onsdag den 9. september 2009

Kommissærer evaluerer sig selv?

I Stalin-tidens Sovjetunion have begrebet "en kammeratlig samtale" en for ialtfald den ene samtalepartner et uigengenkaldeligt ildevarslende præg. Det betød nemlig i bedste og allerheldigste fald en permanent enkeltbillet til de koldeste områder i det østligste Sibirien som minerne i Kolyma og Karaganda. Alternativet, nemlig en ganske vist noget hurtigere men kun en anelse mere smertefri død var vel heller ikke det allerfedeste, men andre muligheder gaves ikke. I Ulbrichts DDR var situationen ikke meget bedre men afstedkom jo trods alt indirekte, at Muren faldt. Da den ikke kunne modstå folkets pres og de forskellige styrer i Øst havde omnået en tilstrækkelig affældig grad af impotens.

I Stalin-tiden var det faktisk heller ikke spor ufarligt at være "dødens engel", nemlig den dømmende kommissær i disse "kammeratlige samtaler" Stalin skønnede nemlig for det meste ganske snusfornuftigt (skulle det jo vise sig, han døde jo så vidt vides en ganske naturlig død), at når disse kommissærer havde huseret længe nok var det deres tur til at sidde på den forkerte side af bordet i en "kammeratlig samtale" På denne måde forhindrede man mulig sammenspisthed og farlig klike-dannelse mellem de morderiske kommissærer, en effektiv omend noget alternativ personalepleje med hyppige "ud-lugninger"...

Sådan noget gør man naturligvis ikke længere, men alligevel kan man nu godt trække visse tankemæssige paralleller til den nylige evaluering af Århus Festuge, som Århus Kommune ellers selv har kommissioneret fra analysefirmaet Capacent. Det drejer sig ellers om noget så relativt uskadeligt som borgernes vurdering af Århus Festuge, noget der vel egentligt er ligeså sprængfarligt som en smagstest af pølserne fra pølsevognen på Lille Torv. Begge ting har det til fælles, at det garanteret varer et stykke tid, inden man går derhen igen, for Festugens vedkommende jo bl. a. fordi den først vender tilbage om knapt et år. Hvis man derimod vil vide hvad folk mener har det jo til gengæld absolut hast med at spørge om begge dele, da den kollektive hukommelse er ganske overordentligt kort. Hvad var for eksempel den store åbningsforestilling i år, kan nogen længere huske det? Naturligvis ikke, ligeså lidt som hvilke opadkommende popnavne vi så for 2 år siden om som ellers ifølge Folmers planer altså toppe til næste år. Heller ingen bud her?

Undersøgelsen viser ellers, at halvdelen af århusianerne er ganske tilfredse med festugen, vel ikke særligt overraskende og vel heller ikke sindssygt positivt, man er vel jyder, en slags. Alligevel har undersøgelsen givet anledning til en interessant debat. Ikke bare det mindste interessant i sin tematik, udelukkende ved, at man overhovedet debatterer det. Festuge-Folmer er nemlig faret i blækhuset i en noget særegen anledning, og så er vi tilbage ved "kommissærerne" igen. Han har nemlig ingenting hørt om undersøgelsen (!!!) Ja, som han siger: "Jeg undrer mig over, at vi ikke er blevet orienteret om spørgsmål og konklusioner i undersøgelsen" (!!!) Se, det her er rigtigt interessant i det større perspektiv. Lad os kikke lidt.

Det interessante er naturligvis ikke undersøgelsen i sig selv. Næ. det helt grundliggende problem er naturligvis, at festugedirektøren reelt hermed forlanger ikke blot indsigt i, men vel i virkeligheden mulighed for censur af de spørgsmål, som blev stillet til borgerne. Det er for denne skribent en noget alternativ udgave af almindelig god forvaltningsskik (som at lade politiet undersøge sig selv) og det bedste ville vel så i denne alternative optik have været at lade festugen selv foretage denne tilfredsheds-undersøgelse. Med passende personlig tilstedeværelse af festugedirektøren selv og et par "slæbere" deroppefra ligesom ved valgene i Zimbabwe ved alle interviews. Det gør jo også stemmeoptællingen noget lettere..Nå, kommunen valgte heldigvis en anden løsning.

Og så begynder historien rigtig, for nu ruller Folmer sig ud: "Jeg skal ikke blande mig i, hvordan de arbejder i Kultur og Borgerservice (som bestilte undersøgelsen), men hvis jeg havde en pressechef, der handlede på den måde, ville jeg nok kalde ham ind på kontoret til en kammeratlig samtale" Mon ikke denne samtale ville blive en kort enetale? Nå, man må vel utvetydigt kunne konkludere, at han netop "blander sig" og endnu mere, når han nu siger han ikke gør. Som alle herskere har gjort i alle historiens epoker.

I det hele taget skal offentligheden overhovedet ikke ifølge Folmer blande sig i den virkelighed, som festugedirektøren enevældigt redigerer. Som han siger: "I bestyrelsen har vi en aftale om, at vi evaluerer festugen om fire uger. Det behøver man ikke gøre i avisen dagen efter festugen" Jo, Folmer, det gør man faktisk, en senere evaluering er aldeles meningsløs for allerede nu er sidste uges festuge sammenlignelig med gårsdagens avis. Ligegyldig udover at man ikke kan pakke fisk ind i den som en vittig (vand)hund engang sagde. Den enkeltes korte hukommelse overgås vist kun i korthed af den kollektive korttids-hukommelse, så hvis man vil vide noget om indholdet i dagens TV-avis (eller festuge) så er der kun ganske kort tid til at spørge. Tiden hvor en sådan undersøgelse har blot en smule offentlig relevans er ikke meget længere, i næste uge er den for eksempel forlængst blevet til "nyere historie" og om fire uger ren "samtids-arkæologi" Fuldstændigt ligegyldig.

Til alt held er den nye kulturrådmand ikke hoppet på den her "kommissær-udmelding" om festugens ret til egenhændigt at vurdere festugen i alle detaljer, også borgernes opfattelse. Jacob B. Johansen siger de rigtige ord i denne sjove ikke-debat: "Det er klart, at festugen skal evalueres grundigt i bestyrelsen, men det skal da ikke forhindre borgerne i at debattere festugen nu" Nej, naturligvis ikke, det er vel en selvindlysende del af det danske demokrati som ingen bør kunne anfægte og da slet ikke af indlysende inhabile kommissærer. Og da slet ikke , når de SÅ gerne vil. Så er det jo man skal være allermest på vagt, nemlig når de endda vil definere præmisserne..
Folmer er ligeglad med undersøgelsen på nogenlunde samme måde som en valgsejr/nederlag i Zimbabwe jo heller ikke nødvendigvis giver større om nogen ændringer overhovedet. Som han siger: "Den (undersøgelsen red.) kan ikke bruges til noget, vi fortsætter som hidtil..) 
Denne skibent klapper på god prøjsisk vis hælene sammen, det kan nok godt gå hen og blive det klogeste hvis Folmer får magt som han har agt.Til at fortolke hele den genstridige og besværlige virkelighed derude til gode for alle vi andre. Til den tid behøver vi ikke have en mening, ja det behøver vi ikke engang nu...Spild af tid og god demokratisk kommissær-skik overhovedet at svare på spørgsmålene.

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start