Lad musikken leve!

Selv denne skribent lader sig ind imellem påvirke af stimuli fra den omgivende verden, en smule menneskelig er man vel. For nyligt blev der begået hærværk mod den socialdemokratiske topkandidat Dan Jørgensens bil her i området. Det er bestemt ikke ligefrem indenfor demokratiske spilleregler, omend den efterfølgende indsættelse af det lokale filial ef den amerikanske retsmedicinske TV-serie CSI i forsøgene på at udvinde fældende DNA-materiale fra det, som vistnok var blevet identificeret som spytklatter på bilen måske var lige i den tunge ende. Som udtryk for “politisk vold” er vi vel kun i den mellemsvære afdeling her. Om man fangede nogen fandt vi aldrig ud af, så det har man nok ikke gjort. Det aner vi heller ikke om man har gjort i en anden og langt mere omfattende lokal hærværkssag, ja vi ved ikke engang, om man har forsøgt. Her i området hænger der masser af plakater med portrætter af Morten Messerschmidt fra DF og det er jo faktisk usædvanligt demokratisk. Usædvanligt fordi det tidligere var “god” (læs “uhyre tvivlsom”) partiskik enten at rive politiske modstanderes plakater ned eller alternativt hurtigst muligt plastre dem over med egne kandidater. Lad os dog lige indskyde, at denne praksis kun blev praktiseret fra den ene side i det politiske spektrum.

Sådan er det så heldigvis ikke længere. I dag sidder alle Messerschmidts plakater der sandeligt stadigvæk. Ja, og så er de endda allesammen på fornem kunstnerisk vis blevet “håndkoloreret” med gode danske ord som “Dø!” og “Nazisvin” og det forkert vendte nazitegn, som er det fældende bevis for at tegnet er et nyligt produkt af den historie-undervisningsfrie danske folkeskole. Til gengæld har samme “kunstnere” så tilføjet at Hitler-overskæg på Messerschmidts plakater, sandelig en fin og værdig afslutning på en så opfindsom politisk happening. Der skal såmænd osse nok og der være tilføjet en spytklat, men om det lokale CSI forsker i det ved vi ikke. Det gør de vel, der er vel en slags lighed for loven eller er der? Nå. Dan Jørgensens plakater er der ikke nogen, der har gjort noget ved, og tak for det. Nu ved vi da ihvertfald efter weekendens cykelture blandt en veritabel allé af disse plakater, hvem vi IKKE skal stemme på, for vi har da aldrig nogensinde set sådanne billeder før. Underligt at ingen kommentatorer har bemærket det, for heller aldrig udenfor Danmark har vi dog set en poltiker, som i så utrolig høj grad som Dan Jørgensen ligner en permanant bredt vellystent smilende kat, der har fundet en kæmpestor skål fløde, en skål så stor, at den selv umuligt kan drikke den i hele sit liv. Det har han selvfølgelig også, fundet denne skål, da en karriere i EU-parlamentet er en livsvarig garanti for skattefri pension men ligefrem, at gå så åbent med det, DET er en nyskabelse. Rosværdigt og nok et bredt smil værd. Ikke underligt at Dan Jørgensens smilerynker efter den første periode derned er blevet en del dybere.

Iøvrigt er samme Dan Jørgensen i sammenligning med de andre partiers flok af livstrætte retræte-politikere vældigt kvik og parlamentarisk trænet, men det der smil, aldrig i livet. Godt at ridserne på hans valgplakat-dekorerede bil kunne afregnes skattefrit, det kunne da osse lige mangle og godt at det ikke gav ham varige mén. Han smiler ihvertfald stadigvæk og det hele tiden og det er squ da ærligt nok, der er jo osse meget at glæde sig over. Ligesom katten… Anderledes er det jo med den konservative topkandidat Bendt Bendtsen. Han smiler knapt så bredt, men det burde han jo nok gøre, for nu kommer han endelig ned der hvor pengekassen er meget større og der ikke er synderlig kontrol med kleptomaner. Nu er Bendt jo ikke kleptoman (kun en smule virkeligsfornægtende omkring ellers indlysende økonomiske habilitets-regler), men vi spår ham da en betydelig skattefri indkomst i dette paradis, hvor det ikke er nogen hindring at man ikke er særligt krititsk. Ihvertfald ikke overfor sig selv og det kan man jo dårligt anklage Bendt for, meget andet med rette men altså ikke lige netop det. Det bedste man kan sige er vel, at Bendt er væk både fra politiet og politik og sig så ikke, at bjergsomhed ikke betaler sig og det endda osse når det opdages. Der er lidt “Sicilien” over det her, det kan Kvamm have ret i, så det er jo så nok ikke det, han mener.

Denne sammenhæng har vi sakset fra et interview i dagens JP med forsanger Simon Kvamm fra Nephew. Denne danske ny-poet mener nemlig, at “Danmark er Skandinaviens Sicilien” og lige i tilfældet med Bendt Betjent er der en vis mening i det. Kvamms mening var vist ellers mest at sige, at danskerne var mere “skæve i det” end nordmænd og svenskere, men nu betyder det engelske ord “crooked” vel også en slags “skæv”. Som Bendt. Ellers er interviewet mest en ligegyldig ørkenvandring i forudsigeligt selvgode meninger og almindeligt verbalt plattenslageri. Nu er vi ikke selv store yndere af Nephews “vrøvletekst-univers”, som vi mest betragter som, ja, vrøvl. Selv Halfdan Rasmussens “Vrøvlevers” gav dog betydelig mening (og gør det stadigvæk) og selv de største “skæverter” fra Shi-Bi-Dua har jo opnået ikon-status over mere end 30 år. Så længe holder Nephew desværre ikke. Der er således ikke noget galt med genren, det er mest den talentløse udførelse, der falder i øjnene. Energi som erstatning for talent. På samme måde som de “guldkorn”, som Kvamm kritikløst drysser ud måske heller ikke ligefrem får denne skribent til at holde vejret i længere tid af benovelse. Han indrømmer ellers lige ud, at han faktisk er blevet klogere. Man kan nu måske berettiget tvivle lidt om visdommens omfang, for tidligere opfattede han Pia Kjærsgård som “..farlig på grund af hendes meninger” Nu er alting helt anderledes, for nu er det “..langt mere problematisk, hvad den liberale tænketank CEPOS udspreder af budskaber” Hvem skulle nu have troet, at det var lillebitte terrorist-tank CEPOS, der var den allerstørste trussel mod det danske samfunds kohæsions-kraft, men det er det altså. Ingen muslimsk eller anden fundamentalisme når tilsyneladende denne åndelige terroristorganisation CEPOS til sokkeholderne. Heldigt hvis det havde været rigtigt.

Nu kunne journalisten måske passende have spurgt om på hvilken måde Pia Kjærsgård i de seneste par år havde ændret synspunkter, men det ville næppe have givet nogen mening at vente på svaret fra båthornet Kvamm. Ligesom det jo heller ikke giver synderlig fornuft når ulykkelige CEPOS får på puklen for, “..at alting skal skal gøres mere frit, at vi alle sammen må tage mere personligt ansvar og hæfte for alt, hvad vi gør” Jamen tænk bare, sikke nogle grimme nogen, det lyder noget samfundsnedrydende eller gør det? Kvamm fortsætter: “I dag er det jo ikke samfundets men din egen skyld, hvis du ikke får success” Det sidste er naturligvis ment som et veritabelt rædselsscenario, som Kvamm selvfølgelig ikke kan støtte. Det er måske i erkendelse af, at samfundet uheldigvis ikke i sin nuværende uendelige ondskab kan garantere success for Nephew, at det åbenbart som portrætteret i dagens avis er nødvendigt at alle bandmedlemmer er afklædte til denne promotion-fotosession. I det hele taget er samme Kvamm vel den bedste eksponent på det, som CEPOS udbreder, for, som han siger “Jeg kræver meget af mig selv og forlanger, at alle dem, som er omkring mig, gør sig umage. Men jeg føler mig ikke som mere end de andre” Det lader vi lige stå som en passende epilog over denne betydelige kontemporære poet og aldeles ureflekterede CEPOS-støtte. Hvordan Fanden i Helvede kan man dog i fuldt alvor hævde, at man “kræver” nogetsomhelst, endda som her af “alle andre” uden derved nødvendigvis at være “mereværdig”? Ren tumpe-snak som vi ser det.
Ikke underligt at Kvamms poesi måske ikke ligefrem “prober” nye højder eller dybder på baggrund af dette noget usammenhængende og totalt ligegyldige tankeunivers. Og så er det hele jo i virkeligheden fuldstændigt ligemeget, for Nephew er et særdeles effektivt live-orkester med en vældigt smittende energi og spilleglæde som man blot med den danske forfatter Tove Ditlervsens forlængst forglemte ord “Man gjorde et barn fortræd” ved at tage alvorligt. Lad dem dog spille det de kan, man dybde-interviewer vel heller ikke den danske flødeskumssanger Richard Ragnvald om de problematiske danske familieforhold på baggrund af hans landeplage “Kære lille Farmor” På den anden side ville det vel ikke være dummere at høre på ganske flinke Richard end på Simon Kvamm. Man gør virkeligt musikken en bjørnetjeneste ved de her interviews, hvor kunstnerne på den måde får lov til utilsløret at blive til grin. Tænk blot tilbage på Jann Wenners gamle interviews med den “intellektuelle beatle”, John Lennon. Han var virkeligt en total narrehat og megahykler, John Lennon og helt ulidelig at være sammen med (gense filmen “Let it be” hvis du er i tvivl). Samtidigt med at uden ham ville verden have været meget fattigere musikalsk. Spil og hold kæft, det må vist være moralen for i dag når man altså ikke har andet og mere at sige end Simon. Så er I nemlig skidegode, Nephew, når altså I bare synger og ikke lader som om I siger noget særligt andet end vrøvle-vers, som ingen skal tage alvorligt. Eller burde.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *