mandag den 19. oktober 2009

"Some are Born to Sweet Delight"

Inden vi går over til dagens dybsindigheder skal vi atter engang beklage weekendens server-nedbrud, der fik vores side til at se mere end almindeligt "afpillet" ud. Vores side får snart en gevaldig ansigtsløftning, grafisk i det mindste, men indholdet bliver næppe meget anderledes. Det er jo osse svært, når det lige er den del af produktet, som vi selv står for, og vi er jo trods alt ikke klogere, end vi nu altså er. I dag starter vi med et litterært citat i den egentlige "super-sværvægtskategori" skabt af en engelsk digter, som i sit virke mere end tangerende det "mystiske". Ja, store dele af hans poesi grænser til det vanskeligt forståelige grænsende til, ja læs og døm selv. Hos denne litterære ener er digtet, hvor overskriften i dag er "sakset", nu et af de relativt forståelige og hedder "Auguries of Innocence". "Relativt forståelig" betyder nu hos denne mystiske digter ikke ligefrem, at ret mange nok fatter ret meget, denne forfatter ikke helt undtaget. Inden vi lige afslører navnet skal vi give et ekstra "hint", nemlig næste strofe: "Some are Born to Endless Night" Som altså weekendens netop overståede "kulturelle tusmørke" uden denne side for rigtig mange, som vores statistik viser.

Forfatteren er naturligvis englænderen William Blake, som iøvrigt også var billedkunstner af den mest bemærkelsesværdige slags. Han er virkeligt et gensyn værd her i starten af "tusmørkesæsonen". Og hvorfor så lige det højpandede snak? Ja, det skyldes såmænd blot, at undertegnede i går sad og små-rodede i den store "far-kælder", som alle rigtige mænd givetvis drømmer om at få. De fleste må nøjes med et skur ude i haven, hvor disse stakkels mænd får afløb for deres skjulte billedkunst-talenter ved den rituelle udsmykning af skurets vægge. Altså på indersiden og motiverne er jo typisk "krop-duer" af forskellig slags uden at vi vist skal gå alt for meget ind på dette lidt pinlige emne. Her i huset er "far-kælderen" desværre ikke fysisk ret fjern fra hovedindgangen, og det sætter jo oplagte billed-kunstneriske begrænsninger på udfoldelserne hernede. Det "frækkeste billede" vi har og det i glas og ramme og alting, er vist opfordringen fra en vis Marianne Snedker, ex-ejer af Dansk Audio Teknik Professionel, i brevform til alle gamle kunder med en opfordring til at handle. Ikke helt overraskende et HELT ANDET sted end her hos os, og det havde de jo naturligvis gjort ganske længe, kunderne. Altså bare HER! Men ligefrem at sende det til OS? Lidt frækt og endda uden bare bryster...

Derfor er rummet mest præget af forskelligt hifi-isenkram, det kan man nemlig bedre som relativt nygift mand sidde "og pille ved" uden at påkalde sig vreden fra "Fruens Todenkile" Som Wilster i sin oversættelse af indledningen til "Iliaden": "Vreden, Gudinde besyng, som greb..." Hifi som hobby er her i huset ret acceptabel, da fruen jo faktisk er en slags entusiast af den langtids-holdbare slags. Nemlig en, der rent faktisk hører musik, desværre en afgjort sjældenhed i dette sælsomme "broderskab" Netop i går eftermiddags blev der så tilfældigvis spillet tudsegamle skiver med "The Doors" hernede i kælder-dybet, og det var rigtigt interessant. Til lejligheden var autentiske højttalere fra Doors-tiden hevet frem fra hjørnet, nemlig helt rigtige køleskabsstore JBL 4320-studiomonitors. 

Resultatet var absolut sensationelt. Indledningen til "The End" har aldrig lydt bedre, og efter en kort akustisk tilvænning til den lidt "harske" (som englænderne udtrykker det med dette ord, der godt nok derovre betyder noget andet) mellemtone-driver med lang tragt, så kom de akustiske "blitz-glimt" tæt efter hinanden. " Det var simpelthen ganske uhørt indlysende, hvad der foregik på pladen og alle dele af produktionen blev skånselsløst "smidt" ud i hovedet på undertegnede. Selv om jeg har haft alle Doors-pladerne i næsten 40 år er det altså først i går, det er gået op for mig, at der på nummeret "Take It As It Comes" IKKE er el-bas med. Det stod ganske klart efter afspilning på de store JBL ved lydtryk på godt 110 dB, at bas-linien spilles af organisten Ray Manzarek på keyboard. Her har jeg altid troet, at det var den evige sessionmusiker hos Joan Baez, Bob Dylan og iøvrigt også The Doors, Doug Lubahn, der hjalp til i dette usædvanlige band uden bassist. Det var det så ikke lige denne gang. Tak, JBL!

Nå, sikke væsentlige ting man kan beskæftige sig med på en solbeskinnet søndag eftermddag. Og så er vi tilbage ved overskriften, for nok vidste undertegnede godt, at bandets navn på en eller anden måde var hentet fra et digt af William Blake. Det var dog først i går, at det også gik op for mig, at bandet osse havde "sakset" et par linier fra ovennævnte digt af Blake, ganske ukrediteret iøvrigt, i nummeret "End of the Night" Ja, det var netop dagens 2 udvalgte strofer. Måske det har været forudsat i den amerikanske intellektuelle tradition, at alle kendte dette digt af Blake, men det var altså nyt for mig, og da jeg ikke betragter mig som ret meget hverken dummere eller mindre oplyst end gennemsnittet, sikkert statistisk tilsvarende nyt for de allerfleste.

Nu kan det nu også sommetider være ganske let at føle sig "klog" når ellers baggrunden lige er taknemmelig nok. I den fortsatte diskussion om den kommende såkaldte "elevfest" i en afgjort landlig del af Jylland uden utidig indblanding af offentlige myndigheder er vi måske kommet til et vendepunkt. Nogen vil måske kalde det et "lavpunkt", men al erkendelse skal vel starte et sted. Vi har selv i forældredebatten mange gange påpeget, at det er indlysende ulovligt for professionelle at servere spiritus for 14-16 årige. Det har langt om længe fremprovokeret spørgsmålet om, "hvad forskel der da der kan være på om man selv eller andre gør det" Visse synspunkter er altså lidt svære at forstå, for eksempel det her, og selv vores pædagogiske evner rækker tydeligvis ikke helt ud på landet. I vores "husråd" kom jeg for eksempel ikke igennem med denne sammenligning (Det kan skyldes, at jeg ikke har forelagt fruen det, det tør jeg slet ikke): En lille dreng må nemlig gerne pille ved sin egen tissemand, men når en voksen gør det, kaldes det vistnok typisk for pædofili (eller altså i undtagelsestilfælde for en "skolelæge") Den tilsyneladende samme handling kan altså sagtens være helt forskellig, men det er åbenbart umuligt at indse for mange. Lidt alarmerende egentligt og en smule uhyggeligt sådan lidt i retning af John Boormans film "Udflugt med Døden" (Deliverance). En helt, helt anden verden, og alligevel så ganske ganske tæt på.

Nå, vi trænger næppe nogensinde igennem med at påpege det indlysende faktum, at næppe nogen af de forældre til deltagerne ved den kommende fest sikkert selv har haft deres forældre med til deres egne ungdomsfester. Hvad Fanden skulle de dog også det for, så ville der jo ikke have været nogen fest eller hvad. Nå, i det her tilfælde bliver der altså tale om et ganske betydeligt forældreopbud. Sikkert for at nær-studere, hvor fantastisk vellykket deres egen opdragelse til ansvarlighed og omgang med alkohol har været. Alle forældrene mener nemlig, at børnene selvfølgelig skal have lov til at feste helt på deres egen måde. Altså lige i de her tilfælde under total og konstant forældreovervågning. Lyder det som ren volapyk? 

Ja, for hvis man virkeligt stoler på ungerne (og altså sit egen snik/snak) og festens lødighed/lovlighed, hvad Fanden laver man så selv til festen? Ja, spørgsmålet "Blæser i Vinden", som den kendte poet Robert Zimmermann engang udtrykte det. Med Doug Lubahn på bas og mixet på store lidt "hvæsende" JBL-studiomonitors. Ham, der senere blev til den knapt så jødiske Bob Dylan. Ham som senere i nummeret "Bob Dylan´s 115th. Dream" sang om "Captain Arab", som kom sejlende ind på "The Mayflower". Se, nu bliver det alt for kompliceret, for kaptajnen i Herman Melvilles roman "Moby Dick" hed jo "Ahab" og skibet "The Mayflower" blev jo benyttet af de religiøse emigranter "The Founding Fathers" allerede i 1620. Hvor de grundlagde byen Boston, som blev opkaldt efter den by i Lincolnshire, som de var sejlet ud fra, og som ingen vel kender længere, selv om den ligger der endnu.
Måske vi bare skulle stoppe her, vi er vist lidt på vej på afveje

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start