onsdag den 23. september 2009

SOS fra "S.S. Titanic"

Hver søndag er der et for mange sikkert uhyre spændende indretnings-tillæg med JP. Nu er denne skribent bestemt ikke fri for at nære ganske enkelte fordomme selv om konen siger noget ganske andet. Ikke at jeg er helt fordomsfri desværre, mere sådan noget i retning af, at der er ganske enkelte ting jeg ikke nærer særlige fordomme overfor. Jeg vil dog vælge at tro, at sandheden forhåbentligt ligger et sted midt imellem. Under alle omstændigheder synes dette avistillæg at være skrevet af kvinder (og en enkelt komisk/kvindagtig mandlig redaktør som derudover ligner den weekend-pauseklovn han er, en smule mere end godt er) for kvinder. Ikke dårligt når man over husherrens obligatorisk-friskbagte weekend-morgenbrød skal fordele avisen for så er der altid noget til konerne.

Det her var nu blot et sidespring, for faktisk har de seneste dage mellem anfaldene af almindeligt "arbejdsraseri" budt på, ja netop indretning af denne skribents "hyggelige hule" Der er meget passende installeret et ganske stort og rummeligt øl-køleskab, måske det kunne være et godt indretningsfif for alle læserne i JP-tillægget, for sådan et mener vi aldrig at have set i alle de endeløse beskrivelser af hvide (ant)-arktiske ørkenlandskaber med få og dyre designermøbler og ellers intet. I modsætning til den herskende "trend" er vores eget værksted præget af utallige Akubra-hatte og altså nu osse ikke mindre end 3 unikke arbejdsborde fra de forlængst forglemte dage, hvor Dansk Audio Teknik endnu fandtes i Klostergade.

I den retning har vi simpelthen gen-indrettet et rum helliget de gode tider fra dengang og i den sammenhæng har vi endda i bedste ur-kristne tradition fundet et rigtigt relikvium frem. Da Dansk Audio Teknik vel retteligen noget for sent endeligt blev tvangs-opløst efter længere tids betalingsstandsning, modtog vores firma nemlig en håndsigneret personlig meddelelse. Det må nu mest have været en fejl, for denne rundsendte meddelelse bekendtgjorde ikke blot firmaets ophør men efterfølgende anbefalede man i skrivelsen meget specifikt sine altså allerede daværende ex-kunder at fortsætte med at handle i et helt andet firma end vores. Det var ikke akkurat interessant for os må man vel kunne sige.

Selvklart fulgte vi ikke selv anbefalingen uden at vi dog har noget dårligt at sige om dette udmærkede firma. Om andre har gjort det aner vi heller ikke, men nogen har nok. Nå, men dette unikke personligt signerede dokument, en fortidsminde som et kosmisk ekko af SOS-signalerne fra den forlængst sunkne "S.S. Titanic" (første gang iøvrigt dette internationale nød-signal overhovedet blev brugt), har vi altså gravet frem og sat i glas og ramme over vores nye arbejdsbord. Som altså er det samme som dengang, stort og symbolsk for undertegnede og vel ligegyldigt for de fleste andre. Som JP`s tillæg vel er for rigtige mænd som, ja i mangel bedre, mig selv sagde katten.. 
Derudover har vi også måske lidt mere fag-relevant installeret et ganske potent lydanlæg hernede i "hulen" og det er blevet vældigt vellykket også uden at gribe til de noget radikale løsninger, som en bidragyder på et hifi-forum altså, ja, bidrog med i går. For at forbedre akustikken foreslog denne radikale tænker nemlig, at man blot lige kunne "sænke loftet fra 3.2 m. til f. eks. 2.7 m." Ak ja, det er vel den slags noget overflødige råd som medvirker til at gøre hifi-entusisaster til "pariaer" ved selskabelige sammenkomster, meget dummere bliver råd vel nærmest ikke. I stedet kunne vi da anbefale den ulykkelige spørger at spørge en, som ved noget, men sådan er der jo så meget, det er jo osse lige så nemt igen. Vores eget lydsystem spiller rigtigt fint her i vores betonkælder men nu har vi så heldigvis heller ikke behøvet spørge nogen hvordan vi skulle gøre. Indretning, indretning, nå men det er heldigvis helt forbi nu, nu skal der larmes!

Til sidst skal vi lige gøre opmærksom på et billede i dagens JP (ak ja, læser de overhovedet andet derude på Åbyhøjvej?-nej faktisk ikke, ihvertfald ikke på papir!). Det viser den følsomme danske poetiske sanger/sangskriver (det lyder godt nok bedre på engelsk, "singer songwriter", men er vist ellers det samme) Peter Sommer holde foredrag på Egå Gymnasium, og det er altså et rigtigt sjovt billede. Der er et forunderligt glimt af genkendelse af samme tematik i dette billede, hvad er det nu lige det kan være? 
Jo, det minder søreme i sin betingelsesløse betagelse fra publikum mod den talende hovedperson i helt vildt betænkelig grad om et billede af Adolf Hitler, omgivet af en flok beundrende mænd med aldeles skinnende øjne. Dette billede blev engang brugt som eksempel i elementær billed-analyse på alle niveauer og det burde ringe en genkendelsens klokke hos en hel del halvgamle. Noget uhyggeligt med al den dér betagelse og værre når det slet ikke omfatter én selv naturligvis. Ellers kunne man måske nødtvungent have accepteret det.

Nu er det bestemt ikke vores hensigt at sammenligne Peter Sommer med Hitler men betagelsen er nu ganske den samme fra den dådyr-øjede flok mesmeriserede gymnasiepiger (drengene ser i modsætning til dem på Hitler-billederne noget mindre afficerede ud). Det vil sige, det er faktisk værre endnu. Billedet af Hitler dengang var nemlig ganske tydeligt manipuleret og sammensat af en masse forskellige del-billeder: Dimensionerne var noget forskellige og fokus for alle de unge skinnende ynglinge-øjne var ikke sammenfaldende. Det var simpelthen fup og tydeliogvis ikke noget, som Hitlers hof-fotograf Leni Riefenstahl med sin overlegne teknik havde lavet. Anderledes derude på Egå Gymnasium, der var det hele ganske ægte og umanipuleret. Prøv at find billedet og se betagelsen lyse ud af alle ungpige-øjnene mod den talende Sommer med den vinter-svale kunstneriske tristesse, det er vist ganske fedt at være en følsom poet. Blot underligt han ser så sur og smertesplaget ud som om han konstant har små-anfald af mavesår, ham Peter. Det ser nu ellers ud til, at det vanskeligste i hans liv helt klart er at holde alle tøserne væk og det rent fysisk, men måske han har pådraget sig en forstrækning et sted eller hvad ved vi? Et eller andet sted er det jo også et svært-løseligt dilemma at komme til verdens største og lækreste tag-selv bord for at opdage efterfølgende, at man altså ikke kan spise det hele, det kan jo være den følelse Peter udtrykker. Nå, men det kan vel også være trælst nok i det lange løb. Ak ja, sikke problemer men de ser nu ud til at være ganske reelle ud fra billederne.
Nu har det altid været ganske godt at være poet fra Beaudelaire over Leonard Cohen til altså Peter Sommer, næsten FOR GODT. Bare det var mig engang for længe siden sagde katten! Av for katten, kone, lad være med at slå,sådan drømmer gifte mænd jo slet ikke...Men måske man ikke kunne nå at tilmelde sig det der digter-kursus på FOF endnu?

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start