikalt her i huset for tiden, og det vil vi osse godt garantere for, at vi ikke kommer til at gøre, så længe Vestager i denne ubegribelige famlen efter Bondams "svine-studehandel" er formand-inde. Nå, men nu ligner den ganske velholdt-kønne men noget mere slidte Vestager jo heller ikke nogen af fortidens skurke og da slet ikke "kuffertfisken" Mussolini. Og altså dermed heldigvis heller ikke Klaus Bondam. At hun så tydeligvis ved sin tøven heller ikke ligner de to andre mænd her er så i virkeligheden værre endnu. Ingen af dem ville nemlig have tøvet det mindste ved brutalt at smide Vestager ud, hvis hun havde lavet mage til svinestreg. Poltisk brutalitet? Ja, men uden den falder man blot som offer for de andre i partiet, som har samme ellers uheldige egenskab i overmål. 
Det vil sige, lige netop i politik er denne egenskab en DYD, ja endda en nødvendighed. Heldigt for brutale Bondam!

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start