torsdag den 30. juli 2009

16 grader Celsius

Det er altid en forunderlig oplevelse, når den store verden derude pludseligt og vedholdende trænger sig på. Det sker for denne skribent hver eneste morgen, når jeg kikker på min telefon. Den forkynder nemlig nærmest stolt, at der f. eks i dag denne morgen er ikke mindre end 16 grader Celsius et sted derude. Det kunne jo faktisk godt passe og det gør det vel også, ihvertfald har jeg ikke fundet det umagen værd at måle efter. Det er nu heller ikke helt let, for denne intellektuelle computer-telefon skriver nemlig ganske tydeligt, at de 16 grader er målt i Aachen, som ifølge min ikke-Wikipediacheckede erindring må ligge i det nordvestlige Tyskland et sted. Det var ihvertfald en af de første tyske byer, de vestallierede erobrede under 2 verdenskrig, og de startede så vidt vides derovrefra et sted. Vestpå var det da helt sikkert, det siger vel delvist sig selv.

Nu kan det her lyde som en ubetydelig bagatel og er det vel osse. Der er dog alligevel den lille parentes ved det, at jeg fandeme ikke kan få den skide telefon til at vise nogetsomhelst andet den der røvligegyldige tyske møgby. Nå værre er den måske heller ikke, det er straks værre, at denne totale computer-analfabet ikke kan finde ud af sin egen mobiltelefon. Det eneste jeg helt tydeligt godt kan finde ud af, er at ødelægge den. Den er efterhånden drysset ud af lommen og ned på asfalten så fornuftstridigt mange gange, at den efterhånden mest minder om plasticpuslespil. Et af dem med alt for få brikker. Nå, telefonen giver sig ganske oplagt ikke så let, for den virker da nogenlunde stadigvæk på trods af alskens forudsigelser om, at den altså slet ikke kunne holde til fald og det end ikke én eneste gang. 

Det kunne den så altså godt men alligevel har telefoner tydeligvis følelser. Denne såre hærgede HTC-fætter har for evigt som skyggen efter fodgængere på asfalten i Hiroshima ved den første atombombe sat et personligt aftryk, som ikke kan ændres. telefonens hævn for alskens ydmygelser er altså det ligeledes "u-afviskelige" minde om bedre tider: Aachen. Måske man skulle tage derhen og hvordan der er dernede/ovre? Det er jo under alle omstændigheder rene tilfældigheder, der definerer livet og denne skribent er jo overhovedet ikke nogen undtagelse. Hvis jeg havde haft mere forstand på computere 8og dermed dengang som nu have været hjælpeløs uden kvindelig computerbistand) ville vi aldrig være blevet gift i Australien, ja jeg ville aldrig have haft mulighed for at blive gift med alle tiders drømmekvinde.

Vi tager denne lidt omvejs-fyldte tilgang til tingene i dag, fordi det jo er dagen, hvor svedige unge fingre intenst ventende jo skal åbne alle de med længsel ventede kuverter omkring optagelsen til alskens uddannelser. Alle er naturligvis spændte på, om de kommer ind på deres "drømmeuddannelse" og det kan man jo godt forstå. Noget sværere er det så at forstå, hvordan de dog i Himlens navn kan vide, hvilken uddannelse der lige er deres drømmeuddannelse. Forudsætninger har de ihvertfald overhovedet ingen af og da allermindst i det danske uddannelsessystem. 

Hele valget af drømme foregår oppe i de unges solidt vakuum-fyldte hoveder på samme måde som teenagedrenge kan sidde og diskutere, hvilken kvindelig filmstjerne er allerlækrest. Ingen viden overhovedet om uddannelsernes reelle indhold er jo det allerbedste "brændstof" til de allerhedeste drømme, og det næsten obligatoriske "fjumreår" med drukferie i Indonesion og anden jordomrejse uden nogen unødig kontakt med de indfødte er nok osse en tvivlsom ballast. Det medvirker vel næppe til at "op-kvalificere" de unge til et kompetent valg af uddannelser, men derfor drømmer jo så bare så meget mere. Det gode er så, at de, der ikke bliver optaget, med altovervejende sandsynlighed vil blive præcist ligeså glade (eller triste) ved at blive optaget på en helt anden uddannelse end den oprindelige drømmeuddannelse. Nemlig fordi drømmen var baseret på intet andet fundament, end ja netop drømme, som Shakespeare vist engang sagde. Noget lignende da, muligvis...

Og så er vi tilbage ved livets store tilfældigheder igen. Denne skribent valgte nemlig dengang efter studentereksamen tilbage i Stenalderen (1975) nærmest efter plat/krone princippet russisk og historie i stedet for matematik, som var (blandt, man er vel lidt beskeden) de fag jeg fik absolutte topkarakterer i. Efter afslutningen af uddannelsen viste de sig at være fuldstændigt ligegyldige og valget af uddannelse ganske tåbeligt og det havde matematik givetvis også været, nok i virkeligheden værre. Det skulle vare ganske mange år efter afslutningen af min universitetsuddannelse inden det overhovedet gik op for mig, at jeg faktisk hverken dengang eller nu overhovedet kunne forestille mig nogen drømmeuddannelse. Det er egentligt en ganske rar erkendelse, for så har man jo ikke noget efterfølgende at fortryde. Om det så hjælper alle dem, som får et afslag i dag er nok næppe sandsynligt men mon ikke de bliver klogere engang? Måske.I det mindste bliver alle dem, som KOMMER ind på deres drøm jo sikkert aldrig klar over, at de tog fejl og når de gør det alligevel er det jo alt for sent. Som alting et eller andet sted er. For undertegnede som for alle andre, drømme eller ej. Blot tilfældigheder og så kan man vælge at kalde dem for "drømme", det ændrer blot ingenting. Der er ikke noget, der hedder en "drømmeuddannelse", men derfor kan man selvfølgeligt godt drømme alligevel, ja man vel i virkeligheden slet ikke lade være...Om hvordan der mon er dernede i Aachen med de 16 grader Celsius. Og nu er der så kun 13 grader..

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start