tirsdag den 4. august 2009

Hamsun igen.

Så er vi atter tilbage på de vante græsgange efter ferien og den gode gamle Bing Crosby-sang "Home on the Range" i high-fidelity monofonisk gengivelse gjalder atter som fordums lurer ud over Fåborggade. Om lurerne var i stereo ved man vel ikke, da det var noget før opfindelsen af denne, men det kan de måske godt have været alligevel på nogenlunde samme måde som tyngdekraften vel strengt taget var effektiv inden Newton patenterede den. Vi har sandsynligvis osse fundet et velegnet sted i den grønneste del af Århus midtby til at holde vores bryllupsfest i september, men der skulle gerne være mere endegyldigt info i morgen på dette sted for den højeste oplysning. Nå, lige i denne sag kan vi vel godt betragte os som ganske pålidelige, da vi gerne vil se alle vores gamle og nye kunder og venner ved den lejlighed. Helt vildt gerne faktisk.

Ellers står ugen på anvendt logistik på allerhøjeste plan. Vi skal simpelthen fare rundt som åndssvage i vores ydmyge Opel Omega i hele landet fra Nykøbing Mors til Herlev og fra den mere formørkede del af Mols (helt derude hvor GPS-signalerne bliver afbøjet af det intense mørke som sammenklappede stjerner, de såkaldte "sorte huller")) til Engelsholm. Heldigvis er den unge (yngre, kan man egentligt sige det uden at de bliver ældre, det kan vel ikke rigtigt?) frue jo ganske godt trænet i den australske "outback" hvor 600 km. var en "mis", så det går nu nok, selv om vores 2-liters motor er noget dosmer-agtig i sammenligning med den statelige 8-cylindrede Holden Statesman vi kørte i dernede. Sikke den da kunne fræse og sikke dog meget benzin den kunne bruge!

Ellers har vi desværre sovet en smule for længe i dag (tak for besøget i går, Thomas, forsker ved Århus Universitet, Biologisk Institut, det var forfærdeligt hyggeligt) og derfor bliver disse morgenord nødvendigvis noget korte og det beklager vi selvfølgelig. På samme måde som vi beklager den selvforskyldte lettere hovedpine. Mere måske. Ellers skal vi da også lige henlede opmærksomheden til en ret interessant kronik i dagens JP. Den handler såmænd om den gamle Nobel-pristager Knut Hamsun og er i sin tematik ganske interessant. Den vover nemlig at lufte det åbenbart ganske kætterske spørgsmål, om man kan og skal skelne mellem en forfatters liv og en forfatters værk (!!!) Ak ja, der kan man bare se, hvad der kom ud af undervisningen i dansk i gymnasiet i 1970-erne, (denne skribent er et tydeligt produkt), hvor emsige og åndshovmodige dansklærere for første gang "voldbollede" hele verdenslitteraturen og det så effektivt, at hele generationer holdt op med overhovedet at læse en eneste skønlitterær bog senere hen. Det eneste det har været godt for er alle de senere så blomstrende kogebogs-forlag, som har erstattet tidligere tiders skønlitteratur med rene billedbøger. Nemlig af noget, som nok kun uhyre få overhovedet forsøgte selv at kokkerere, men drømme kunne man jo altid som tidligere generationer, der så i stedet drømte om den lidenskabelige præstekone Barbara i Jørgen-Frantz Jacobsens roman af samme navn. Åh, du lækre kalvefond!

Inden alle dansklærerne slog litteraturen helt ihjel med latterlige lomme-marxistiske analyser var det jo ellers ret indlysende, at en forfatters værk kunne stå alene. Ja, ikke alene kunne det, det kunne slet ikke andet. Anderledes efter dette "moderne gennem/sammenbrud", der var værket altid et rprodukt. Det vil selvfølgelig sige, at man naturligvis ikke underkastede forskellige politiske trosretninger helt samme "kritiske analyse" (et andet fint og latterligt prætentiøst ord fra samme "Skændselens Epoke" (vi citerer lige her en anden Nobel-pristager, jugoslaven Miodrag Bulatovic). Naturligvis forblev Bertolt Brecht en helt, selv om han i sit personlige liv var en af denne usalige verdens "naturlige rotter" og en vel efterhånden nådigt glemt anden Nobel-pristager, Michail Sjolochov tilføjede endda til identiske træk en karriere som fordrukken folkemorder-støtte og fuldbyrdet morderisk forræderi mod kolleger. Rigtigt kedelige karle, de her, og så er vi hverken kommet til de stalistiske koryfæer som Hans Kirk eller Scherfig endnu. Nå, men Hamsun var jo altså op til sin død som oldgammel stadigvæk nazist, og det er jo naturligvis ikke godt, så derfor har man jo haft svært ved at læse hans værker overhovedet..

Nu mener vi bestemt ikke, at det er meget nemmere at læse Kirk og Scherfig, men det må det da have været siden klassesættene består. De havde vist bare den mere korrekte samfundsanalyse og det er jo altid de "morderiske vindere", der skriver historien over de (ganske vist ligeledes) "morderiske tabere" Selv ser vi ingen væsentlig forskel og Sjolochov, forfatteren til det store mesterværk "Stille Flyder Don" var vel den allerværste. Han skrev nemlig ikke selv overhovedet bogen, men fik ganske rituelt slagtet den rigtige forfatter som iøvrigt var noget så uanstændigt som jøde. Det gik til gengæld helt fint, så den sag er blevet ganske glemt men nu var han jo også mere "politisk korrekt" både dengang og underligt nok også nu. Endnu.
At man overhovedet nogensinde er kommet på den syge tanke, at man nødvendigvis skulle nærmest IDENTIFICERE en kunsters liv med værkerne siger vel allermest i den her sag. Ikke mindre sygt er det så efterfølgende at skulle argumentere for, at man godt kan skelne. Mellem det, som det selvfølgelig ALDRIG NOGENSINDE har haft nogen mening at blande sammen. Ikke blot den allermindste. Skide dansklærer-kommissærer som slog litteraturen så eftertrykkeligt ihjel og det eneste der efterfølgende kom ud af det var flere universitetsuddannede kommissærer af samme slags. Som der jo altid gør og det gjaldt jo både i nazi-Tyskland og i det stalinistiske Sovjetunionen og meget anderledes er det vel ikke i dag.
Som en lokal læserbrevsskribent så skarpt og passende skriver i dagens JP: Efter at have bemærket, at DF og Morten Messerschmidt " vil have Danmark tilbage", spørger den store ånd så "..hvor langt tilbage det ønsker at bringe Danmark. Til den mørke middelalder eller helt tilbage til Stenalderen?" Ifølge hans analyse er Danmark åbenbart allerede kommet "tilbage til Enevælden" Ak ja, det er søreme godt set og rigtigt god litteratur eller hvad. Jamen hør-hov, denne skribent hedder Svend Åge Madsen og er antageligt identisk med den lokale litteraturs højst fejrede Nestor. Dejligt at se, at det høje samfundsanalytiske niveau fra Kirk og Scherfig kører videre. Med efterfølgende sørgelig garanti for, at litteraturen vil forblive i det hul, hvor den befinder sig. Godt gået, Svend Åge, rigtigt godt! Hvis det altså er dig, og det er det vel nok, andre ville vel næppe sige sådan noget eklatant vrøvl.

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start