tirsdag den 29. september 2009

Finn Nørbygaard

Fornyligt gengav JP i sit erhvervstillæg en ganske lidt forkortet udgave af en tale, som verdens vistnok rigeste mand holdt i 1999 i Californien. Dengang var taleren, den amerikanske investor Warren Buffett, vel ligeså ukendt i Danmark som han er i dag, men dengang var han alligevel blandt relative ligemænd. Alle deltagerne på denne uformelle afslapnings-"get together" tilsyneladende så uendeligt uformelle business-komsammen var nemlig omhyggeligt special-inviteret og 100 % håndplukkede. Buffett var særligt indbudt til at tale, noget som han ellers normalt aldrig gorde (kan man egentligt sige det?), og slet ikke havde gjort i 30 år. Han burde føle sig blandt (lige rige) ligemænd måtte arrangøren have tænkt. Det vil sige, det var han så overhovedet slet ikke alligevel, altså blandt ligemænd, og det var netop det, han ville sige dengang. I en helt sensationel tale pillede han simpelthen ved hjælp af indlysende historiske kendsgerninger hele den dengang endnu ikke eksploderede IT-boble fuldstændigt fra hinanden. Den boble, som skulle blæse hovedparten af de tilstedeværende til "Kingdom Come", som man siger derovre.

Ikke alene viste Buffett, at investering i tidligere den nyere epoke i teknologi-aktier over tid havde givet ialt overhovedet INTET AFKAST. Hvis det virkede som en spand koldt vand i hovedet på de mange "papir-milliardærer", som var til stede, og som baserede deres strålende fremtid på firmaer med en mikroskopisk omsætning, et tilsvarende gigantisk underskud og en forrygende nominel markedsværdi, så var det naturligvis tilsigtet. Faktisk talte denne uhyre konservative investor udelukkende om den åbenlyse kollektive lemminge-agtige galskab, som havde grebet verden dengang hvor enhver forventning nødvendigvis var positiv. Ikke blot en lille smule, men fuldstændigt lallende. Selv om IT Factory i en senere epoke forekom grænseoverskridende forbryderisk optimistisk (og jo også var det), så var den tilsyneladende markedsværdi for mange af disse firmaer helt vanvittigt opskruede. 

Fremtrædende økonomer talte dengang om "en fundamentalt ny økonomi" og prøv for sjovs skyld at finde disse udtalelser frem, det er temmeligt let. Nu kan man vel dårligt betragte økonomi som andet end en lettere "semi-okkult" videnskab, men økonomernes udtalelser dengang mindede nu mest om den evige drøm om at lave guld, masser af guld, nemlig alkymien. 

Hvordan man så kunne lave alt det guld man overhovedet gad uden iøvrigt at lave noget og desuden uden at guld-prisen faldt til nivauet for brugt toilet-papir (guld ER jo faktisk ikke skide-anvendeligt og end ikke i fin-valset form til lokums-papir) forstod denne skribent aldrig rigtigt. Det viste sig jo så også snart, at der heller ikke var ret meget at forstå udover at Buffett naturligvis havde ret. Det var derfor han var verdens rigeste mand og tidligere havde gennemlevet større økonomiske kriser. Han havde nemlig dengang i 1999 overhovedet ikke været blandt ligemænd, langt de fleste af de andre var nemlig oppustede blærerøvs-fattiglemmer, der som turister på en smeltende isflage i Golf-strømmen blot levede på lånt tid. Buffetts tale var umisforståeligt ildevarslende men det gjorde den jo ikke mindre sand. Som de fleste af tilhørerne altså snart måtte sande, da virkeligheden kom igennem som vandet gennem den smeltende isflage. 

Vi tager den her op i dag, fordi talen er et fremragende eksempel på, hvordan man med et lånt udtryk fra den tidlige kristne reformation kan "Tale Rom Imod" Blot fordi alle andre er enige om, at noget er som det tilsyneladende er, så behøver det naturligvis ikke være sandt. Det var disse sindssyge investeringer i ren "luft og vind-frikadeller" dengang ihvertfald ikke. Med mindre man altså som for eksempel danske TACT fik solgt butikken i tide til Texas Instruments eller hvem det nu var, der endte med "bet`en" Den milliard eller hvor meget de betalte dengang forekommer lidt i den høje ende når man senere ser, hvordan de nu sælger produkterne. Hvis de altså gør, vi har nemlig ikke fået noget svar på, om vi kan købe noget, så det gør de nok ikke i overvældende grad.

Nå, de samme økonomer havde ikke meget mere held med at forudse den senere punkterede boble-økonomi og det mest skræmmende er vel nok, at man ikke i Danmark eller måske også i Storbritannien overhovedet undrede sig over, at islandske stor-investorer kunne låne/operere med multi-milliarder, som mange gange oversteg det islandske nationalprodukt. Altså stadigvæk finansieret af islandske banker, et interessant finansielt paradoks, for hvordan kunne de dog det. Det viste sig så måske ikke ganske overraskende, at det kunne de naturligvis heller ikke og ikke engang ganske lidt. Helt i lighed med det lokale islandsk (ikke)-finansierede Lighthouse-projekt sank alle disse syge nordatlantiske luftkasteller ned under havoverfladen som tidligere Atlantis, det sidste vist godt nok "sønden for" Eller som man sagde "Østen for Solen, Vesten for Månen" i min barndoms bøger, børnebøger ganske vist. Realiteterne var nu på basis af sådanne informationer noget vanskelige at finde på samme måde som guldkrukken for enden af regnbuen. 
For at sænke disse banker og Island med krævedes der blot tid, meget kort tid. Det burde enhver idiot have kunnet se og det kunne de vel også. De større idioter, som var i spillet kunne så tydeligvis bare ikke.

En af dem, som tilbage i 1980-erne og starten af 1990-erne havde held (ganske vist kortvarigt) at ramme en "komisk guldmine" var som bekendt den vel essentielt ikke voldsomt vittige Finn Nørbygaard. Han arbejdede dog for sine prnge og sikkert i virkeligheden hårdere end de fleste, da han jo for en start var så ganske u-morsom. Så skal der altså mere til ligesom det osse er noget mere krævende at lave flik-flak, når man er thalidomid-barn. de er som bekendt delvist lemmeløse som den lidet kendte vandsalamander axolotlen.

Nå, Finn tjente gode penge og investerede konservativt som Buffett, her fornægtede den noget nærige dreng fra Esbjerg sig ikke. Så langt så godt. Alligevel var Finn ikke nogen Buffett og ikke engang i det helt lille format. I en uhellig symbiose af enestående inkompetent "professionel" rådgivning og vel også en smule personlig grådighed placerede Finn ikke blot penge i IT Factory. Nej, han satsede simpelthen "hele butikken" så godt og vel, måske omkring 50 mill. (som sagt, Finn havde været en god og forsigtig investor) i IT Factory.

Og så er vi tilbage ved Buffetts tale dengang i 1999. En mange gange gentaget sætning var, at når for godt til at kunne være sandt, så var det naturligvis fordi det ikke var det. Helt sindssvage værdiansættelser af firmaer uden nogensomhelst reel eller som i IT Factory forbryderisk oppustet fiktiv omsætning var ikke ligefrem Buffets recept på rigdom. 

Det blev så heller ikke Finns, så nu er han ludfattig tilbage på landevejene igen. Rigtigt tragisk er historien vel ikke, han ser da gladere ud end han har gjort og måske er han også blevet en tiltrængt smule morsommere. Dog er den en sælsom "twist" ved Finns come-back, og der må vi sige, at vi i dag er blevet inspireret af et uhyre kortfattet læserbrev i ja, JP. Der udtrykkes der nogen forundring, hvad erhvervslivet dog kan lære af Finn Nørbygaard, for ja, rigtigt gættet, Finn afholder nemlig noget, der vistnok hedder "kurser" for erhvervsledere. Jamen i hvad dog, for Pokker, det gik jo ultimativt ad Helvede til? Ja, det gjorde det og derfor er det jo noget vanskeligt at forstå, hvad virksomhederne kan lære af Finn. Hvordan man IKKE skal gøre, måske? Muligvis. Hvordan grådighed fuldstændigt kan overskygge en ellers tidligere fuldstændigt sund og konservativ investerings politik? Ja, hvis man skulle have behov for, så ja! Jamen hov, demonstrerer erhvervslivet ikke allerede ved en hyre Finn ikke, at man måske i virkeligheden ikke har lært alverden af det hele men betragter det hele som en slags "kulørt underholdning"? Jow, det gør de vel på samme måde som lytterne til Buffetts tale dengang i ur-tiden i 1999 også kun kortvarigt rystede på hovedet af den dér underlige gamle mand og hans negative snak. Om den fremtid, hvor alle de tilstedeværende nødvendigvis ville blive grever og baroner og baronetter og multi-milliardærer. Altså præcist det Buffett allerede var og havde været i mange år og stadigvæk er, blot lidt mere (rig). Buffett har ikke siden talt om noget som helst, det lader han Finn om. Måske det omvendte ville have været mere tiltrængt. Åh jo, måske nok... Underligt at de, der virkeligt har noget at sige, siger så forfærdeligt lidt og de, der ingenting har at sige, siger så forskrækkeligt meget.

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start