fredag den 16. oktober 2009

Politiets Pensionsfond

Vi skal beklage, at vi vist kom til at love noget, vi ikke rigtigt har holdt, nemlig at afsløre verdens bedste krimi-forfatter. Og vi må jo nok sige, at han hverken hedder Stieg til fornavn eller Larsson til efternavn. Det eneste, de 2 forfattere har tilfælles er vist, at de begge er døde, den ene temmeligt forlængst og den anden temmeligt fornyligt. Den bedste af dem alle og en af verdenslitteraturens naturlige klassikere indenfor alle mere og især mindre kunstige "genrebetegnelser" er naturligvis amerikaneren Raymond Chandler. Chandler er "far" til privatdetektiv-arketypen Philip Marlowe, som for altid er personificeret i Humphrey Bogarts hærgede fjæs. Han spillede jo rollen som ingen anden og VAR naturligvis Marlowe. Manden, der slog en proper næve og selv havde en kæbe, som var holdbar nok til at tage endnu flere bank.I filmatiseringen af Chandlers oprindelige "pulp"-novelle (altså oprindeligt skabt som føljeton i ganske platte ugentlige magasiner af tvivlsom lødighed) "The Big Sleep" spillede han måske sit livs rolle. Nu var dialogen også formidabel fra Chandlers hånd, men det blev jo heller ikke nødvendigvis ringere af, at en senere Nobel-pristager, nemlig William Faulkner, havde skrevet manuskriptet til filmen. Ganske loyalt og helt forrygende fremragende.

Chandler var en original ordkunstner som ganske få i litteraturhistorien og alligevel var hele hans ret beskedne produktion skrevet til det såkaldte "trivia-pocketbogsmarked", altså i virkeligheden til folk, som kun lige skulle slå tiden ihjel. I min egen barndom læste vi "Bill & Ben", "Walt Slade" og Ellery Queen og syntes det var vældigt godt, men nu var vi jo heldigvis også børn. Raymond Chandler anså denne skribent for fuldstændigt uforståelig, for det var hverken til at finde hoved eller hale i hans historier. Den lidt anløbne helt Philip Marlowe var altid førstehånds-fortælleren, og derfor vidste læseren aldrig mere end Marlowe. Dette er i grel modsætning til Larsson, hvor læseren til enhver tid ved langt mere ens samtlige hovedpersoner, virkeligt en velrettet "torpedo" mod enhver rimelig spænding. Anderledes hos Chandler, hvor man virkeligt skulle holde tungen lige i munden for at følge med. Handlingen var jo helt urimeligt snørklet og gav til tider nærmest ingen mening. Som selve livet jo heller nødvendigvis altid gør.

Som hos alle store forfattere findes der hos Chandler personer, som er så livagtige, at de næsten er mere virkelige end selve livet. Tag for eksempel den arrede englænder Terry Lennox i Chandlers "The Long Goodbye", som Robert Altman har filmatiseret i 1973. Ikke videre heldigt synes vi, mest fordi Lennox i bogen er en så ganske usandsynligt sandsynlig som blakket helt/skurk, at absolut intet kan gøres for at få det ned på film på overbevisende måde. Udover det er manuskriptet simpelthen en kunstnerisk skamstøtte over, hvor vanvittigt vilkårligt man kan forvalte et manuskript i forhold til det litterære forlæg, det bliver det jo ikke spor bedre af. Nå, de færreste har vel set filmen så det gør vel ikke ret meget skade. 

Chandler og hans ganske få værker, som samtidigt er korte, er helt basalt en "tribut til fordybelsen", noget, som jo ikke rigtigt findes længere. Hver eneste linie er der blevet kælet kunstnerisk for i en grad, som verden sjældent har set. Denne kunstform er desværre truet af alle verdens "Carsten Jensen-er" nogenlunde i samme grad som den gåsestore fugl dronten på Mauritius. Det vil sige, uddød forlængst. Man bør dog en regnfuld aften gøre sig selv den store tjeneste at "krølle op" i sofaen foran pejsen og læse Chandler. For de fleste vil det jo desværre ikke være et gensyn, dertil har den uniformerede danske skoleundervisning i dansk jo i over 4 årtier været ganske effektiv til at fjerne al litteratur-interesse. Altså udover Stieg Larsson og Elsebeth Egholm, suk og atter suk. Dér foran ilden kan man så fordybe sig i så indviklede plots, at man aldrig vil være i stand til at regne dem ud og ikke engang altid selv om man har læst bogen flere gange. Det betyder blot altsammen ingenting i den kunstneriske kontext. Der er nu også enkelte replikker af den absolut kortfattede slags som for eksempel da Marlowe (altså i jeg-form) en yppig blondine han lige har mødt for allerførste gang: "What´s your name?" Svar: "Helen, kiss me!" Chandler!

Nu var Philip Marlowe trods hårdt og beskidt arbejde og faktisk ganske betydelige indtægter (altså i bøgerne, Chandler levede som komponisten aIves af noget ganske andet) altid en noget lurvet eksistens. Det skyldtes, at han til slut i bøgerne altid gav sit eventuelle pekuniære overskud til Politiets Pensionsfond for gamle hæderværdige politimænd. Dem var der nu ellers ikke så mange af i bøgerne, pæne politimænd, og selv de hæderligste af dem var i bedste fald alligevel noget "blakkede" Alligevel fandt Marlowe aldrig anledning til at donere sine betydelige erhvervede pengebeløb til nogetsomhelst andet. Han kunne jo ellers have skænket dem til Kræftens Bekæmpelse, men så dum var allligevel ikke. Nu var og er Philip Marlowe jo en ganske fiktiv person og kunne give penge til hvad han lystede uden nogen konsekvenser. Det kan ganske reelle personer naturligvis også, de risikerer højst at blive til grin.

Tag nu for eksempel denne weekends stort opsatte kampagne mod brystkræft. Nu er kampagnen jo i sit inderste væsen god nok og så er det jo også ganske svært at stille sig op at sige, at man altså er "imod" Det tolkes jo lidt for let i retning af, at man er FOR brystkræft, og det er jo et lidt uholdbart synspunkt. Derfor kan man nu sagtens være imod kampagnen synes vi herfra, ja vi synes faktisk ikke rigtigt, man kan være bekendt at være FOR! Vi kan nemlig overhovedet ikke finde nogen organisation (der er ellers mange temmeligt moralsk anløbne kandidater), som MINDRE fortjener en bøjet 5-øre end Kræftens Bekæmpelse. Grunden er jo indlysende og ligger iøvrigt allerede på en grund. 
Det drejer sig om det netop indviede multimillion-byggeri, skabt af verdens dyreste arkitekt Frank Gehry. Ikke et center for ekstremt avanceret kræftforskning, ok nej, blot et administrationscenter for en fuldstændigt løbsk-løben organisation. Hold da helt kæft, hvor må mange dog føle sig åndssvage i de kommende dage ved at være aktivister for sådan en sag. Nemlig at vedligeholde det nye mega-prestigebyggeri, for lur os om ikke Gehry i projektet har betinget sig, at ikke blot en eneste tilfældig vildfaren ærteblomst uretmæssigt skulle snørkle sig op af muren? og alle mulige andre klausuler for hvadsomhelst. Det vil vi godt vædde på.
Marlowe gav vel ikke akkurat pengene til alles vel, dertil var der allerede dengang for mange tvivlsomme politimænd, men der var dog NOGLE. Anderledes her med bidrag til Kræftens Bekæmpelse, det er både spild af idealisme, tid og da især penge. Der kan man vist ligeså fyre med pengene i pejsen, mens man sidder og læser sin Chandler-bog...

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start