onsdag den 30. september 2009

De største fjender

I naturlig forlængelse af gårsdagens tekst om Finn Nørbygaard skal det da lige med, at han naturligvis ikke som den eneste står tilbage med tab efter finanskrisen. Det gør vi også selv, fordi dele af vores hifi-samling er blevet noget mindre værd efter at halvgamle fjolser (som os /mig selv) er holdt næsten op med at købe alt for meget "bralder-hifi" Vi har adskillige gange været inde på, at "det iøjnefaldende merforbrug", som det hedder i socialvidenskaben, i mere eller mindre reelle krisetider, naturligvis mister sin positive signalværdi i almen agtelse. Selve fænomenet forsvinder aldrig helt på samme måde som salget af luksus-Mercedesser heller aldrig stopper helt selv i hungerramte områder af verden, men de bliver typisk lidt ekstra pansrede..
I stedet bliver man (læs:jeg) betragtet i vores bekendtsskbs-kreds som en lettere halv-debil tosse, når fremmede mennesker ser den ophobede bunke isenkram her i hytten, og den vurdering er vel i virkeligheden ikke helt ved siden af. Nå, vi hænger nu fast i vores interesse for musik OG hifi (ikke altid nødvendigvis i den rækkefølge, desværre, men for det meste...) selv om vi altså nominelt nok er blevet fattigere.

Værre er det som Finn gået for f. eks. sangeren Poul Krebs, som åbenbart har mistet sin pensionsopsparing på spekulation i investeringsbanker i udlandet. Ak ja, Poul er ellers en ganske sympatisk mand, og det under man ham ikke rigtigt, men han kan vel i det mindste bruge det kunstnerisk. Manden har jo fra starten en umiskendeligt let klagende stemme, og det burde vel fremover være noget lettere at udforske de triste kunstneriske dybder lidt bedre, nu han endeligt ude fra sin mangeårige forstadsidyl har fået en smule at klage over sådan for alvor..Tidligere kriser har givet større livserfaringer og endnu større kunst, så måske det også kunne ske denne gang. Den gamle engelske originale folkesanger Ian Campbell udgav engang med sin søster Lorna en plade, der hed "Something to Sing About", der handlede om helt rigtige mennesker, måske Krebs ligefrem også snart har "ammunition" nok til at gøre det, det har da ellers hidtil mest været i "knaldperne-afdelingen", han har udfoldet sin kunstneriske farlighed.. Nå hvem siger også i disse så politisk korrekte tider, at kunst overhovedet skal være farlig. Og man kunne måske tilføje: Selv små ubetydelige knaldperler kan sagtens være farlige nok, hvis man spiser dem i store mængder, men det kan tilstrækkeligt langvarig udsættelse for Poul Krebs store hit "Sådan en som dig" nu osse...

Nu er tiderne med "tvangs-hjernevask" som skildret mesterligt af John Frankenheimer i filmen "The Manchurian Candidate" med Frank Sinatra jo forlængst forbi. I dag hjernevasker folk sig selv uden overhovedet at behøve fjender til det. Derved bliver de selv "de største fjender" overfor det, som de måske tror de kæmper for stadigvæk. For et enkelt øjeblik skal vi atter tilbage til vores absolutte top-favorithobby, nemlig hifi. I den forbindelse skal vi ikke glemme at glæde os over, at det kun er en hobby, ikke vores erhverv, for sikke da det går ud over stepperne. 

Eller rettere, det gør det selvfølgelig ikke jævnfør den ganske fuldbyrdede teori om "det iøjnefaldende merforbrugs" kollaps i krisetider. Der findes stadigvæk enkelte enkeltmandsfirmaer, der som tidligere (og muligvis nuværende) Tupperware laver hjemmedemoer, og det er mægtigt fint. Det er osse nødvendigt, fordi folk jo alligevel ikke kan se det attråede isenkram i nogen forretninger alligevel, så disse firmaer er naturligvis ganske vitale for den fortsatte fascination ved hifi. Uden dem ville vores eget isenkram være endnu mindre værd end det allerede er blevet så dem kan vi godt lide.

Som med Tupperware vil vi dog tro, at der en nok ikke alt for høj "øvre grænse" for successen. Selv efter adskillige årtier er Tupperware jo heller ikke akkurat blevet markedsledere på plast-containermarkedet, men giv den bare gas, I få der er tilbage! 
Meget, meget værre er det så med de "Frank Sinatraer", som har hjernevasket sig selv (hvis vi nu altså fra starten antager at der har været en hjerne at vaske, derom mere senere) Nemlig til at tro, at man gør hifi en tjeneste ved hele tiden at forsøge at finde ud af, hvor i verden den er billigst. Sådanne fjolser findes der i hobetal overalt som man kan se i en nyhedstråd om en noget dyr Audio Research-forstærker på hifi4all. Vi antyder ikke, at forstærkeren er FOR dyr, folk må¨altså betale hvad de synes en vare er værd uden at vi skal sige så meget som et pip. Dog er 105.000,- vel i et vist omfang en mulig begrænsning for produktets udbredelse, men måske det blot sælger sig selv.

En meget større begrænsning for dette produkts udbredelse er dog de folk, som på nettet sikkert ganske korrekt påpeger, at man kan købe produktet billigere på nettet i produktionslandet USA. Der er givetvis tale om en vis prisforskel selv om det nu ikke er nær så voldsomt som det ser ud til. Hifi-branchen er jo ikke ligefrem kendt for at være karrig med rabatterne, og det tager nu nok toppen af forskellen. Udover at en gammel bekendt af huset her i sin noget letfærdige omgang med den såkaldte "ind-og udgående moms" ikke ligefrem medvirker til andet end almindeligt sludder. Uanset om man betaler moms ved import eller ej gør det altså overhovedet ingen forskel, man betaler STADIGVÆK 25 % moms som firma. Hvis man altså betaler moms. Told betaler man også uanset hvem man er. 

Tilbage til denne tråd og hifi-hobbyens fjender. Efter triumferende at have fundet et sted på nettet, hvor den nominelle forskel især på grund af moms/told/manglende sædvanlig rabat forekommer størst, bliver importøren af det ulyksalige produkt naturligvis skudt i skoene, at han tjener alt, alt for meget på det. Det kan langt bedre betale sig at købe det på nettet, som disse kvikke unge mennesker så korrekt observerer. De har på en vis måde ret og så selvfølgeligt overhovedet ikke. DET KOSTER NEMLIG PENGE AT SÆLGE VARER! Hvis der ikke er nogen, der investerer tid og ikke mindst penge i lokal markedsføring, så sælges der simpelthen aldrig nogensinde blot en eneste af de her forstærkere i Danmark. Aldrig, aldrig! Ingen vil nogensinde købe det her produkt selv til måske 70.000,- uden at have lyttet til det og hvis der ikke er nogen lokal demo-facilitet, så er der naturligvis heller ikke noget salg.

Det dummeste en importør kan, er naturligvis at gå i "clinch" med disse individer, som har alt, alt for god tid til det, som de er allerbedst til. Nemlig at forhindre ikke alene importørens mulige (nok lidt få) salg, men til og med direkte opfordre mulige købere til at lytte lokalt, men handle globalt. Exit importør. At forsøge en dialog her er ikke mulig eller kommercielt holdbar. For de ganske få tilbageværende "tågehorn" har uendeligt megen tid til at "surfe" efter mulige lavpriser i Timbuktu uden overhovedet at overveje, hvad resultatet nødvendigvis bliver. Nemlig masser af snak uden nogetsomhelst salg.

Mange af disse uhyre få (latterlig sætningskonstruktion, egentligt?) individer har da også i deres eget hifisystem bevæget sig tilbage til at have ganske billige men til gengæld altid særdeles meget "individuelt modificerede" apparater, der vidner om ja, ja vel deres store viden og indsigt (snarere end deres egen økonomiske formåen, det ville måske ellers have været en mere overbevisende målestok?). Hvordan de udtaler sig om ting, som de under ingen omstændigheder vil købe er simpelthen bemærkelsesværdigt åndssvagt i hele sin essens, t tage dem alvorligt er om muligt endnu dummere. Som kunder er de principielt aldeles ligegyldige for alle uden at det dog stopper deres virksomhed. Nemlig den at "så" så meget tvivl om priser o.s. v., at alt salg ophører, fordi al markedsføring gør. DE er hobbyens største fjender, høje priser er ikke.

Der er heldigvis en bekvem udvej ud af al berettiget tvivl om en rimelig og fornuftig pris. Man kan nemlig købe et Apple-produkt. Der er prisen nemlig altid både rimelig og fornuftig, den er nemlig fuldstændig fast uanset om man er i Kinshasa-Congo eller Thailand eller Australien eller Stor(Skod)-Center Nord i Århus. Se, Apple har sikret sig en uhyggelig jernhård kontrol over alle salgsled, for ellers var sådan noget naturligvis ganske umuligt. 
Det betyder naturligvis også det åbenbart attråværdige, at al tvivl om pris er udelukket, herligt, ikke sandt. Måske ikke akkurat til gavn for forskelligheden, men hvad? Den eneste reelle forskel er vist her, at Apple har indset, at det selvfølgelig koster masser af penge at sælge varer. De har investeret nok til, at de selv får dem allesammen tilbage igen i den sidste ende, det kan man bare ikke indenfor hifi-branchen. Forskellen er altså ens.
Held og lykke, I få handlende aktører derude, der er tilbage og Fanden tage de sidste fjolser! De største fjender af en engang så stolt hobby.
Alligevel må prisen nu stadigvæk gå til ovennævnte Poul Krebs for det helt overdådigt enestående "vrøvlevers" hvis det altså er korrekt som vi erindrer det: "Sådan nogen (nogle?) som os har jo brug for en kærs´te og den kærst´had´ jeg tænkt sku´ være dig" Vi husker som sagt muligvis ikke korrekt, men hvis vi gør er det da et interessant spring i perspektiv, som Krebs foretager. Andre ville nok mere retteligen kalde det simpel vrøvl, men måske den ægte poesi osse har sine fjender?

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start