Dantax

Som nybagte husejere er det nu tid til at finde alle de store møbler, som der aldrig var plads til i den indre by. Vi skal simpelthen have store skrummel-“flydere”, overlæssede som gamle amerikanske biler med halefinner og chrom-orgie og det hele. Derfor er vi begyndt at studere det lokale marked for diverse møbler og det ser jo godt ud. For køberne altså¨, for sælgerne ser noget “underdrejede” ud som den sagomspundne kaptajn Kurt Carlsen og hans skæve skib. En enkelt, nemlig Hansen Møbler, er lige netop gået i betalingsstandsning, så man kan vel nok regne med, at det ikke ligefrem var gyldne tider derude. Selv er vi kommet til at bo ganske tæt ved det lokale stil-ikon for den ultimativt exorbitant gode smag, nemlig Thorsen Møbler, og der er da heller ikke ligefrem kø på parkeringspladsen. Det må vel betragtes som en ønskesituation for den bevidste køber for når efterspørgslen blot falder lidt, så styrtdykker priserne meget indtil sælgeren som Hansen bliver til en ex-Hansen.

Det værste ved møbler er så bare, at for denne analfabetiske skribent er de fleste nye modeller mekanisk så ligegyldigt dårligt lavet, at Kirkens Korshørs udvalg af gamle kvalitetssager er noget mere lokkende, men i det øverste Familieråd vil dette synspunkt til evig tid forblive et mindretalsstandpunkt trods den tilsyneladende stemme-lighed. På den anden side, de superfede massive egetræsborde vi har medbragt af ældre model lever heldigvis videre, endnu da.

Nu er det altid problematisk, når virksomheder både indenfor det absolut stratosfærisk-luxuriøse som det mere menneskelige segment indenfor en varegruppe begge har tydelig tilbagegang, men særligt overraskende er det vel ikke. Når folk ikke bygger nyt (eller i det mindste bygger til), så er der altså alt andet lige ikke voldsomt brug for diverse nye hårde hvidevarer, indlysende overflødige køkkener (for så vidt som folk jo stadigvæk ikke laver mad hvis de kan blive fri) og altså osse møbler.

Det er naturligvis ikke spor anderledes indenfor underholdningselektronikken. Gårsdagens tekst om 60% prisfald for en dansk überluxus-højttalerproducent var måske nok et særtilfælde, men den fortæller dog ganske godt om en herlig tid, der var engang for alt for længe siden. Vi kan jo så håbe, at det måske samtidigt indkøbte Smeg-kombinerede gas/el/induktion (fortsæt selv)-luksuskomfur ikke er faldet fra 25.000,- til 9995,-, for så er det ikke blot træls at være i musikstuen, ikke engang i køkkenet er der nogen lyspunkter. Nå, de her overklasse-køkkenting er vist blot periodisk ude af markedet. Ellers var det næsten heller ikke til at bære.

Det værste ved den nuværende markedssituation er så næsten, at selv en af de absolutte (og måske derfor ganske upåagtede) markedsledere indenfor populær forbrugerelektronik, nemlig Dantax, netop er kommet med deres regnskab. Dantax sælges mest gennem Dansk Supermarked og er et rent ekspeditionsfirma med en halv snes ansatte, som hjemtager på ordre. Altså hvis der er nogen ordrer, forstås, for det må det da have knebet med. 

Dantax er nemlig kommet ud med et imponerende stort underskud på 9 mill. og det på trods af, at en af branchens dygtigste købmænd, John Jensen, vist stadigvæk er med. Dog går det flyselskab, hvor han vist bruger mest tid, lidt bedre men dog ikke nær godt nok til at redde koncernen fra de ringe resultateter. Her ændrer en gevinst på 1 mill. jo kun alt for lidt..Nu er vi heldigvis forrygende græskkatolske med, hvordan det går i den for os ganske fremmede branche for ligegyldige luksusprodukter, både møbler og danske højttalere til mange hundrede tusind fiktive danske kroner, men det her med Dantax er straks meget værre. Det fortæller simpelthen om, at selv en Dantax-DVD til 398,- i Føtex er ved at blive presset ud af markedet af en United til 348,-. Det fortæller også historien om, at Føtex og det øvrige Dansk Supermarked er under voldsom belejring af Aldi og alle de andre discount-operatører. Belejringen er så voldsom, at selv uhyre veldrevne og dygtige firmaer som Dantax kan være på vej til at knække nakken, ja de har måske allerede gjort det. Ikke fordi John Jensen ikke sagtens kunne kaste flere penge i firmaet, det bliver mere spændende om han VIL. 
Mest fordi verden derude ser ildevarslende ud. I det netop udkomne nummer af HiFi News, som vi fik uden at have bestilt det (det går nok heller ikke for godt derovre), omtaler anmelderen Ken Kessler sin nye bluray-afspiller. Dette perfekt fungerende mekaniske vidunder troede han at han havde købt til en bagatel af 139 pund. Inden han nåede hen til kassen med sit nye apparat var det dog faldet til 119 pund, altså omkring en dansk tusse incl moms…Den virkede dog aldeles fremragende og det er så næsten det værste for både Dantax og Sony og alle de andre, der sælger gennem de sædvanlige kanaler. Deres såkaldte “lead on”-time, som er tiden mellem ordren og leveringen, er simpelthen så lang især i den etablerede branche, at de godt som Pioneer kan lukke deres plasmaskærme ned. Når selv dygtige Dantax ikke kan være være med længere så er det altså for alvor blevet svært.
Eller altså lettere at være køber hvis det altså ikke var fordi undertegnede selv ikke ved en halvering af priserne gad gå ud til Thorsen Møbler, dette uhyrlige snobberi-paradis. For altså mest et snobberi som engang fandtes fordi folk havde råd eller ihvertfald troede de havde det. Iøvrigt gider vi heller ikke have de overlæssede danske ûberluxus-højttalere selv om de var gratis, men vi er nu heller ikke blevet spurgt direkte. Det er vel stadigvæk noget lidt andet med Thorsen Møbler, men ikke meget, gratis eller næsten kunne nok lokke lidt..
Kirkens Korshær og IKEA, here we come!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *