tirsdag den 8. september 2009

Plads til forbedring?

I de tidlige 1950-ere lancerede sovjetiske såkaldte "landbrugseksperter" en grandios plan. Som vi skal se er hverken citationstegnene eller ordstillingen foran spor tilfældig. De var nemlig allesammen helt sikkert sovjetborgere i den helt basale forstand, at de jo ikke kunne flygte, men eksperter var de på ingen måde. Det vil sige på en enkelt måde gik det helt fantastisk godt og endda så godt, at ingen havde forestillet sig det. Hele ambitionen var at redde det allerede dengang fuldstændigt faldefærdige sovjetsystem fra historiens skraldespand og den tids nye frelser hed (trivelige og skinnende-skaldepandede) Nikita Khrusjov. Han var på trods af sit diminutive ydre og gemytlige fremtoning en ganske brutal fætter og nu havde han altså valgt at sætte alt på ét brædt. Fødevaremanglen skulle endeligt afvikles ved at opdyrke de gigantiske ubeboede steppeområder i den centralasiatiske "republik" (for det var den jo ikke, underligt navn) Kazakstan. 

Resultaterne var sensationelle. I en så heldig klimatisk gunstig sommer, som man kun oplevede en gang i hvert århundrede (nok bl. a. derfor den aldrig kom igen kan man vel regne med), blev der 
tilsået gigantiske arealer med hvede, som voksede rigtigt fint til høstklar status. Så opstod det første presserende problem, for som vel de fleste også uden dybtgående agronomisk ekspertise ved, har hvede det tilfælles med brægende malkekøer med spændte yvere, at når de skal høstes/malkes, så skal det altså være lige nu. Den totalt manglende infrastruktur i Kazakstan gjorde selvfølgelig dette ganske umuligt udover den simple kendsgerning, at der naturligvis slet ikke var blot en brøkdel af de nødvendige høstmaskiner.

Følgerne af denne rekordhvedehøst (som så altså ikke blev høstet og vel derfor blot var en "rekordhvededyrkning" men det er der vist ikke noget der hedder) var ganske katastrofale. Oppløjningen af steppejorden gav støvstorme så gigantiske, at al jorden simpelthen blæste ad Helvede til. Det var et fremragende eksempel på noget, der var så godt, at det umuligt kunne fortsætte og det gjorde man så naturligvis alligevel med den hensynsløshed, som kendetegnerne alle totalitære regimer. 

De næste år tilsåede man ganske vist noget mindre arealer, mest fordi de første jo var blevet blæst væk, men det forhindrede nu heller ikke de nye i at gøre det samme. Hele denne affære var vel det bedste eksempel på noget, der startede på toppen og så derefter naturnødvendigt og lynhurtigt ramte bunden. Det blev aldrig bedre end da det startede og dengang var det alt for godt til at være sandt. Der var simpelthen ingen plads til forbedring. Ikke fordi det var var spor godt, men fordi det var helt åndssvagt allerede fra starten.

Helt anderledes har det været i Århus Festuge og så måske ikke helt alligevel. Og så er vi tilbage ved snakken om "plads til forbedringer". i den netop afsluttede festuge var der nemlig et arrangement i Århus Musikhus, som sikkert kun uhyre få har hørt om, ja måske ingen overhovedet. Ja, måske det i virkeligheden slet ikke har fundet sted? Vi taler om et i det mindste programsat 24-timers jazzarrangement i Musikhuset.

Nu kan man altid stille et muligt spørgsmålstegn ved det betimelige i at opføre intim-jazz i denne bygningskoles, det er da tilsyneladende ikke lykkedes endnu at skabe nogen synderlig success eller blot atmosfære i den nye rytmiske sal. Alligevel har der vel været visse former for jazz, som har kunnet "gnistre" i sådanne noget ferskt/sterile omgivelser og så er vi tilbage. DET VED VI NEMLIG IKKE! Til ganske mange af arrangementerne og naturligvis især i natte/formiddagstimerne var der nemlig overhovedet IKKE EN ENESTE PUBLIKUMMER. Ja, man kunne vel sige i forlængelse af atomfysikeren Heisenberg og hans kvantemekaniske "ubestemthedsprincip" sige, at blot en mulig journalists simple tilstedeværelse jo ville umuliggøre en pålidelig måling af publikum under disse særegne omstændigheder, da han jo afgørende ville påvirke målingen. Lad os dog gå ud fra, at dervar få grænsende til ingen.

Det har naturligvis ikke på nogen måde kunnet afficere vores Åbyhøj-bysbarn, festugedirektør Jens Folmer Jepsen, for som han så uhyre snusfornuftigt udtrykker det: "Det var første år, vi prøvede sådan et arrangement, og vi kan sikkert forbedre det" Tjah, ud fra de altså målemæssigt lidt problematisk/usikre tal kunne der jo tyde på, at der lige i det her tilfælde var uhyre god plads til forbedringer. Blot en tvangsudkommandering a la det gamle Sovjetunion af en enkelt særlig upopulær embedsmand eller familiemedlem ville jo kunne mangedoble successen. Med mindre altså der er tale tale om en total dødssejler-ide, hvilket jo også en del kunne tyde på. Så få jazz-interesserede kan der vel heller ikke være, de kunne jo da indtil for nyligt fylde jazzbar Bent J. op, og der var der da plads til en halvhundrede stykker... Plads til forbedringer...

Til sidst i dag skal vi lige undre os over et par udtalelser af en ellers ganske fornuftig fyr fra ejerskabet bag den nye skandalefærge til Samsø, den evigt uheldsramte "Kanhave" I et langt interview i gårsdagens JP fortæller denne Per Gullestrup om det uheldige køb af det, som han erkender har været en alt for billig og endnu dårligere færge. Derfor vil de næste færger blive bygget IKKE på det håbløse græske værft bag "Kanhave", men i Nordeuropa, da " Der findes jo værfter, der kan bygge ordentlige værfter-til tiden" som han jo forhåbningsfuldt udtrykker det. Det kan man så blot håbe på passer, for disse værfter må jo nok have som Lindø have haft trange tider, mens kunderne har "shoppet lavprisfærger" andetsteds og sandsynligheden taler vel endda for, at de netop af den grund af disse tider ikke er der længere. Man kan altid håbe.


På samme måde som man kan håbe på, at Gullestrup og ejrskabet bag "Kanhave" "kan have"" (undskyld ordstilligen den forekom sjov) ret i, at man selv med denne noget sølle færgelignende flydende genstand vil kunne overholde fartplanen, det har man nemlig hidtil overhovedet ikke kunnet. I den retning har man nemlig iværksat noget, der ihvertfald for denne skribent er et absolut nautisk "first". Man har nemlig "..allerede iværksat en ombygning af "Kanhave", så den får mindre vandmodstand og kan overholde tidsplanerne"(!!!) Nu er det ældgammel søfartsviden, at man ind imellem må skrabe rurer, langhalse og alger og sager af bunden af skibene men det er nok ikke det han mener. For at gøre det skal skibet nemlig ud af drift. Ændre faconen af denne allerede fremskredne rustbunke er vel heller ikke praktisabelt og at svejse en såkaldt "bulb-stævn" på kræver altså ophold længere tid i en tørdok. Hvad mener manden dog+ Ja det aner vi jo ikke, mon ikke dette projekt vil være omtrent ligeså effektivt som at montere "halefinner" a la gamle amerikanerbiler og male fartstriber på "Kanhave" 
og så har vi måske til allersidt i interviewet den simple hemmelighed bag denne tilsyneladende ganske umulige forbedring: Per Gullestrup siger nemlig:" Vi sætter alle sejl til for at løse de problemer, der er på øen" Jamen selvfølgelig, "sejl" er jo kodeordet her hvor naturlove og manglende motorkraft er i vejen. Hvorfor har dog ingen tænkt på det før? Alle mand til vejrs i rigningen, sæt spileren vi har en heftig medbør, folkens!

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start