søndag den 25. oktober 2009

Australske papegøjer

Når man i sin 8-cylindrede Holden-landevejscruiser kører fra Perth og forbi byen Merredin i det vestaustralske hvede-bælte på vej til guldminebyen Kalgoorlie, så oplever man noget ganske interessant. Antallet af sideveje til den allerede noget sparsomt trafikerede hovedvej langs vandledningen ophører nemlig fuldstændigt. Over flere hundrede kilometer er der ikke blot en eneste. For at sikre os har vi kørt turen hele 2 gange, ingen personlig research og alle dermed forbundne lidelser er jo for store for at fremme den største sandhed på denne side. Det her er simpelthen et hul, et rigtigt hul. Ikke alene sker der ingenting, der er heller ingenting, og når man kommer hen til enden af vejen, til Kalgoorlie, så kan man simpelthen ikke komme videre østpå. Nul veje, slut, "End of the Line" Det eneste liv der er derude, er højt skræppende papegøjer af den mest farvestrålende slags. Særligt den pastel-farvede Rosella-papegøje med den rød-blond-albinoblege populære danske farve for kvindelige politikere (Helle Thorning-Schmidt og især lokale Laura Hay) er hyppig. Også den såkaldte "pink cockatoo"-papegøje er uhyre udbredt og den er er altså rigtig rødbleg.. 

Vi starter i dag i dette "hul" på den sydlige halvkugle for at rette en fejl fra i går, hvor den vistnok ellers ganske driftige syd/midtjyske by Give ved aftenstide blev karakteriseret som "gudsforladt" Fejlen består selvfølgelig ikke i, at guderne ligefrem "vrimler" rundt i Give ved nattetide, vi har nemlig været der og ikke set blot en eneste, ikke engang midt på eftermiddagen. Muligvis en god kristen-troende men det er jo ikke det samme som "den ægte vare". Der er nemlig en god gammel dansk grill-bar dernede bemandet med ganske vist gode gamle vietnamesere, og langt de fleste af disse er jo meget troende. Vist mest katolikker, men de tæller vel også i statistikken for den rette tro og mod de vantro. Hvem de så er nu gamle venstrefløjsaktivister af den mest fanatiske slags uden ringeste problemer slår pjalterne sammen med folkekirken. Tro er altså noget mærkeligt noget, og her er vi opflasket med den "tro", at den kritiske venstrefløj principielt og nødvendigvis var ateister. Og så var det i virkeligheden store dele af folkekirkepræsterne, der viste sig at være det. Og platte populister i en grad, man næsten må korse sig. Hvis man altså ikke forlængst havde gennemskuet hykleriet i den danske folkekirke som denne skribent. Det var nu heller ikke svært dengang men alligevel ganske meget lettere nu.

Nå, det betyder altsammen ingenting for vores flittige vietnamesere dernede i Guds-forladte Give. De tror jo rigtigt på Gud med vokslys og det hele. For dem er Give selvfølgelig verdens midtpunkt ligesom de flittige farmere i Merredin, Vestaustralien. Som sjovt nok osse har en vietnamesisk grill-bar og endnu sjovere nok heller ikke så meget andet. Som i Merredin kan man nemlig også i Give komme endnu længere ud på landet. Hvis man kører godt 12 kilometer længere uden mål og med kommer man nemlig til den lille by Øgelund. Så kommer man så heller ikke meget længere ud på landet, for i Øgelund er der kun få sideveje, ja i virkeligheden kun den man kom fra og så er der vel næsten så få, som der teoretisk kan blive. Ingen fornuftige mennesker kommer nogensinde på de kanter og endnu færre kommer vel tilbage igen. Det var så lige dér, i denne blomstrende bys storslåede forsamlingshus, at den nyligt afholdte elevfest for en midtjydsk ungdomsskole fandt sted. Om det var et totalt gudsforladt hul? Selv for denne forhærdede skribent, som kommer fra det alleryderste næs på en lillebitte ø udelukkende med jævnstrøm og uden rindende vand, så JA! Når der selv i den travleste ferietid blot kommer en enkelt vildfaren bil forbi om dagen kan man ikke rigtigt komme længere ud på landet. 

Nu sagde den største kvindebedårer af vistnok allesammen, Giacomo Casanova, godt nok, at "Et hul altså var et hul" men hvad han lige mente med det, ved vi ikke rigtigt. Meget tyder jo ellers på, at han lige i den retning vidste, hvad han talte om. Han kunne dog sagtens have ment Øgelund, men vores italienske er desværre lidt vel "rustent" til, at vi lige kan bekræfte det. Nå, festen derude i 27. plovfure forløb rimeligt kontrolleret. Ikke organiseret, blot kontrolleret, det er jo ikke ganske det samme. I den engelsksprogede verden har man et udtryk, der hedder "Hue and Cry" og som på dansk vist nærmest oversættes med det kun noget sjældent brugte "anskrig" Måske det alligevel har hjulpet, at vi i den senere tid netop har startet med "Hue and Cry" i den her sag? Det vil vi vel aldrig få at vide men er dog ganske overbeviste om, at det bestemt ikke har skadet. Stolte? Næh, ikke spor, blot glade over det gik godt denne gang. Gribbene er bare derude endnu helt ude for enden af vejen, hvor den ikke længere slår bare "den mindste bugt". Den holder nemlig bare op.

"Holde op" skulle måske osse Venstres lokale borgmesterkandidat Gert Bjerregaard. Altså mest med at drømme om at blive borgmester ved det nært forestående valg. Nu har vi jo ikke akkurat været altfor ubetingede beundrere af denne ellers ganske beundringsværdige person. Som altså desværre kun er beundringsværdig i henseende af sin ukuelige optimisme. For os at se har han nogenlunde samme realistiske chance for at vinde byens borgmesterkæder som han har for at lære at flyve. Altså ved kun at baske med armene som en australsk cockatoo-papegøjeunge, næsten rød-pastel-blegfiset som partifællen Laura Hay . En nylig sag om en midtby-institution tog dog ligegodt prisen for os. Når en rådmand SÅ TYDELIGT ingenting fatter, så er det faktisk bemærkelsesværdigt selv med disse ellers ganske lempelige målestokke. Sagen drejer sig i al sin store enkelhed ("enkle storhed"?) om kampen for en institution. Eller imod. Eller noget helt andet. En kamp om noget helt, helt andet end det officielle.

Kamppladsen er vores gamle "hundelufter-græsplæne", den såkaldte Skansepark på Frederiksbjerg. Parken består af en græsplæne af god villahave-størrelse, der om sommeren er et samlingspunkt for mange unge. Hver morgen ligner området et supermarked, der har fået en direkte en direkte bombetræffer med hele ladningen fra en B-52. Der bliver dog hurtigt ryddet om hver morgen af pligtskyldige horder af kommunale "stød-arbejdere", der må vel bo en "by-rod" eller 2 i kvarteret. Det hele bliver også nemmere af, at hele "Skanseparken" ikke er mere end måske 2000 m2. I den ene ende af denne forvoksede græsplæne ligger så en af verdens absolut allermindst attraktive såkaldte "legepladser" Det vil sige, en slags legeplads er det da, blot ikke for dem, som den er tiltænkt. Hvis der altså nogensinde har været tænkt, det tvivler vi noget på.

Der er ganske mange ting, der gør denne institution ganske enestående ikke-attraktiv. For den første er den lillebitte, næppe mere end 200 m2. For det andet er en stor del af området dækket med fugle-volierer, som ingen har set på de seneste par årtier. De er skidegrimme, endnu dårligere vedligeholdt og de mest varige indtryk de vel sætter på forbipasserende, er en god portion obligatoriske fuglelopper. Endnu mindre umiddelbart attraktive er tilsyneladende personalet, som er helt enestående. De ses nemlig næsten aldrig udenfor deres permanente kaffestue, som fylder en stor del af (manglen på) pladsen. Til overflod er der forresten kun bemanding på denne vanvittige instution fra 10 til 16. At åbne kl. 10 er vanvittigt, at lukke kl. 16 tja sig selv et passende bandeord. Ydermere ligger der en permanent stank i sommerhalvåret af menneskelig ekskretion over legepladsen her. Det drejer sig til alt held mest om urin, da en formidabel indtagelse af vanddrivende væsker ude på plænen naturnødvendigt tvinger SAMTLIGE gæster om på legepladsen. Der er nemlig ingen toiletter dernede OVERHOVEDET. Det kommer der så selvfølgeligt alligevel, man er vel dansker og frigjort. Eller måske bare et svin.

Den intense stank af urin, som hele tiden "toppes op" og den daglige dosis af nye glasskår i sandkassen burde holde de fleste unger væk. Det gør det naturligvis også, det flittigste klientel dernede i klatrestativerne er nemlig teenagere, som bedre kan sidde og "snave" lidt uforstyrret i legehusene end midt ude på den lille græsplæne. Og så er toilettet jo også lige for henne i hjørnet af sandkassen. Og så tilbage til dagens historie efter denne nødvendige parentes. Fornyligt fremsatte byrådet nemlig det vanvittigt fornuftige forslag at nedlægge denne grinagtige møgbeskidte parodi på en ordentlig institution og i stedet lave en ordentlig en på stedet. Forslaget blev omgående mødt af en storm af lokale protester fra mange hundrede lokale beboere, som lancerede en meget vel-orkestreret kampagne for at beskytte denne lille "oase i midtbyen", som blev kampagnens slogan. Midtbyens "permanente pissoir" har nok ikke klinget helt så godt, men havde nok været mere sandfærdigt. Kampagnen skulle dog vise sig at være mere end rigeligt klog nok til at smadre den smule opposition den mødte. Den var squ også sølle. Enter Gert Bjerregaard, rådmand for Venstre.

Nå, der blev indsamlet vistnok omkring 900 protestunderskrifter for at bevare Skanseparken som den er. Som en "oase" godt nok med lidt rigeligt kamel-lort. Og hvad var det så, det hele drejede sig om i virkeligheden? Naturligvis den reelle risiko for de omkringboende velhavere til at få ja altså en RIGTIG børneinstitution med rigtige børn i som ubehagelig nabo. Masser af glade råbende børn i stedet for den Hiroshima-agtige "Dødens Stilhed", som altid har ligget over den eksisterende institution der i Skanseparken. Den højeste lyd har været den kroniske klirren fra pædagogernes kaffekopper og den har lige været acceptabel. Nu har undertegende selv i et par årtier været nabo til børnehave og jeg kan sagtens forstå de velhavende naboer deroppe var lidt uvillige til at acceptere børn. Som jo altså larmer ad Helvede til.

Det kunne de naturligvis ikke sige, så derfor opfandt de dygtigt kortet med "midtbyens oase". Så kæmper man jo FOR noget positivt, ikke MOD noget ellers uhyre positivt, nemlig en centralt beliggende institution. Den sidste relle sag ville være en tabersag, det viste den første (ganske vist helt fiktive sag) sig så ikke at være. Den lokale borgmesterkandidat, vores tvivlsomme helt i dag, Gert Bjerregaard, trak nemlig forslaget tilbage med de for ham selv noget ildevarslende ord: Nemlig at han jo ikke ville være med til at ødelægge denne (ak ja, farvel Gert!) "Oase i Midtbyen" Ja, mindsandten om ikke Gert og hans pressefolk fuldstændigt bevidstløst simpelthen overtog modstandernes kunstige argument. Som blot var en nødvendig "skin-manøvre" da den "rigtige" sag jo var en helt anden. 

Det sjove er så, at Gerts muligheder for at blive borgmester garanteret ikke er blevet større ved denne at dette nødvendige projekt er blevet droppet. Næppe en eneste af de 900 underskrivere har næppe nogensinde stemt til højre for de radikale og vil da slet ikke gøre det efter det her. Tværtimod vil de her velbjergede og ressourcestærke beboere med rimelighed "godte" sig over hvor "nem" Gert dog var og sådan en tumpe er der jo efterfølgende ingen grund til at stemme på. Han og hans "spin-doktorer" fattede simpelthen aldrig, hvad det her simple "spin" gik ud på eller hvad der ramte dem. Ikke alene har du ingenting vundet, Gert, du har i stedet MISTET mindst én stemme. Nemlig min, men den røg nu nok for et stykke tid siden. Ca. da du stillede op. Vi kan så håbe, at andre følger trop.

Alene det at fremlægge en plan om nedlæggelse af nogetsomhelst umiddelbart før et valg er altså bemærkelsesværdigt dumt. Selv den mest talentløse politikerspire ved jo, at alle nedlæggelserne skal ske umiddelbart efter et valg hvorefter der så er bedst mulig tid til for vælgerne at glemme sagen inden næste valg. Til den tid kan man også med noget bedre ret hævde, at det var politiske modstanderes værk. Hvis du ikke kan gøre det bedre, Gert, end at "efterplapre" et så latterligt slogan om et offentligt pissoir som Skanseparken som "Midtbyens Oase" som en ren papegøje, så er det vist bare slut, finito, færdig! 
Der var som sagt masser af rosellaer og andre farvestrålende papegøjer i Vest-Australien, som heller aldrig blev borgmestre. Det gør papegøjer faktisk statistisk temmeligt sjældent og de dummeste af dem vist nærmest aldrig.

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start