onsdag den 22. juli 2009

Tom Mix

I denne uge vil vi tage udgangspunkt i mere eller mindre fiktive personer i et eksperimentelt forsøg på bedre at beskrive den virkelige virkelighed. Hvis det lyder dumt er det måske fordi det er det, men verden er alligevel gået i stå på denne årstid, hvor alle tillæg til JP holder helt reel sommerferie med mindre de altså dag efter dag blot er faldet ud af trykpressen Resten af året holder de ellers efterhånden "kvalitativ sommerferie", men det er en helt anden sag til en helt anden dag. Alt var jo som bekendt bedre før i tiden, solen skinnede mere og pigerne var mere sommer-fregnede. Det var jo også dengang Tom Mix herskede.

I dag er der vel næppe nogen, der husker denne præriens absulutte hædersmand kendt fra utallige stumfilm sammen med sin faste (vistnok uregistrerede) partner Tony, som iøvrigt måske ikke ganske overraskende for genren var en hest. Som en enestående undtagelse i filmbranchen i denne tid var Toms borgerlige navn faktisk det samme som hans kunstnernavn, et ellers aldrig af denne skribent oplevet sammenfald. For eksempel hed Greta jo slet ikke Garbo, men derimod Gustafsson og John Wayne hed jo, suk, i virkeligheden det noget kvindagtige Marion Morrison. 

Nå, Tom HED altså Mix og huskes vel i dag bedst som en historisk parantes i Cosmatos` superwestern om sheriff Wyatt Earp "Tombstone", hvor den sidste replik i filmen refererer til netop en tildragelse ved Earps begravelse: "Tom Mix cried!" Ja, større hæder kan vel næppe nogen fortjene og da slet ikke af af en mand, der lavede praktisk talt alle sine stunts selv med talrige kvæstelser til følge. I den retning minder Mix jo om en anden filmhelt, nemlig den endnu mere ukendte Elmo Lincoln, der spillede hovedrollen som den lændeklædte lian-svinger i den allerførste Tarzan-film. Under optagelsen gik den ganske vist noget affældige gamle circusløve, som spillede den anden hovedrolle (Jane var nemlig ikke kommet med endnu), nemlig amok så meget som dens noget mølædte korpus nu formåede det, og Lincoln med den tøndeformede brystkasse, raffineret gennem et tilsvarende langt cirkusliv som "stærk mand", aflivede blot kræet. Dengang var der noget særligt ved filmshelte som får en Brad Pitt som Achilleus i filmen "Troy" til at ligne den opstyltede og -stylede ufarlige pomade-søndagsskoledreng, som han er.

Nå vi må vel over til det, som denne tekst egentligt handler om, nemlig de rigtige gamle helte, og ingen er vel i den virkelige verden meget større end en lille skævbenet mand ved navn Reginald Murray Williams. På trods af, at han døde mæt af dage og forlængst mæt af kvinder for et par år siden, kom han nemlig til at spille en absolut hovedrolle ved det store bryllup i Adelaide sidste onsdag. Det, der for alvor gjorde det rigtigt stort, var ikke kun, at det var mit og fru Vikkelsø Mathiasens. Der var nemlig den lille "krølle" på denne historie, at brylluppet blev afholdt på samme R.M. Williams` såkaldt "Outback Museum" i Prospect, hvor den gamle fabrik oprindeligt lå. Mellem myriader af sæsoners asketisk udseende blomster fra den store outback og under et portræt af R.M. selv (der kikkede berrettiget skeptisk på den verden og civilisation, som han forlod flere gange, (og altså til sidst helt og det begge dele eller...), stod vi foran 25 mennesker, heriblandt R.M.`s ældste datter på 79. 

Hun var rørt til mere end tårer over det, som hun så som en sand hyldest til hendes far og det var det naturligvis også. Højtideligheden vil senere blive billed-dokumenteret og var pga faktorer ganske udenfor os selv usigelig smuk. Selv denne ellers sædvanligvis sobre skribent var mere end rusten i mælet grænsende til det egentligt ubehjælpsomme og det var ikke fordi det foregik på engelsk. I South Australia kan undertegnede nemlig godt gå for at være fra Queensland, hvor de osse "talk a bit funny"

Bedre blev det så heller ikke, da vi et par dage senere blev inviteret til frokost hos netop denne gamle dame. Eller rettere det gjorde det, rørelsen blev blot endnu større, for hun havde dækket op med avisudklip og videooptagelser fra brylluppet og kæmpefrokost til 8 personer. Der fortalte hun om en væsentlig tildragelse fra den store statsbegravelse i Queensland af hendes far et par år tidligere. I begravelsen deltog flere hundrede heste, da en australsk "stockman" jo altså er en cowboy, og det var det, som R.M. var og forblev. For ham var kvinderne blot en nødvendig parantes, selv om på trods af betydelig kejtethed i den retning faktisk fik 9 børn. Da så kisten med R. M. inde i palæet blev kørt ind i krematoriet stejlede alle hestene derude på pladsen med en øresønderrivende vrinsken. Et tilfælde? Tjah, nok nogenlunde på samme måde, som da kisten kom til palæet. Der rejste en ef hestene foran ligvognen sig nemlig også ganske uforklarligt at temmeligt faretruende og førte an mod kapellet i smitsom fuld gallop trækkende de andre 3 heste med sig i vild panik-gallop. Dette vilde ridt varede så lige indtil denne samme hest standsede vogn og kiste med hvin og vrinsken helt uforklarligt på samme måde som den var startet. Præcist lige foran døren til kapellet.
Et tilfælde? Måske, sikkert nogenlunde på samme måde som at denne skribent fik fru Vikkelsø til ægteviv. Et af den slags tilfælde, som forekommer så usandsynlig, at de må antages at være løgn hvis altså ikke TV-kameraerne havde snurret og dermed forlenet dem med en aura af sandhed, som de jo osse gjorde ved R. M.`s begravelse. Når man således oplever Forsynets forunderlighed er det altså svært ikke at knibe en tåre eller mange. Som Tom Mix og undertegnede og R.M.`s datter jo også gjorde og så må det vel nærmest være OK. Det var ihvertfald sådan det var.

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start