onsdag den 5. august 2009

Manden, der så gerne ville være noget helt andet.

I dag skal vi i forbindelse med Svend Aukens død fundere lidt over menneskelivets veje og måske især vildveje. Nu er der jo en god og grundfæstet tradition for ikke at sige noget ondt om de netop afdøde og den vil naturligvis ikke bryde. Lige i tilfældet Svend Auken er der da overhovedet heller ingen grund til det, da han jo selv så rigeligt har sagt alt det, der skulle siges i netop den sag og det så visseligt både positivt og negativt. Han var jo trods alt en mand, hvor der aldrig nogensinde opstod nogen myter eller skandaler eller nogetsomhelst. Om det er godt er vi ikke helt sikre på, videre menneskeligt er det naturligvis ikke, men det var sådan det var. Som han selv i sin alderdom formulerede det, så "..ved jeg godt, at der er mange mennesker, som ikke kan lide mig" og det havde han givetvis ret i. Den idelige begejstring, som Svend altid lagde for dagen, er jo mest velegnet til at tiltrække de allerfærreste, frastøde en del flere og lige i Svends tilfælde at få alle tvivlerne til at stemme på ham. Sikkert mest af mangel på format hos de allerfleste konkurrenter, og enhver kunne jo tydeligt se, at Svend altid var ærligt begejstret. For alt muligt forskelligt ganske vist, men begejstringen kunne ingen tage fra ham. Heller ikke, at han altid var ganske ærlig, han troede garanteret altid på det han selv sagde og mere ærlig kan vel egentligt dårlig være når det nu skal være. Sommetider kunne begejstringen virke en smule søgt, som for eksempel da Svend saligt begejstredes over den tilkendte bødestørrelse på en kemisk virksomheds årtilange ødelæggelse af Storstrømmen. Bødens størrelse var ganske vist kun på størrelse med en vilkårlig momsbøde til en lokal minikiosk men blev alligevel betragtet som en stor sejr for retfærdigheden over de misdædige brødre Prom. Sandheden var den mere kedelige og knapt så bemærkelsesværdige, at virksomheden forlængst var blevet tømt for alle værdier og havde været konkurs og ligget hen som permanent ubeboelig kemi-affaldsplads a la Seveso i årevis. Sejren var mere på størrelse med nu her længe efter Hitlers død at få det gjort ulovligt at være Adolf Hitler, altså en sejr af de mere beskedne ihvertfald for ofrene og dem var der masser af begge steder.

Nå, det er vel trods alt de færreste forundt at dø uden at i det mindste et vist antal skeletter vælter ud af skabene, men vi vil nu tro, at i Svends tilfælde sker det ikke. På den måde var han givetvis en hædersmand. Alligevel er Svends liv interessant på samme måde som alle andre liv er: Primært for den, der lever det omtalte liv naturligvis, men i visse tilfælde osse for omverdenen. Svend var for eksempel den priviligerede akademiker-søn, der så forfærdeligt gerne ville gøre noget for de svage grupper. Det lykkedes givetvis også som det jo iøvrigt gør for alle politikere, da man jo ligesom ikke kan blive valgt på det modsatte program. Nå, men Svend gennemførte på brilliant vis det dengang helt nye studium i statskundskab ved Århus Universitet sammen med (næsten da, han gik lige ved siden af) en anden senere kendt politiker, nemlig Poul Nyrup. Nyrup var en mærkeligt kejtet rigtig arbejdersøn, som nok i virkeligheden passede endnu mindre ind i en arbejderforsamling end Svend. Det var egentligt et pudsigt par, brilliante Auken født med guldskeen i munden og akademisk noget mindre strålende Nyrup, der med hårdt arbejde opnåede det, som Auken fik foræret. Eller næsten da, Nyrups indædte beslutsomhed, trænet gennem al den menneskelige modgang, som han gennemlevede, var alligevel en for hård modstander for gulddrengen Svend. Det forblev nærved og næsten for Svend, der altså trods betydelige og ganske fortjente personlige stemmetal aldrig rigtigt vandt folkets kærlighed. Om han fortjente det er ikke til at vide, men i den retning kan man jo når støvet engang har lagt sig, læse ekskonen Bettina Heltbergs noget kuldslåede erindringer om Svend. Svends liv havde en pris for alle og naturligvis ikke mindst ham selv som alle liv altid har.

Svend var også en af de allerførste politikere hvis ikke den allerførste, som faktisk aldrig blev klogere end han var, da han gik på Universitetet. Det var naturligvis ikke, fordi han var spor dum, for han var blandt bedste begavelser indenfor politik. Ikke blandt landets bedste politiske begavelser, det er noget ganske andet, og hvis han havde været blot lidt bedre begavet her, ville han naturligvis være endt som mangeårig statsminister og det gjorde han ligesom ikke. Ja, han kom vel i virkeligheden aldrig nogensinde tæt på selv om det sommetider så sådan ud. Nej, det er heller ikke fordi Svend aldrig justerede sine synspunkter i den "naturlige højredrejning", der vel er et næsten alment menneskeligt træk. Nej, Svend blev aldrig klogere eller mere hjertelig eller ægte forstående på arbejderne og deres problemer, fordi han aldrig nogensinde lavede noget, som bare kunne bringe ham i den allermindste berøring med dem. Efter sin uddannelse blev han nemlig omgående ansat på det nye institut, han var uddannet på, og som dengang skreg på ansatte: Alle og enhver! Straks derefter blev Svend valgt til Folketinget, og der har han siddet siden. Selv hans ligeledes noget i omgang med mange mennesker problematiske forgænger ( og vel formelt en kort tid hans kollega som lektor på Statskundskab) Jens Otto Krag) var jo trods alt en ægte arbejdersøn fra Randers, der helt af egen kraft havde arbejdet sig op. Krag blev helt givet klogere af det men desværre ikke lykkeligere. Hverken af at være nået op eller blive fri for det, men det er en anden tragedie til en anden dag.
Svend ville i lighed med denne skribent gerne være noget andet, end han var født til og det blev han. Gad nok vide hvad han kunne have drevet det til, hvis han havde kendt sine vælgere noget bedre. Eller overhovedet. Meget, meget mere er nok det sandsynligste svar. Æret være hans minde!

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start