torsdag den 1. oktober 2009

Anton Hund

Her i huset har vi, som en del måske ved, 2 hunde af noget blandet herkomst og endnu mere ubestemmelig race. Usikkerheden øges yderligere af, at det eneste sikre holdepunkt på fædrene side er en tyk rød cocker-spaniel (og forvirringer bliver om muligt mere fulldkommen, da det faktisk her er tale om "ur-moderen"). De ser nu i deres unikke fænotype meget eksotiske og ret dyre ud, så vi har tydeligvis gjort et ganske godt køb for de 150,-, som har været udgiften. Den gamle hund Folmer Hund, (beklager pleonasmen, men det hedder den altså og det ER derudover en hund), som mange gange har prydet disse sider med sit tungsindige næsten dvale-agtige udtryk af dyb eftertænksomhed, er simpelthen arketypen på afbalanceret og ophøjet ro. I den retning er den bestemt ikke ulig denne skribent, hvis temperament jo også ligger noget i den lettere "søvngængeragtige" kategori. Hunden ligner tit sin herre og sjældent i højere grad end her.

Noget anderledes er det med Folmer Hunds hvalp, den netop 1-årige Anton Hund. Udover på genetisk noget uforklarlig vis at være blevet gevaldigt meget større end både sin mor og far er den også blevet en hel del mere bister. I absolut målestok er det naturligvis ikke meget, da man kun dårligt ville kunne blive mindre bister end Folmer Hund og altså dermed denne skribent. Alligevel er der hos Anton Hund tale om, at der simpelthen er grænser for, hvor meget andre hunde altså skal kunne knurre af ham. På et tidspunkt er det altså bare blevet nok, og så skal Anton Hund nok sørge for, at de kommer til at holde op. Den bliver simpelthen skidegal og selv om den ikke bider hul i de (uhyre få, indtil videre ialt 2) hunde, som den altså bare overhovedet ikke kan lide, så er den pågående springende og knurrende hund ganske umisforståelig.

Spørgsmålet er så naturligvis, hvordan et sådant oprindeligt (hedder det ikke "atavistisk"?) træk er blevet avlet ind i sagtmodige Folmer Hunds ætlinge. Og så er det, at man få timer siden ruller om på den anden side af futonen og opdager, hvor denne adfærd kommer fra. Vi behøver nemlig ikke søge efter (søgte) forklaringer i pludselige mutationen eller i den vistnok ikke længere så moderne "lamarckisme". Nej, lige der ligger jo fru Dahl Vikkelsø Mathiasen og det er jo ganske rimeligt, at hun også så entydigt har "præget" en af vores hunde. Og det er altså ikke Folmer Hund, endda slet ikke. Derfor er det måske godt, at det ikke var min frue, som var mad-anmelder for JP på Nørre Vissing Kro, for det lød til af anmeldelsen, at både hun og Anton Hund ville være sprunget i luften. Når man en doven aften derude på landet betaler langt over en tusse pr. couvert (hedder det ikke sådan på "fint"?), så er det altså fuldstændigt horribelt diskvalificerende tåbeligt, at man i over en halv time fuldstændigt glemmer gæsterne efter forretten. En halv time med tomme tallerkner og ditto glas og overhovedet ingen menneskelig kontakt burde få alle og enhver til bare at gå, gå og gå. For ALDRIG nogensinde at vende tilbage. Nå, anmelderne blev, men nu skulle de jo heller ikke selv betale, og gav alligevel 4 af 6 stjerner til stedet. Som vel retteligt burde have fået nul stjerner med pil nedad for sådan en latterlig præstation.

Sommetider kunne man altså ønske sig, at sådanne betjeningsmæssigt super-usle madsteder blev anmeldt af folk med et temperament som Anton Hund. Som kunne give stedet et "vink med en vognstang" om, at man simpelthen måtte finde på noget andet at lave, hakke roer for eksempel. Dem er der vist stadigvæk nogen af derude på landet. I stedet lader man altså de journalistiske ækvivalenter til Folmer Hund gøre det, og det er heldigt. For kroen, desværre, for ellers forekommer det ikke videre heldigt eller blot rimeligt. Man skal altså arbejde ganske meget, hvis man skal betale knapt 1200,- pr "snude" for at "æde ude" Se, et rigtigt rim, bare kik efter, Poul Krebs, sådan skal versefødderne falde!

For de forhåbentligt mange, som ikke i går spildte tiden med at følge med i en tråd på et hifi-forum om prissætningen af en forforstærker, skal vi da som en særlig service oplyse om, at i mellemtiden er tråden gået "ballistic", som angelsakserne skriver. Det dummeste ved tråden (udover at kikke med for undertegnede, som ellers har rigeligt at foretage sig af nyttigere ting i vores egen branche), er naturligvis ikke de noget "alternativt-fornuftige"synspunkter, som en lokal privatperson lægger for dagen. Med en sproglig udtryksfuldhed, som til fulde matcher absurditeten i hans pladder, for hvem Helvede gider dog professionelt bruge så meget som 2 sekunder på at diskutere med et fjols, som åbenlyst til enhver vil købe et vilkårligt produkt, hvor det er billigst. Hvis det er det eneste det drejer sig om alligevel er prisen, så er det jo lidt ligemeget at have noget på lager nogen steder eller endnu værre, at have udgifter til demofaciliteter og forretninger. At varen og producenten vil forsvinde på samme måde som torsken i Nordsøen vil det ved ubegrænset "(pris)-fiskeri", for det er jo det det er, fatter fjolset ganske forventeligt ikke. Alligevel vælger importøren time efter time at tage en dialog med én, med hvilken ingen dialog er mulig. Overhovedet, på samme måde som det gik for madanmelderen fra JP på Nørrre Vissing Kro: Hallo, hallo, er der nogen derude?
Nej, der er ej, det er fuldstændigt spild af tid, lad os da for Fanden bare opgive den her ulige kamp med folk, som fatter zero af de nødvendige følger ef deres synspunkter. Hvis man ikke som importør kan identificere sine kunder bedre end at spilde tiden på fjolser er det vist bare på tide at få sig en hund, som man kan lære det af. En Anton Hund, forstås!

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start