tirsdag den 13. oktober 2009

Den svigermor!

Man skal sommetider være meget forsigtig med alt for kategoriske udtalelser om dette og hint, heldigvis sker det jo for denne skribent så uhyre sjældent, men det sker dog. For eksempel nævnte jeg vist ved godt og vel en enkelt tidligere lejlighed, at jeg ikke akkurat var voldsomt imponeret af Stieg Larsson og hans monumentale trilogi om verdens måske mest papfigurs-agtige helt, den bittelille Lisbeth Salander. Meget betegnende bliver det ikke det mindste mere interessant (og det ikke engang for husarerne), at hun i starten af bind 2 får nye bryster og Larsson roder lidt rundt i ultra-"soft-porn" kategorien. Det bliver det ikke spor bedre af. Heller ikke værre, det var osse forfærdeligt slemt til at starte med. Min elskelige svigermor har tydeligvis læst med på denne side, hun er ellers normalt meget flink, så det kan godt være vanskeligt at forstå, at hun skulle spilde tiden med dette vås. Derfor har hun søreme i forbindelse med et familievisit givet vores lille forstads-husstand 3. bind af trilogien, et tungt kors faktisk. Man kan jo som bekendt ikke smide gaver ud, så ak, atter 500 sider hårdt arbejde. Det er en udfordring nogenlunde på samme måde som at vandre over indlandsisen på Grønland: Det giver ikke rigtig nogen mening men en god fornemmelse, når man er færdig. Udelukkende fordi man har gjort det og i tilfældet Larsson kan man vist være nogenlunde sikker på, at der ikke kommer nogen opfølgning. Han er jo død på nogenlunde samme stendøde måde som den ligeledes svenske (og unægteligt noget bedre) krimi co-forfatter Per Wahlö. Det er helt tydeligt ganske farligt at være succesfuld krimiforfatter derovre.

Til gengæld er de litterære resultater ganske usædvanligt ufarlige, men vi skal som Finn Nørbygaard i sit nye show gennemføre læsningen som "selv-terapi" Tydeligvis lykkes det ifølge anmeldelserne overhovedet ikke for Finn hverken at gøre det almengyldigt eller blot en lille smule interessant, men det vil vi herfra forsøge at forbedre. 

I den anledning har jeg denne morgen tidligt kikket mig i spejlet og konstateret, at bag de lyseblå øjne gemmer der sig en drabelig litterat, som nok skal få gjort kål på Larsson. Selv-suggestion i sin simpleste form, også her inspireret af Finn Nørbygaard. I billedet af Finn i anmeldelsen på Stiften.dk. står han jo også og glor uendeligt umorsomt/grimasserende ind i kameraet. Det er faktisk et rigtigt fremragende billede, som til fulde præsenterer er entertainer langt hinsides "sidste salgsdag" og en passende illustration til overskriften "Sølle Finn"

Nu skal vi jo osse passe på ikke at være altfor skadefro over almindelig "søllehed", men når folk professionelt lever af ja altså denne "søllehed", så er sagen altså en lidt anden. Her må vi altså gøre lidt anskrig, når sølleheden simpelthen bliver FOR sølle. I det hele taget betegnede ordet "professionalisme" engang, at man indenfor sit fag besad visse elementære færdigheder. For eksempel kunne en tømrer typisk høvle et bræt med sin Stanley-høvl til en betydelig grad af glathed uden at brættet derved blev alt for skævt. Professionalisme var dengang ikke kun en betegnelse for, at man levede af det. Nej, der var tale om et vist minimum af ordentligt håndværk.

Ordene betyder vel i dag det samme, men professionelt håndværk er sommetider blevet en vits. Nu har vi ikke nævnt forrige uges JP Explorer-tur til et wellness-center for trivelige kvinder i Norge. Vi har åbenbart fortrængt det, da vi ikke mente, det havde nogen almen interesse, og det har det selvfølgelig heller ikke. Netop derfor fortsætter vi ganske ufortøvet.

Det med "de trivelige kvinder" stod der nu ikke noget om i rejse-anmeldelsen, men det kunne der nu ligeså godt. Dette kursted var ganske tydeligt målrettet midaldrende kvinder og de af dem, som ikke er trivelige, sidder alligevel på cafeerne og ryger sig tynde og rynkede (udenfor) og tager slet ikke på wellness-ophold. Fordomsfuld? Slet ikke, ungkarlelivet indtil for nogle år siden gav gode muligheder for disse skarpe sociale iagttagelser.

Tilbage til wellness i Norge. I den traditionelle rubrik "3 dårlige ting ved rejsen" kom som nummer 1 det ganske mindeværdige: "De brune badehåndklæder er ikke særligt pæne "cit. efter hukommelsen men slå selv efter) Herfra fatter vi ikke en disse af, hvad i alverden der får nogen af de her rejse-destinationer til at sponsorere en så totalt tåbelig professionel journalists tur, for det må man vel regne med de gør? Ellers kom de vel ikke til at starte med på den tur, som de udover sikkert slet ikke at have betalt heller ikke fra starten burde have været på. Vi tror på, at den eneste rigtige måde at anmelde både musik og altså rejsemål er at lade det ske af folk, som helt selv har betalt billetten. Enhver optrædende ved alle gratiskoncerter (eller blot nominel entré) ved jo, at publikum er fuldstændigt ukoncentrerede og står og snakker hele tiden. For journalister gælder så tydeligvis 2. del af det gamle ordsprog "og røven går" Dér, hvor det uklædelige brune badehåndklæde ellers nådigt dækker de værste valker og strækmærker..

I det hele taget er det nok ved at være på tide at vurdere den lidt "Finn Nørby(sølle)gaard-agtige" journalistik endnu mere kritisk end hidtil. I den retning vil vi lige i dag gøre et lille spring til almindelige skribenter, altså ikke de "rigtige professionelle" Det bliver det nemlig ikke spor bedre af, men det gode er så, at det så heller ikke kan blive meget værre. Ikke lige i det tilfælde, vi her vil nævne ihvertfald.

Nu "sniger" vi os sommetider til at kikke i bladet High Fidelity" nede på biblioteket, hvor vi tit er. Ikke fordi vi læser vældigt meget (undertegnede har allerede læst langt mere end han nogensinde vil kunne forstå), de er blot gode kunder hos os. Dette blad til vistnok 80,- er læst på et minutter og derefter føler man sig som kunde hos McDonald: Ikke det mindste mæt, men temmeligt meget dummere-fordi man gik derhen til at starte med. I mange år har bladet haft en skribent, der hedder Jan Nielsen, åbenbart en ganske sympatisk mand. Nu kender jeg ham overhovedet ikke, vi har jo som professionel virksomhed absolut intet at gøre med den branche, men han skriver tit om vores kære favorithobby, nemlig om analoge pladespillere og pikupper. Nogenlunde ligeså alment interessant og samfundsrelevant som samling af danske frimærker i hele ark med motiv af kong Frederik d. IX. Sådan noget har vi dog hidtil "labbet" i os, men det er nu nok forbi nu. Exit Jan Nielsen og dermed det sidste blot en smule interessante i High Fidelity. Bladet, kun!

Hvad har han så gjort? På overfladen måske ikke ret meget, og så alligevel. I en aktuel tråd om en spritny og skidedyr pickup-topmodel fra danske Ortofon begår Jan Nielsen altså simpelthen den største skribentmæssige dødssynd, som findes: HAN REFERERER EN ANMELDELSE I ANDET BLAD SOM FAKTUEL SANDHED. Det diskvalificerer ham simpelthen permanent som anmelder og meningsdanner. Hvorfor læse hvad du skriver, når du alligevel ikke danner dig din egen mening? I en snak om en pickup, som altså ingen af debattørerne har hørt eller set for den sags skyld, afskriver vor ven her simpelthen straks produktet og drømmer meget betegnende videre om en anden pickup testet i samme blad. Den har han naturligvis heller ikke hørt, den får blot en bedre omtale. Det kan man jo altid diskutere, kan det have noget med at tage hensyn til annoncører eller hvad? Det har sådan sådan noget forfærdeligt tit haft.

Det værste ved det her er IKKE, at Jan Nielsen blot tager en anden anmelders ord for "gode varer" Dertil burde han vel i lighed med alle andre forbrugere være for kritisk og da særligt i sådan et tilfælde med pickupper til over 25.000,-, som altså allesammen spiller temmeligt godt. At tage en tilfældig anmelders smag eller mangel på samme som sandhed er under alle omstændigheder skidedumt.

Det er bare meget værre, når det er anmelder Jan Nielsen, der gør det, for hvor er det lige, vi er på vej hen, hvis ikke-verificeret 2. håndsviden på denne måde bliver til "accepterede sandheder" Ingen steder, naturligvis og OVERHOVEDET ingen steder, hvis det er en anmelder, der falder i fælden. nemlig fuldstændigt ukritisk at tro på en anmeldelse. 

Så dumme er forbrugere heldigvis sjældent, men der gør det blot ingen skade udover på forbrugernes egen pengepung (og det kun hvis de IKKE er kloge nok til at være kritiske og så opdager de det jo ikke alligevel) Nej problemet er meget værre, for hvordan i alverden skal Ortofon overhovedet gebærde sig i fremtiden med hensyn til produktudvikling, når denne "anmelder-lemmingeffekt" allerede gør sig gældende, inden nogen har hørt pickuppen. Vi misunder godt nok ikke hverken ingeniører og salgsfolk hos Ortofon, som skal operere på sådant et marked. hvor det ene anmelder-fjols blindt tro på som absolutte sandheder, hvad det andet anmelder-fjols skriver. Det her er altså alarmerende og ikke mindst for fremtidig udvikling og produkt-diversitet. 

Når det hele bliver til "hear-say", rygter og snak, køber ingen naturligvis nogetsomhelst, de har jo alt for travlt med at snakke til overhovedet at lytte. Og drømme om, hvad andre anmeldere synes er godt. Fordi de måske har fået penge for at skrive det (slet lige det modererende ord "måske" i den forgående sætning, for det HAR de).

Vi har mange gange sagt det: Det koster penge at sælge varer, og hvis man ikke bruger de nødvendige penge, så forsvinder varen. Ikke øjeblikkeligt, ikke nødvendigvis helt, men til gengæld aldeles permanent. Et godt eksempel er det norske forstærkermærke Doxa, som nu vist kun sælges på nettet.Det er helt fint, men garanterer et minimalt salg pr. arealenhed, for kun ret få køber altså så dyre produkter uden at høre dem. Slet ingen er nok et sandsynligt tal. Derfor har en helt usandsynligt fantastisk ovenud tilfreds kunde hos Doxa sandelig det helt usandsynlige held at "lokke" konstruktøren til København. Man må forestille sig langvarige og talløse overtalelsesforsøg inden det lykkedes. Hvis vi altså noget naivt antager, at det var nødvendigt.

Det understreges naturligvis behørigt, at der selvfølgelig absolut ingen kommercielle bagtanker er ved dette private "Tupperware-lignende" arrangement, nej da, hvem kunne dog tro det? Skam dog få den der måtte have slige ondsindede tanker om dette arrangement, men sikke dog det ligner! Og som det dog simultant-promoveres på begge danske fora. Igen, hvis en vare ikke rent fysisk er permanent til stede på et marked, så ophører efterspørgslen. Det må være det, Doxa har opdaget. Det er ikke afgørende, hvordan forretningskonceptet er lavet, men det er fundamentalt afgørende, at der er et. Hvor varen præsenteres, Tupperware eller andet, er naturligvis ligegyldigt, men at kalde den simple og gennemprøvede salgsform "Tupperware" for et "tilfældigt og heldigt besøg" er ikke videre vederhæftigt. Men det kan man måske glemme, når selveste Mr Tupperware kommer på besøg.

Et andet koncept i den retning, som er på vej tilbage, er åbenbart det gamle "medlems-koncept", hvor der tilbydes særlige begunstigelser (lad os omdøbe det til "fordele", det andet var måske lidt "lummert") til medlemmer. For eksempel kan man som medlem i Hifi Klubben åbenbart spare en masse penge på diverse Samsung-fjernsyn ved at blive medlem, ganske fint. Man kan bare spare MANGE FLERE PENGE ved blot at "google" modellen, som Hifi Klubben sælger til "medlemspris. MASSER af andre danske udbydere sælger disse helt identiske apparater (iøvrigt med en nok noget fiktiv "førpris" men det er jo ret almindeligt) ganske meget billigere men altså så ikke til "medlemspris" 
Sjove, sjove koncepter...

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start