fredag den 31. juli 2009

Facebook og forfald

I dag har en ny dansk film premiere og det er der naturligvis ikke noget særligt usædvanligt i. Heller ikke, at den handler om den allerførste og allermest fortærende kærlighed og da slet ikke, at verdens måske allermest ulidelige skuespillerinde, Charlotte Fich med den ubegribeligt utroværdige replikkunst, spiller med. Hovedpersonen spilles af det anerkendte ungsdommelige stortalent Cyron Melville, som efterhånden ganske længe uendeligt bedrøvet har stirret på undertegnede hver morgen fra utallige bus-læskure. Hans sørgmodige hundeøjne minder unægteligt mere end en hel del om noget, vi ser hver morgen her i huset. Det er nu mest fordi øjnene faktisk sidder på rigtige hunde men følsomme fætre som Cyron og ham Pattinson-fyren fra "Twilight" er åbenbart på mode igen for første rigtige gang siden de ligeledes noget plaget-udseende James Dean og ikke mindst måske helten over dem alle, Montgomery Clift. Om de nye helte også er biseksuelle har vi til gengæld ingen ide om, men de andre var da. Underligt disse gamle filmshelte så så triste ud, når deres udvalg af sex-partnere var så meget større end almindeligt heteroseksuelle, men det gjorde de, helt vildt. Hundeøjne.

Nu skal man naturligvis ikke spøge med kærligheden og da allermindst med den allerførste. Selv denne skribent har gennemlevet denne umulige kærlighed engang for meget længe siden og senere gentaget den manglende succes flere gange, jeg var vist bare ikke alt for lærenem. Vi håber da det kommer til at gå bedre for stakkels Cyron og da ikke mindst, at han undgår at komme til at høre på Charlotte Fich i sine kommende film. Nå, en stor del af hans plagede udseende på plakaten kan naturligvis skyldes, at han allerede længe har været tvangsindlagt til at høre på hende, måske endda et trick for instruktørens side for at "fremavle" det helt rigtige ægte plagede udtryk. Det er jo ikke alle skuespillere, der kan få tårer i øjnene på kommando, det er til gengæld nok de færreste, som kan UNDGÅ det ved at høre Fich sige "Goddag!" Af grin, samtidigt med at de uvilkårligt kikker sig omkring, for nu at sikre sig, at det faktisk ER lyst eller bare overhovedet dag derude, så utroværdigt lyder det.

Tilbage til den første kærlighed, der har en hel del til fælles med den såkaldte "drømmeuddannelse", som vi lige havde oppe at vende i går. Nemlig at drømmen efterhånden bliver en slags besættelse og naturligvis ganske ukvalificeret. Man aner overhovedet ingenting om, hvad det er man går ind til og man aner endnu mindre om, hvad det er man nødvendigvis går glip af. Nu går "drømmeuddannelsen" jo statistisk i opfyldelse noget hyppigere end den allerførste kærlighed tillige bliver den sidste og heldigvis for det da (ikke mindst for denne skribents gamle kærester) Om så folk bliver lykkeligere af det er så mere tvivlsomt, da der jo principielt ikke kan laves nogen statistik på det. Noget mere sikkert er det, at de kvindelige modparter i den/de allerførste kærlighed for denne skribent helt sikkert er blevet lykkeligere efter affæren. Nemlig fordi den ophørte, og så har man vel alligevel bidraget til at skabe en bedre verden noget ufrivilligt ganske vist.

Efterhånden er Facebook blevet et populært medie til at genfinde gamle venner og ditto kærester selv for gamle tudser af min egen generation. Cyron bruger jo nok Facebook noget anderledes, heldige asen! Jeg må osse tilstå, at jeg ind imellem kikker efter, om jeg kan finde nogen af "de gamle", men det kniber godt nok noget. Man kan ikke helt frigøre sig fra den tanke, at de allesammen kollektivt ganske simpelt gemmer sig derude og det er der bestemt ganske god grund til. Snagende gamle mænd er jo aldrig højeste mode, tydeligvis ikke engang blandt kvinder af samme årgang. Den eneste gamle "flamme" jeg har kunnet finde er endt som topembedsmand m/k på Bornholm, længere væk har hun ikke ment det var nødvendigt at flygte eller osse har hun ikke kunnet komme længere. Nok mest det sidste.

Utidige tanker for en lykkelig nygift mand? Naturligvis ikke, blot minder udenfor enhver tid, minder, der "trigges" af denne nye film som en elektrode på den blottede hjerne. En forfærdelig og vidunderlig tid, som det er skrækkeligt dejligt at være på "den anden side" af og de få og små gensyn, man senere har oplevet med gammel kærlighed har jo ikke ligefrem været alt for opmuntrende. Man kan så blot med gru forestille sig, hvad den kvindelige del har fået af traumer. Lidt forfald går der jo i alting.

Ikke mindst i den bydel, som vi om en måneds tid forlader, er tingene virkeligt skredet i de 4 år, vi har boet her. Det første skilt på en husmur med "Parkering af cykler forbudt" er dukket op. Ikke som man kunne tro fordi bydelen er ved at blive for "pæn", overhovedet ikke. Storskrald flyder alle steder som aldrig før men naturligvis aldrig i nærheden af dem, der har smidt det ud og bilerne står parkeret (sammen med utallige cykler naturligvis) på kryds og tværs på de ellers ganske brede fortove. Især foran det nye cykelskilt holder der ALTID parkerede biler skråt på selve hjørnet, men det er åbenbart ikke så slemt som det med cyklerne. Nu er det ganske gratis at få afhentet storskrald, man skal blot selv ringe, men det er tydeligvis alt for besværligt, hellere smide det ind til naboen. Vi har osse et lokalt megastort rotte-hul med betydelig transit-trafik, som gentagne gange fyldes op med lidt løs cement med en normal "spærringseffekt" på en dags tid. Puds uden sten har nogenlunde samme effekt som Wasa-knækbrød ville have haft. Det byggetekniske stade her i kvarteret toppede tydeligvis for en hel del år siden.
Til gengæld værner vi om naturen her i området. Vi har nemlig her i kvarteret voksende lige op af en ellers pæn bygning en gigantisk tidsel-plante på næsten en meters højde, som gentagne gange har blomstret i denne sæson. Sig så ikke at den fine bydel Frederiksbjerg ikke kultiverer et "grønt image"..
Om vi længes tilbage? Selv om forfaldet sagtens kan have en særegen skønhed, som malerne Gustav Klimt og Aubrey Beardsley skildrede det, så absolut nej. Hverken til den første kærlighed eller til det tidligere ganske pæne Frederiksbjerg.

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start