tirsdag den 9. juni 2009

"The Jesus and Mary Chain"

Engang var der en engelsk støj-rockgruppe, der hed "The Jesus and Mary Chain". Det vil sige, det er der vistnok stadigvæk men efter godt 25 år er det efterhånden blevet lettere parodisk og noget musikologisk-patetisk. Lidt på samme måde som at gendanne "Six Pistols" uden Sid Vicious eller talent eller gammel galskab eller nogetsomhelst andet, blot gamle periodiske luksus-junkier (da de jo ellers næppe havde overlevet) Nå, men "The Jesus and Mary Chain" var altså en pionergruppe i disciplinen "ultimativt fæl lyd " og min gamle LP-plade er forlængst forsvundet. Hvor den er blevet af har jeg ikke længere nogen erindring om, men den er næppe blevet stjålet. Måske min gamle uhyre bjergsomme ekskæreste har nappet den og kapitaliseret den? Nå, der er absolut ingen skade sket ellers. Pladen var bemærkelsesværdig derved, at det var ganske overflødigt at have noget tekstark. Det var måske derfor, der heller ikke var noget, nemlig fordi man absolut ikke kunne høre et ord af de skregne strofer gennem den øresønderrivende larm af forvrængede instrumenter, ja faktisk var det umuligt at skelne mellem elguitar (hvis der var en) og en akustisk tuba (hvis der havde været sådan en). Faktisk ville det selv under skarp tortur have været umuligt at høre, hvilket sprog teksten (hvis der overhovedet var en) havde været fremført på (hvis det overhovedet var på noget sprog) Det hele lød mest som det, der i studieverdenen hedder "pitch-shiftede" skrig, nærmest sådan en slags "primal-skrig" for at blive i den danske terapeut Carl Mar-Møllers fra TV så kendte "rende-rundt-med-bar røv-og-skrige-helt-åndssvagt"-univers. Vi har osse et par plader fremført på gælisk, som vi også fatter nada af, men "The Jesus.." var altså endda helt usædvanligt forfærdelige. Teksterne må simpelthen have været endnu værre altså hvis der var nogen. Det var der så for heldigvis for alle praktiske formål ikke.

Vi kommer til at tænke på dette gamle engelske orkester i dag, fordi min papdatter gudhjælpemig spørger, om vi ikke skal købe den nye Nephew-plade. Nej, det skal vi ikke. Ikke fordi Nephew ikke er et brandgodt orkester, for det er de, men fordi jeg simpelthen ikke gider høre på teksterne. Et umisteligt privilegium ved at være ung er jo som alle forældre ved af smertelig erfaring de unges selvfølgelige ret til at spille det samme nummer igen og igen og igen og igen. Og så lige igen-igen. Og så samme sekvens, bare lidt højere. Det klarer vi simpelthen ikke lige i det her tilfælde, dertil at teksterne simpelthen for dumme. Selv sangen om den gamle skotte "McArine" med det forrygende rim "Når han spiller sækkepive kommer slangen helt til live, ovre i Loch Ness, den er held fla`af grin når den gamle McArin` spiller dén fra "Porgy og Bess"" bliver jo i den sammenhæng udødelig verdenskunst. Rimet er nu også af betydelig klasse: "Ness/Bess" Sangen er måske osse egentligt meget god, jeg har ihvertfald selv spillet den tit. Og tit og tit og så igen og igen, bare højere, ja jeg har osse været yngre. Aldrig helt ung ganske vist, blot yngre.

I stedet vil vi for denne gang lukke gårsdagens kapitel om Simon Kvamm og Nephew med atter et dybsindigt citat, denne gang om intet mindre end verdenssituationen contra det lille samfund. Simon mener nemlig, at "..det kunne være fedt, hvis der i Europa blev en større fællesskabsfølelse. Det ville også være godt, hvis EU markerede sig mere som stormagt overfor USA" Uha ja, Simon træder naturligvis i sin politiske korrekthed ikke udenfor opfattelsen af USA som "Den Store Satan" men det kan vel ændre sig, hvis Nephew skulle gå hen og få success i USA. Er USA virkeligt verdens ondeste land? Noget kunne tyde på det med nogenlunde samme vægt som når min papdatter kalder undertegnede for "verdens ledeste papfar" Fordi hun ikke får lige det hun ønsker lige nu eller fordi Nephew tydeligvis endnu ikke har hittet i USA. Dybt, meget dybt. Det sjoveste er næsten, at den tyske militaristiske kejser Wilhelm den 2. op til krigsudbruddet i 1914 brugte nogenlunde samme ordvalg i sin karakteristik af USA og han spillede så vidt vides ikke engang musik, men derfor var han nu ikke for klog alligevel. Samtidigt er Simon dog ikke blind for Danmark, heldigt, for som han uhyre dybsindigt tilføjer: "Men jeg er samtidigt tilhænger af, at Danmark fortsætter som en selvstændig nation med sin egen identitet" Tjah, hvem udenfor den danske venstrefløj er vel ikke det hvis det altså ikke havde været fordi en integration af Danmark i et EU, som opererer som en international stormagt (som Simon altså også ønsker) jo ikke rigtigt er kompatibelt med regionale sær-hensyn udover det man ser i delstater i Tyskland. Eller USA, de lede skiderikker, for den sags skyld, altså ikke alverden. Ak ja, samfundsanalyse på højt niveau. Giv os støjrocken tilbage og lad det gå lidt tjept, det andet her er altså slemt! Så slemt at man ligefrem ønsker sig "The Jesus and Mary Chain" tilbage, det troede jeg godt nok aldrig skulle ske. Eller Jette ekskæreste. Nå, det kan åbenbart blive endnu værre, heldigvis, for det har jeg ligegodt aldrig gjort.

Nu har vi trukket os tilbage fra den blomstrende hifibranche, men i dag vil vi dog gøre en lille undtagelse. Man har jo visse indlysende forpligtelser når man er så kloge som vi er. I det her tilfælde drejer det sig om en gammel ven, som efterspørger en vigtig oplysning om det oversete begreb, der kaldes "armresonansen" i en pick-uparm. Denne betegner kortfattet sagt den frekvens, som armen i sit samspil med gummipakningen omkring pickupnålen vil vibrere med, hvis den bliver såkaldt "anslået" I det her tilfælde er svaret ganske let, så derfor vil vi straks ufortøvet give det: Da den omtalte Garrard LAB-model er en mekanisk/fuldautomatisk pladespiller med små metal-trækstænger, som drives af pickuparmen, da lejerne er af en alt andet end kvalitetstype, som sikrer fri bevægelighed i da slet ikke i begge planer og da kabelføringen i armen sidder i et stift nødtørftigt snoet bundt som en såkaldt "uliniær fjeder" afhængigt af armens placering over pladen er der SLET INGEN DEFINERET ARMRESONANS. Det er selvfølgelig ikke nødvendigvis godt, det er blot sådan det er. Det eneste kriterium for en anvendelig pickup på sadan en gammel LAB-pladespiller er stor stivhed og masser af nåletryk for at opnå det bedste resultat, som af ovennævnte grunde så alligevel aldrig bliver særligt godt, fordi successfuld mekanisk pladeaftastning forudsætter absolut homogen fri bevægelighed i begge planer som absolut minimum. Det krav kan blot aldrig opfyldes på denne Garrard LAB:Hvis det her ingen mening gav for de allerfleste andet end de allermest "teknisk legitimerede" er det ganske tilstræbt. Det skulle nemlig med for at illustrere vores forståelse af teksterne og synspunkterne fra Simon Kvamm: Nada og nul og nix!. Vi beklager denne betydelige "omfartsvej" mod den dybere indsigt.

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start