Tvivl

I dag skal vi behandle emnet “tvivl”, som efterhånden er en alt for sjælden ting. Mest fordi tvivlen jo burde opfylde en betydelig del af ethvert menneskes liv og det endda i alle henseender. Hvis man skulle være i tvivl om ja, altså det universelle i begrebet “tvivl” kan man måske med fordel huske tilbage til de græske klassikere i oldævls-timerne Aischylos, Euripides og alle de andre gamle dødbidere. Tvivl, tvivl og atter tvivl om det nu var det rigtige man gjorde, det må have været en velsignet tid. Enhver burde jo til enhver være i tvivl, for eksempel om, hvordan man bedst kan leve sit liv og det af den uhyre simple grund, at man jo principielt ikke har prøvet det før. Eller for sags skyld får chancen igen senere ihvertfald udenfor visse østasiatiske trosretninger. Derfor burde der i alle livets forskellige valg være berettiget tvivl om det valgte alternativ, der jo princielt udelukker ihvertfald i det mindste ja, altså det andet alternativ. Der er altså masser at tvivle på og om så det er nok derfor så få tvivler på nogetsomhelst. Simpelthen fordi den samlede tvivl vil blive helt uoverskuelig. Derfor har tvivlen altid de allertrangeste kår lige dér, hvor der ellers burde være allermest at tvivle om.

I den nuværende danske samfundsform er tvivl ikke rigtigt noget, man skilter med. Prøv for eksempel at tænke tilbage på den netop overståede EU-valgkamp og prøv at erindre et eneste øjeblik, hvor nogen af krydsilds-kandidaterne udtrykte tvivl om nogetsomhelst. Det mest slående eksempel på en kandidat, som nærmest direkte aggressivt fremtrådte som uhyre radikal “ikke-tvivler” var et nærmere studium værd. Som en rovlysten gedde var hun i konstant akut angrebs-beredskab ligegyldigt hvor uskyldigt spørgsmålet måtte være og uanset hvor umuligt det måtte være at svare på, så klaprede kæberne altså løs alligevel. Nu blev hun heldigvis ikke valgt, ikke fordi vi har noget mod de radikale (eller for, for den sags skyld) men forhåbentligt fordi hun fik folk til at tvivle på, hvorfor de skulle stemme på denne “veritable rovfisk” i stedet for et rigtigt menneske. Om man så dervad valgte meget bedre er vi stadigvæk selv i tvivl om, selv om kandidaterne naturligvis ikke er det selv eller måske netop derfor? Underligt at der ikke i noget politisk spindoktor-manuskript har været levnet plads til blot den allermindste tvivl hos kandidaterne. Det ville ellers ikke blot IKKE have trukket noget fra deres troværdighed. Nej, det ville have lagt mange alen TIL samme troværdighed og alle de gamle litterærere klassikere (altså inden Rifbjerg og Carsten Jensen og alle de andre båthorn) var jo konstant i tvivl. Som alle de gamle græske helte og konger selvfølgelig også var, det var jo i virkeligheden primært det, som adskilte dem fra guderne. Som godt nok altid skændtes deroppe på Olympen, men i tvivl var de nu aldrig.

I det hele taget er det gamle begreb fra seksdages-løbene på de skrå cykelbaner “at slå op i banen” et sørgeligt overset visdomsord. Det betyder jo, at man lige “tager en slapper” et øjeblik for at være klar igen lidt senere. Det er samtidigt en glimrende mulighed for at komme til at tvivle. I lyset af den igangværende debat om de irakiske asylsøgere, som uvist af hvilken historisk grund har søgt beskyttelse i en københavnsk kirke ville en smule “slåen op i banen” måske have været smart nok. For dem, som ikke måtte vide det, har kirkerummet i den vestlige kirketradition i historien ALDRIG NOGENSINDE været benyttet til det, som man ser i dag. Aldrig nogensinde har nogensomhelst civile søgt beskyttelse i nogen kirke nogen steder. Mest fordi der ikke var nogen beskyttelse at finde og det vidste man godt Det er der sikkert mange af de gejstlige fortalere for denne uhørte pressions-aktion, som godt ved, de er bare ikke i tvivl og det behøver de desværre heller ikke at være. Fordi tivl kræver viden og indsigt og det har danskerne heldigvis ikke i noget synderligt omfang.

For eksempel er det jo ellers en nærliggende historisk analogi, at de tyske jødiske flygtninge i Danmark inden 2. verdenskrig jo ikke uden akut livsfare kunne nærme sig den dansk/tyske grænse og senere under den kolde krig blev sovjetiske “afhoppere” til Vesten jo regelmæssigt kidnappet og med tvang ført tilbage til det erklærede “Socialistiske Paradis” Ingen kirker hjalp dengang, ikke at det ville have hjulpet. I tilfældet de irakiske asylansøgere er der den lille finurlige krølle på sagen, at en ganske betydelig del af de ulykkelige mennesker derinde i den københavnske kirke rent faktisk har været på betalt ferierejse til det land, som de ellers var flygtet fra. For at besøge familie og venner ganske vist, et absolut rosværdigt formål godt nok, men det gjorde man altså ikke tidligere. Eller rettere det har man aldrig nogensinde set tidligere i verdenshistorien simpelthen på samme måde altså som kirken heller aldrig har været anset for et officielt asyl-skjulested. Vi siger selvfølgeligt “betalt” og vel næppe af dem selv, fordi der er tale om helt beviselige ordinære flyrejser med officielle indrejsestempler i passene og det hele. For blot et par årtier siden legede de få sovjetiske afhoppere altid med deres liv ved blot at nærme sig datidens “Jerntæppe” og at tage til Berlin var synonymt med selvmord. Mærkeligt at ingen danskere overhovedet på nogen måde er i tvivl om hele dette “asylcirkus” Som altså også kun kan trives på den unikke solide danske basis af total uvidenhed. Den vestlige kirke har nemlig aldrig set sig for god til at nedslagte bisper, paver og konger og alle andre uden stands anseelse inde i selve kirkerummet og har i almindelig grusomhed jo ikke meget at lade andre røveriske religioner noget at lade høre. Den blodige historie bag kirken gør blot den nuværende “happening” mere syg at se på. Derom kan der desværre ikke herske tvivl, ikke bare blot bare den allermindste.

Tvivl er jo heller ikke noget, der ligefrem har taget særligt “bo” i vores private hobby, nemlig hifibranchen. Dér er også kun forfærdeligt få i tvivl om, at deres til enhver tid eksisterende såkaldte “set-up” naturligvis tangerer det absolutte toppunk i Universet. Ikke blot et såkaldt “lokalt” maximum, et ganske absolut et. Selv kommer vi da ganske ofte i tvivl om, hvad der er “rigtigst”, og det mest fordi der her i huset ikke rigtigt er noget, der ja, vel lyder “helt rigtigt” Om ikke andet lyder det da noget forskelligt, og hvordan det hele så alligevel kan være “rigtigt” kan man jo så sagtens blive noget i tvivl om. Nå, det er heldigvis en tvivl, som man kun meget sjældent ser blandt andre entusiaster men de har nok bare bedre isenkram i huset end vi selv har. Indirekte kan man jo så alligevel se, at folk undertiden kommer i tvivl og så sælger deres dyrt indkøbte isenkram. Om ikke andet må de da til tid komme i berettiget tvivl om det fornuftige i deres investering, for brugtpriserne er tit under en fjerdedel af nyprisen. Nå, tvivl kommer tydeligvis for det meste for sent og så kan det hele jo være ligemeget. Derom kan der vel næppe være tvivl. Eller kan der? Man kommer næsten helt i tvivl…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *