søndag den 9. august 2009

American Staffordshire

Nu er det vel for de allerfleste danskere en hel del år siden, de har haft direkte berøring med nogen særlig natur. For de fleste er det vel efterhånden en flere årtier siden, at de har rørt noget pattedyr større end en mjavende og gnubbende huskat og den har de vel også dårligt haft mulighed for at undgå berøring med. Der, hvor jeg selv kommer fra, gav man godt nok altid disse overdrevent kælne katte et velrettet spark ud mod stalden, hvor de naturligt hørte hjemme, men det var jo også en helt anden tid på nærmest en helt anden planet. I dag er det vel ikke videre velset at affærdige disse dumme dyr selv med strint fra haveslanger og da især ikke når ejeren er til stede. Udover muligvis en enkelt lillebitte ged i en dyrepark for småbørn (hvor man nødtvungent begav sig hen med ungerne og jo måtte vise de panikslagne kræ (børnene) at dyrene var ganske ufarlige) er det vel ikke blevet til nogen videre kropslig animalsk kontakt med dyr siden man selv var sagesløst barn. Ret meget natur eller blot naturlighed er der ikke tilbage i den danske befolkning og det præger selvfølgelig osse den stående debat om de bidske muskelhunde. For bidske, det er de og det er naturligvis kun en ting at gøre ved.

Nu er det jo ikke nogen nyhed siden de allerførste ulve blev forsøgt domesticeret i oldtiden, at hunde bider. I starten må det have et helvedes arbejde og for enkelte hundearter som f. eks de australske dingoer lykkedes det jo iøvrigt aldrig. Om det så var fordi de aboriginals var for dumme til det eller hundene var det (eller klogere måske?) aner vi ikke. Nå, men i de seneste par tusind år har det udover arktiske slædehunde, som man jo heller ikke normalt betragter som andet end nødtørftigt forklædte ulve været den absolutte undtagelse, at en hund bed og hvis den gjorde, blev den ufortøvet aflivet. Indtil for ret nyligt avlede man aldrig nogensinde på bidske hunde, og hvad skulle man iøvrigt osse det for? Enhver vidste jo, at alle hunde fra de allermindste forkvaklede mode-pipkræ til de allerstørste megahunde a la "The Hound of the Baskervilles" (som vist var den efterhånden noget glemte kolossalt store irske ulvehund-underligt kræ, når der nu vist ikke siden tertiærtiden har været ulve i Irland) naturligvis var bidske. Afmålt bidske, ganske vist men ikke desto mindre bidske.

Nu er hunden jo i sin verdensomspændende oprindelse uvægerligt et flokdyr og det vel naturligvis sige, at begrebet "kamp til døden" mellem medlemmer af flokken er aldeles ikke-eksisterende og det kan enhver jo faktisk sige sig selv. hvis to hunde af forholdvis ens størrelse slås for alvor, så kan den mindre hund altid tilføje betydelige sår på den formelt sejrende hund, altså den der ikke bliver dræbt øjeblikkeligt. Disse sår bliver med absolut statsgaranti inficerede af selv mindre bidsår og det vil med nærmest samme statsgaranti efter en kort tid tage livet af den overlevende hund. Derfor har vilde såvel som tamme hunde som alle andre flokdyr selvfølgelig ritualiseret deres kampe, således at man ALDRIG "bider igennem " for alvor. Det er nemlig ensbetydende med selvmord og så er det forresten ligemeget om man sejrer eller ej. Man bliver altid taber i en kamp til døden alligevel selv om der kan være en akademisk forskel i dødstidspunktet mellem kombattanterne på et par dage. Nå, hunde er ikke akademikere og slås derfor ikke til døden, ikke psykisk normale hunde ihvertfald og det ligegyldigt hvor "vilde" de er. ALDRIG!

Det er iøvrigt sjovt at iagttage, at selv den allerfrommeste lille hund derhjemme stadigvæk hævder disse ældgamle og næsten unedbrydelige flok-instinkter. Når f. eks. undertegnede tumler med min papdatter og for spøg slår ud efter hender, så kan man være stensikker på, at Anton Hund med en respons/reflekstid på et sekund simpelthen hænger fast med tænderne fast omkring mit håndled. Det giver ikke sår og det er heller ikke meningen, blot at hunden tydeligvis mener, at noget er ved at gå over gevind. og så "tager" DEN DET LIGE I OPLØBET INDEN DET BLIVER FOR FARLIGT.Det skal jeg tydeligvis bare helt lade være med mener Anton Hund og det må jeg så. Flokken har vel en vis kodeks for opførsel som alle flokke altid har, således også her. Når andre tumler kan det være ligemeget, det er jo udenfor flokken. Hverken Folmer eller Anton Hund er naturligvis aggressive overhovedet overfor andre hunde men alligevel oplever man sommetider, at visse hunde blot ved deres tilstedeværelse truer flokken og så er vi tilbage ved de på "nydansk" så berygtede "muskelhunde": American Staffordshire og alle de andre misfostre-misfostre, fordi de ikke er hunde med hundeadfærd. Overhovedet! Det behøver man ikke ligefrem være hundepsykolog for at se. Hvis Folmer knurrer advarende på afstand er den gal, helt gal, og det er den selvfølgelig også. Når sådan et frådende monster går forbi på den anden side af gaden reagerer alle hunde advarende. Ikke truende, blot advarende overfor flokken som jo altså typisk kun inkluderer ejeren. En ganske lille flok, som ingen hund kan forlade. Ingen andre hunderacer end sindssyge muskelhunde "trigger" denne adfærd, men det gør de til gengæld allesammen.

Nu skal det med, at vores egen fredelige Folmer Hund faktisk 2 gange er blevet overfaldet livstruende af andre hunde. Den første gang var faktisk af en sådan amstaff, som ikke ganske overraskende havde revet sig løs med snor og det hele. Det er ikke særligt overraskende, fordi sådan et muskuløst skrummel på 70 kg. altså kan rive skulderen af led på enhver selv nok på stereoidpumpet bodybuilder-type, som tilfældigvis ikke lige er opmærksom på, hvad vej hunden lige kaster sig i sin sindssyge aggressivitet. Nå, denne store røg altså direkte på Folmer men heldigvis havde den jo statigvæk sin sele på, og det lykkedes mig at få fat iden i et anfald af lynsnar inspiration. Ja, det lykkedes ligefrem at fastholde det sindssygt frådende dyr længe nok til at få hevet Leatherman-kniven frem, ganske vist med en pris, som bestod i flåede bukser og lår. Umiddelbart inden jeg fik kniven i kræet lykkedes det så ejerne at komme frem og i fællesskab fik vi pacificeret det vanvittige dyr. Som ikke blev spor mindre sindssyg efter det blev ført væk i dobbeltsnor. Pointen med de her hundeagtige dyr er jo, at når de får fat, så slipper de ikke igen og det ligemeget om man så banker dem oven i hovedet med et jernrør. Nå, vi klarede det mest på grund af held.

Den anden gang Folmer blev overfaldet var det af 2 store labradorer, og det ville også uden behandling have medført døden for Folmer Hund. Det var til gengæld uhyre uproblematisk for undertegnede at klare den sag, for her var der blot tale om almindelige hunde. Syge hunde, ganske vist, men dog hunde. Ganske hurtigt fik jeg fat i halsbåndene på begge angribende hunde og en voldsom lufttur med passende rusk af begge køtere på samme tid afsluttede affæren og sendte dem hylende væk. Det ville aldrig være gået med 2 selv mindre amstaffer der ville intet have hjulpet og det er simpelthen forskellen på hunde og disse sindssyge ikke-hunde, som altså¨pt. kaldes "muskelhunde". Det er jo heller genetisk videre svært at forstå, at når man helt målrettet har opdrættet hunde, som ingen naturlig aggressionsdæmpende signaler opfatter eller udsenden (man har altså avlet flokken ud af "ligningen") og samtidigt har fået avlet en såkaldt "lock-jaw" ind i racen, således at disse hunde kan hænge i fri luft med kæben lukket om en jernstang, så er vi et stykke udenfor hunderacen. Det er fuldstændigt merningsløst at tale om, at det er jernes skyld, når disse hunde bider, for de bider altså bare uanset, hvem der ejer dem. Fordi det er det, som disse dyr er avlet til. Til netop ikke at være hunde overhovedet. Sindssygt aggressive og dødsfarlige ja, men hunde, overhovedet ikke!

Nu er jeg ikke selv videre sentimental og naturligvis skal en hund, der bider, aflives aldeles øjeblikkeligt. Det gjorde man som en selvfølge på den lille ø jeg kommer fra, med det naturlige resultat, at absolut ingen hunde bed nogetsomhelst andet end vildtet, når man gik på jagt. Hundebid fra almindelige hunde kan på grund af kræenes overvældende antal og betydelig indavl naturligvis ikke ganske undgås, men det vil altid forblive en adfærdsmæssig undtagelse. Omvendt med de her "muskelfætre" Der vil der selvfølgelig ikke være nogen regel fra den undtagelse, at selv de mest tilsyneladende veltilpassede af slagsen lige pludseligt "klikker" og når de gør det er det slut. Selv oplevede jeg det med en lille hun-amstaff, som Folmer delte lufte-plads med som ganske ung. Ejeren, en håndfast og ekstremt hunde-erfaren dame fik aldrig nogensinde nok kontrol over den til at hun kunne kalde kalde den til sig og helt gik det en dag, hvor bæstet så en en lillebitte hvid westie-hundehvalp og fór løs på den.
Det eneste positive der var at sige, var at dyrlægeregningen blev ganske lille. Hvalpen blev nemlig flået i talrige stykker uden at nogen nåede at gøre nogetsomhelst. End ikke ejeren af amstaffen fik åbnet hundens gab om den resterende lille hvalpekrop. Ikke at det ville have gjort nogen forskel. Hunden er der iøvrigt stadigvæk så vidt vides.
Det kan vi så håbe den ikke bliver med sammen med alle de her firbenede livstruende trusler. Ikke blot engang imellem, hele tiden ligesom et glas nitroglycerin. Selv om man opbevarer det forskriftsmæssigt og stødsikkert eksploderer det jo alligevel ved den allermindste uundgåelige vibration som for eksempel et nærliggende lynnedslag. Der er bare nogen ting, som er så indlysende livsfarlige, at man selvfølgelig skal undgå faren. Nemlig ved slet ikke at acceptere eksistensen af den. Ting man udmærket ved uundgåeligt eksploderer med jævne mellemrum som for eksempel ammunitionsfabrikker, fjerner man jo normalt også. Som man burde have gjort for længe siden med disse djævelske ikke-hunde.
Det er selvfølgelig derfor Folmer knurrer. Fordi det er skidefarligt for både hunde og mennesker og hunde er det naturligvis slet ikke.

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start