tirsdag den 6. oktober 2009

Hvordan kan man det?

Vi kan på denne sides støt stigende daglige besøgstal se, at stadig flere kikker med, og det er da herligt. Også en smule præstations-angstfremkaldende, et problem som denne skribent må indrømme kommer krybende fra flere sider. Slemt er det dog ikke, noget værre er det med en anden gammel fjende, der osse kommer krybende, nemlig det stigende "fedtlag på bugen" af denne skribent. I den kommende tid er derfor dømt morgencykling for fulde gardiner derude i det idylliske opland. Det har virket tidligere og gør det vel igen, hvis vi skal citere (ganske vist lidt forkert) den eneste egentlige musikalske triumfator ved dette års århusianske festuge, nemlig den for denne ydmyge skribent noget hysterisk overvurderede sanger C. V. Jørgensen.

Nu kan det måske være berettiget tvivl om lige netop vores egen dømmekraft i denne penible poetiske "mandjævning", som det hed i macho-tiden dengang danskerne bar horn og erobrede England. Her i huset mener fruen nemlig, at der fra denne skribent er tale om egentlig misundelse overfor C. V. og hans ordkunst, og det er da en mulighed, men indrømme det, aldrig nogensinde! Hvis det altså havde været en mulighed naturligvis. Alle, der var til C. V. Jørgensens koncerter i Festugen kan helt sikkert huske det, og hvis de kedede sig og var ved at glemme det, så blev de jo konstant under disse 2 "snævre" intim-koncerter ved den betydelige tilstedeværelse af byens honoratiores og andre "fremmeste mænd" (som næppe betalte fuld entré) mindet om den kunstneriske nødvendighed. Godt nok af noget, som var ophørt med at turnere for næsten 10 år siden, typisk et tegn på at noget forlængst er afblomstret og vel aldrig mere end i dette tilfælde.

Tilfældigvis var alle dog kollektivt ganske enige om, inklusive den lokale presse, at C. V. altså altså bare var det helt fede og festugens egentlige højdepunkt uden at det dog på denne strålende baggrund så blev særligt klart, hvad resten af festugen så egentligt skulle gøre godt for. Er der mon nogen der kan huske blot et eneste andet optrædende orkester eller solist et sted, hvor man skulle betale entré? Målsætningen for kong Folmer af festugen var jo ellers den gennem flere år erklærede, at man ville præsentere navne, der garanteret vil blive kæmpestore om 3 år. Hverken mere eller mindre, men nu er primtallet 3 jo også et ældgammelt helligt tal, for hvem har dog hørt om 2 eller 4-armede lysestager, nej vel? Det mest underlige ved denne faste 3-årshorisont er det vel, at man ikke opererer med "halve år" men nu ligger Århus Festuge jo også godt for de bands, der ønsker at blive kæmpestore i god tid inden den vigtige julehandel. Men hvem Satan var det nu der spillede i festugen altså udover ham den gamle og en smule affældige tidligere så "rå-rygende" flipper-fyr C. V.(ikke at forveksle med delfinen af ellers samme navn, så ville navnet jo osse være skrevet med stort !)? Ingen bud, slet ingen?

Ellers skal vi bede om lidt praktisk juridisk bistand i dag fra almenheden derude. Alternativt skal vi advare mod et fænomen, som nok de færreste kender til udenfor de afklædte damer på AFA JCDecaux-reklamestanderne, nemlig Cult. Bønnen om juridisk rådgivning gælder samme foretagsomme foretagende og den gælder ikke mindst Arbejdstilsynet, som nok bør kikke lidt på de håbløse hygiejniske arbejdsforhold for Cult-personalet som de står derude i provinsens forsamlingshuse i teenage-bræk til anklerne. Det kan næppe være særligt sundt os den opbrækkede mavesyre giver vel visse allergi-reaktioner på huden. Mere senere.

For et par weekender siden var vores efterskole-datter på 15 til det, der viste sig at være sin første Cult-fest med masser af alkohol, shots men til gengæld absolut ingen sodavand. Dem solgte man nemlig slet ikke. Nu kunne man jo tro, at der var tale om ansvarsløse forældre i ekstrem grad, men det var det nu ikke. Ellers også var det, for de over 100 unger på mellem 15 og 17 var der nemlig blot 4 forkølede forældre, som ingenting kunne gøre for at stoppe "løjerne" Som bestod i bræk, bræk og atter bræk. Forårsaget af alt, alt, for mange "shots" solgt for penge over disken af voksent personale ansat af Cult til udelukkende mindreårige. Til det, som de sikkert vel hævde er en "privat fest", så det må man vel godt?

Tjah, når man studerer Cults hjemmeside, kan man sagtens finde masser af henvisninger til nylige Cult-fester på masser af skumle provinsdiskoteker, men ikke lige præcist den her fest. Eller forresten muligheden for overhovedet at holde sådan en. Det skal nemlig med, at Cult simpelthen leverede hele dette bræk-syge koncept med serveringspersonale, vagtfolk, disc-jockey lys og det hele med den proviso, at ungerne altså skulle købe det hele i baren. Hvis de altså juridisk havde måttet det. 

Festen fandt altså sted nede på Jelling-kanten med det uendeligt forudsigelige resultat. Bræk overalt og så endnu mere bræk. Ingen døde godt nok men effektivt opsyn var næsten ligeså fraværende som ansvarlighed. Og så skal det så blive værre endnu. Én eller anden har nemlig åbenbart "tegnet kontrakt" med Cult for alle efterskolens fester i løbet af året, som alle skal foregå efter samme skabelon: Cult leverer al personale og hardware og derefter finansierer de det så ved at sælge spiritus til mindreårige (der er absolut ikke andre end mindreårige til stede) til noget, som de åbenbart kan slippe af sted med at kalde en "privatfest"

Hvordan kan man dog det, og hvordan kan det dog være, at der kun vises billeder af opstemte unge (især purunge piger med noget over-understregede "kavalergange" på Cults hjemmeside fra de fester, som har fundet sted på etablerede diskoteker. Nemlig dér, hvor det nødvendigvis er forbundet med et politi-tilhold og efterfølgende inddragelse af spiritus-bevillingen at servere for mindreårige. Og altså slet ingen billeder derned fra Jelling eller for den sags skyld en antydning af, at sådan noget forbandet svineri overhovedet finder sted, for det gjorde det jo.
Og det gør det nok igen, for at fortsætte med lidt forvansket C. V. Den næste Cult-fest for disse (stadigvæk allesammen) mindreårige MJU-efterskolelever på skinner allerede og den kommer nok til at køre planmæssigt med mindre en behjertet "jernbanesabotør" får gjort et eller andet ved det. 
Vi vil så snart det er muligt på denne side bringe den vel noget usædvanlige kontrakt fra Cult, som en eller anden har underskrvet. Sjovt koncept hvis det altså ikke lige var kommet til at involvere vores egen datter. Endnu sjovere hvis det viser sig at være lovligt, for hvor går så grænsen. Ingen steder er vel det eneste mule svar. Nå, som sagt, Cult gåt på hjemmesiden lidt "stille med det" Dér fortæller de de noget mere positive nyheder om andre almen-nyttige sponsorater til Kræftens Bekæmpelse og andre prestige-bygherrer. Ingenting om, hvor de altså OSSE får pengene fra. Bevidst døddrukne mindreårige., men det har de nok lige bekvemt glemt. Det her koncept med at sælge spiritus UDELUKKENDE til mindreårige er simpelthen så sygt/ulovligt/ubegribeligt smagløst eller blot kapitalismens allermest grådige bagside og hvis det her kan være lovligt har alle andre såkaldte "ungdoms-restauratører" simpelthen sovet i timerne. Hvis man blot så let kan hælde spiritus i mindreårige ved blot at entrere med en stråmand, så har vi da vist en recept, som er til at forstå i al sin afstumpethed. Det første dødsfald af akut alkoholforgiftning eller kvælning i eget bræk er næppe særligt langt væk.
Nå, som sagt, vi glæder os til at se kontrakten hvis der ellers er en. "Festen" i forsamlingshuset ved Jelling var nu reel nok og det er den næste om et par uger osse hvis ikke det kan være anderledes. Denne gang er forskellen blot, at vi selv deltager.
Hvordan kan man lade være?

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start