lørdag den 29. august 2009

C. V. Jørgensen

Undertiden kan man komme i tivl om sin egen dømmekraft og ikke mindst lige i disse for vores lille familie så bolig-løse dage, hvor der er lidt ekstra tid til lidt flyvsk tankevirksomhed. Heldigvis kommer det ikke til at betyde noget videre for vores skribentvirksomhed her, da der ikke er strøm i det kolonihavehus, der p. t. danner rammer om den lidt sammenklumpede idyl. Derfor skal offentligheden nok slippe for alt for mange syrlige kommentarer til verden herfra, og det er jo også temmeligt vanskeligt at bevare pessimismen for tiden i vores lille firma. Og så er vi ikke engang kommet til kærligheden endnu..

Tilbage til den livslange tvivl. Dengang denne skribent startede på universitetet i 1975 var en af datidens mest fremtrædende heltefigurer indenfor den danske rockmusik en vis Carsten Valentin Jørgensen. På vores 12-værelsersgang blev han altid spillet mindst ét sted så han må vel have været god. Nu skal det siges, at min nabo dengang ALTID og hele døgnet spillede 10CC og senere viste det sig med dem, at de faktisk var ganske forfærdeligt ringe. Om dem derinde i nummer 6 senere nogensinde opdagede det har vi ingen underretning om her, de flyttede nemlig ud i intetheden som de allerfleste jo gør i løbet af et langt liv, hvor enhver jo er sin "egen stjerne" I det ekspanderende univers oplever man jo som stjerne den nødvendige skæbne, at der aldrig er noget, der nogensinde nærmer sig én, alt og alle bevæger sig hele tiden bort... Se, DET HER er jo tankevækkende omend måske ikke poetisk. Anderledes med C. V., som han senere så kærligt blev omtalt. Det var vel også ganske svært at se noget ondt eller ligefrem kosmisk forkert i denne kejtede og ellers elskelige person men derfra og så gøre ham til dansk-rockens største poet er der vel alligevel et stykke vej. Det var dog alligevel det, som han var allerede dengang og det vedblev han med at være i de efterfølgende godt 3 årtier, generation efter generation. Fantastisk godt gået, Carsten!, respekt!, som det vist senere kom til at hedde. Blot underligt at jeg aldrig selv fattede blot det allermindste af al denne tilsyneladende accepterede storhed, men måske det var misundelse?

Næppe, for dengang var denne skribent nemlig overhovedet ikke skribent, ikke videre kritisk overfor nogetsomhelst og særlig eftertanke var vel osse et fremmedord. Alligevel syntes jeg altid, at C. V. og hans til enhver tid så fejrede poetiske evner lod mig aldeles iskold. Jeg kan sagtens se det "skæve" i hans tekster og små "poesi-brokker", men det er vist også det. For denne skribent kommer det aldrig "op og ringe" og det ikke bare det allermindste.

C. V. 's tekster ligner altid for denne skribent skitserne i en teenagers poesibog: Ganske sjove at opleve men forglemmelige på en helt aldeles ja uhyre forglemmelig måde. Ikke fordi de på nogen tidstypiske eller på anden måde uløseligt bundet til nogen speciel tid eller tidsalder. Næh, de er "udenfor enhver tid" for denne skribent på nogenlunde samme måde, som de uden nogen egentlig mening eller nødvendighed. Derfor kan jeg trods massiv udsættelse for C. V. gennem flere årtier stadigvæk kun huske en enkelt linie fra en sang, der vistnok hedder "Costa del Sol" Eller noget andet, det er vist uvæsentligt på samme måde som sangens helt igennem idiotiske politiske budskab. Nå, man slipper ikke gennem et helt langt liv uden visse overfladiske skrammer, og mere end overfladisk forekom C. V. aldrig at være for denne skribent. Mange andre har ment noget andet men om de så har spillet pladerne i smug derhjemme melder historien ingenting om. Det har de så nok ikke. Jeg mindes da aldrig at have hørt pladerne spillet ud af åbne vinduer: Megaet andet lort men altså ikke lige det her, men måske forkalningen blot nådigt allerede har "ædt" erindringen...

C. V. kommer tilbage i disse dage, fordi vores fejrede og fyrige festugedirektør Jens Folmer Jepsen efter for nogle år siden at have lavet en vel med rette overset dokumentar-kortfilm om C. V. har overtalt den gamle "runkedor" til at give et par koncerter efter mange års koncertpause. Det er tilsyneladende en af de største begivenheder i denne festuge og det forstår jeg ca. ligeså godt nu som jeg forstod hans storhed dengang i 1975. Altså ikke rigtigt, men min kone siger, han er skidegod, så det må vel passe.
Der er nu alligevel noget, der mangler fuldstændigt i C. V.'s tekstunivers for denne skribent, nemlig simpel og grundlæggende "ægthed" og det gør ham og hans musik ligeså tvingende nødvendig som et andet mangeårigt rock-koryfæ, nemlig "stinkeren" Sting. Man kan vel dårligt sammenligne deres musik og da slet ikke deres personligheder (Sting er jo en noget forloren og afsindigt strømlinet/korrekt fætter, mens C. V. vist er fin nok), men alligevel har de næsten lige længe været idoler for vel nogenlunde de samme mennesker med et flertal af kvinder i. Især Stings særlige "rock-light" af "den ægte vare" har jo været et vældigt hit overalt på pigeværelserne på samme måde som den noget mere tidsbundne danske udgave med Malurt og Michael Falch. 

Det mest pudsige i denne festuge og koncerten med C. V. er så for denne skribent, at jeg faktisk synes, at festugedirektør Jens Folmer Jepsens gamle bedrifter som tekstforfatter er LANGT bedre end C. V.'s. Ikke mindst Folmers tekst til det habilt hittende band "På Slaget 12" (godt nok et åndssvagt navn, det har han vel ikke stået fadder til) og deres hit "Ude på det Blå Ocean" er altså poesi i en noget anden klasse og kaliber end C. V.'s ubehjælpsomme brokker. 
Det var så dagens kætterske afsløring: Jeg kan IKKE LIDE C. V., hans tekster er usammenhængende og hjælpeløse og poesi på Pixi-bogsniveau, men jeg kan skidegodt lide festugedirektør Folmers gamle mesterværker. Hm., det skal jeg da vist gå lidt stille med, det skulle nødigt komme frem og da slet ikke overfor fruen, som er ægte C. V.-fan. De findes altså, mærkeligt!

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start