torsdag den 13. august 2009

Danske solbær

Denne forfatter har lige læst den bog, der af uransagelige grunde betragtes som standard-værket om Australiens historie. Det uransagelige kommer ind i det, fordi bogen udover at være skrevet i et for akademikere absurd letlæst sprog heller ikke er ret lang. Ingen af delene plejer jo ligefrem at være obligatoriske eller blot ønskelige i danske standard-academica, hvor bogens længde og læselighed jo normalt står i bestemt omvendt proportionalitet til emnets væsentlighed og klarheden i forfatterens tanker (hvis der altså overhovedet er nogen). Jo mindre ide der måtte være i det ligegyldige emne, som forfatteren har valgt, så forekommer det alligevel uhyre magtpåliggende for forfatteren at komplicere og forkludre sproget i en grad, så ingen udover en mulig censor overhovedet gider forsøge at forstå blot en mindre del af de tågede tanker. Intet emne er for lille og ligegyldigt til, at den formelle akademiske "grovfil" ikke yderligere kan formørke emnet. Som enhver nok har gættet er undertegnede præget en del af denne hæmmende akademiske ballast, hvor indhold er intet og akademiske formalia alt.

Nå, nu var det eneste oprindelige akademiske studium jo teologi, hvor man heller ikke empirisk havde særligt mange muligheder for at efterprøve Bibelens beretninger om Paradis, det lykkedes da så vidt vides ikke. I stedet fortabte man sig som bekendt ganske til dybsindige diskussioner om, hvor mange engle der nu kunne være til på spidsen af en knappenål, hvad farve vingefjer (havde engle egentlig fjer eller hår på vingerne som fugle henholdsvis flyve-egern eller var de bare bare?) de forskellige militære grader af basun-engle nu havde 8hvor sad gradstegnene forresten?) og andre lignende væsentligheder. Det er selvfølgelig ikke fordi de klassiske teologiske discipliner som retorik, som var en uløselig partner og nødvendigt redskabsfag for at få religionens absurditet til "at glide ned" er forsvundet fra nutidens universiteter. I den akademiske verden er der jo en hævdvunden tradition for, at absurditeter blot vender tilbage iført nye akademiske gevandter. I dagens verden kan man for eksempel studere at fag, som fortidens munkeordner osse må have grundlagt, ikke mindst de mere asketiske af slagsen. Det er ganske vist et fag, som har vid udbredelse blandt marginaliserede folkeslag som for eksempel de såkaldte "romaer" (som altså ikke er indbyggerne i Rom underligt nok, gad vide hvad de hedder?). Faget på det strålende danske universitets-parnas hedder godt nok "Fund Raising" men er vel i sit væsen synonymt med ren tiggeri, som altså tidligere tiders grupper som danske sigøjnere, irske "tinkere" og altså nutidens "romaer" praktiserede så vidt det nu var muligt. Ellers stjal de vist bare ligesom kirken, så deres forbilleder var vel tjah. forbilledlige Kirkens tyveri hed blot tiende. Hm., der er vist iøvrigt tale om sigøjnere i alle disse tilfælde, måske de blot har en særlig akademisk tradition? Nu ved vi godt ikke, hvor mange kandidater denne nye akademiske "tigger-uddannelse" endnu har udklækket, men jeg mener da at have set en enkelt finde ansættelse. heldigvis et sted, hvor vi ikke behøver hverken komme eller handle, men denne lykkelige situation varer nok næppe ved.

Nå, måske verden bliver et bedre sted af, at offentlige ansatte får sig en akademisk grad i Retorik, så de med særlig malmfuld Poul Reumert-lignende klassisk Stentor-røst med formfuldendt diktion kan aflevere kommunens afslag på enhver ellers nok så velbegrundet ansøgning eller klage. Formen er uendeligt høflig, ildholdet er til fuldstændigt det samme, som tidligere blev "bjæffet" ud mellem spytklatter og sur nokotin-ånde. Eller tag blot et andet klassisk akademisk fag som "kalligrafi", som indtil for ganske nyligt var en obligatorisk del af teologi-studiet. Det er det, vi andre i gamle dage kaldte "skønskrift", dog i sin akademiske forklædning passende overdrevet i sine krøller og almindeligt "schwung" til det nærmest akademisk absurde. Mon ikke dette fag også snarest vender tilbage ligesom retorik for bedre at "personalisere" og menneskeliggøre kontakten mellem stat og borger? Hvis det ikke allerede er sket skal det da nok komme, og man kan vel heller ikke bestride, at en fornemt håndskrevet afslag udført i fornem kalligrafi fra kommunen på en anmodning om støtte til barnets ophold på en fritidshjemsplads er noget festligere end den sædvanlige maskinskrevne kuvert. Men alligevel, tænk dog blot at sidde ved familiefesten og fortælle, at man søreme er blevet cand. fundraiser. eller hvad det nu hedder. Det er da virkeligt academica i sit fuldeste flor. Familien må sandelig være stolt af dette nye akademiske (vild)skud..

Nå, tilbage til vores australske historie af professor Manning Clark. Som sagt omfatter den hvide historie i Australien kun godt 200 år og den sorte historie ligger jo ligesom gemt ude i mørket. Derfor er der nu masser at skrive om, at det vil vi gøre i de kommende dage. Noget af det absolut mere kuriøse i denne kulørte historie er for denne skribent dog den kendsgerning, at i langt over et hundrede år var Australiens absolut største eksportartikel uld. Det kan naturligvis synes logisk nok i lyset af det forrygende antal får, der var dernede men det er jo ikke hele sandheden og selv om denne skribent altså er en slags (ganske vist noget forkølet) akademiker, så er det altså vanskeligt at fatte, at det nogensinde i verdenshistorien har kunnet betale sig at fylde et skib op med uld og sejle det til Europa til videre forarbejdning typisk i England. Det skyldes for det første, at uld selv i sammenpresset form altså fylder ad Helvede til, er skidebilligt overalt i verden til at starte med og at der under ophold i tropiske områder uhyre let går møl i skidtet. Dette ophold blav jo nødvendigvis af længere varighed, da turen til Europa tog adskillige måneder, ja faktisk så mange, at man opererede med en "turn around"-returtid på godt et år. Skibet skulle efter sådan en tur nødvendigvis i dok og det tog altsammen tid og penge, masser af penge. Hvordan i Himlens navn det har kunnet betale sig at fragte måske blot 100 tons uld halvædt af møl hele vejen rundt om Jorden er langt hinsides økonomisk forstand for denne skribent.

Det her må nemlig ses i det lys, at al engelsk uld igennem mere end tusind år var kommet fra Flandern, altså det nuværende Holland/Belgien lige ovre på den anden side af Nordsøen. Råvarerne var ganske billige og transportens andel helt ubetydelig og tog 5 dage. Hvordan i alverden verdensmarkederne kunne udvikle sig på den måde er helt ubegribeligt, men det kunne de altså. Uld var og forblev billigt næsten ligeså billigt som træflis. Lige den sag tager vi en anden dag, men tilstrækkeligt er det her at afsløre, at man stadigvæk i Australien har en profitabel forretning i eksporten af de allermest basale råmaterialer. Imponerende og typisk for ludfattige U-lande og normalt ingen andre. Fra steder så fjerne til markeder så langt væk, at man ingenting forstår. Næsten ligeså lidt, som at den lærde australske professor Manning ikke er blevet rituelt "akademisk slagtet" for en ubegribelig skrivefejl i forbindelse med omtale af den engelske såkaldte "Domesday Book" fra omkring år 1200, som i Mannings udlægning bliver til "Doomsday Book" I den sædvanlige akademiske verden er det helt uhørt ikke at kende den korrekte stavemåde, uha da for en brøler, som i England ville have diskvalificeret forfatteren permanent akademisk. Det svarer lidt til at kalde Holger Danske for "Holger Svenske"...

Og så lige for en bemærkning tilbage til dagens overskrift, som også er råvare-relateret omend ikke måske i den økonomisk-akademiske sværvægtsklasse. Og så måske alligevel: De danske solbæravlere har i denne sæson opnået lige knapt 3 kroner pr. kilo for deres høst. Nu har denne skribent tidligere for en del år siden høstet solbær industrielt og metoderne er næppe udviklet synderligt siden. Det er skidebesværligt fordi bærrene er skrøbelige og sidder spredt på bladrige buske, som derudover konstant skal beskæres. Fordi de ellers vokser ad Helvede til blot opefter. Inden man nu på denne for solbærhøsten så arbejdsintensive baggrund får alt for ondt af de stakkels avlere, så skal det lige med, at de 3 kr. pr. kg. simpelthen er en REKORDHØJ PRIS, som simpelthen får de glade avlere til at fyre nytårskonfetti-raketter af over buskene af bar begejstring. Så mange penge har de nemlig aldrig fået for deres bær tidligere. Det er ganske vanskeligt at forstå, at det så i dårligere år overhovedet kan betale sig at dyrke solbær i Danmark og endnu sværere er det da at forstå, at en bakke med 250 gr. henne i Brugsen eller Føtex kan koste måske 25 kr., som den gør i dag, endda på tilbud Når der nu ellers hersker sådan en fri konkurrencesituation i den danske detailhandel...Økonomi er noget vanskeligt noget. Eller rettere, set fra de danske supermarkedskæder er det jo ganske let at se, at det drejer sig om at købe ind skidebilligt og sælge skidedyrt. Fra alle andre vinkler er sagen til gengæld mere kompliceret som økonomi jo åbenbart er.
Vi tager den australske træflis-industrieksport i morgen, men prøv om du kan google afstanden og ikke mindst sejltiden fra Albany, Western Australia til Osaka, Japan. Det tager muligvis ikke et år at sejle længere men der er nu ret langt alligevel.Som fra Danmark til sydspidsen af Sydamerika...

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start