lørdag den 13. juni 2009

Himmelvendte øjne!

Vi skal lige starte med at undskylde, at gårsdagens tekst blev ofret på det "alter", der hedder en fandens bunke byggematerialer på en styrt-regnvåd byggeplads, som med faretruende fart tilnærmede sig en tørvemose. Huset er forresten osse blevet ganske pænt og at se den kommende fru Olsens øjne skinne, når hun betragter det, kan jo godt fra denne skribent medføre en smule berettiget jaluosi, men sådan er der så meget. I dag vil vi starte med at mindes en mand, som i det mindste 3 generationer allesammen vil kunne huske uden at sikkert en eneste kan huske, hvad han hed. Vi udelukker med vilje den seneste generation, hvis viden om nogetsomhelst er ganske overordentligt sporadisk hvis overhovedet eksisterende.

Nå, dagens hovedperson hed James Finlayson og døde i 1953. I stumfilmens højglans-periode var han en af den amerikanske originale "slap stick"-komedieinstruktør Mack Sennetts originale såkaldte "Keystone Cops", en flok uniformerede fjogepander, som hjernedødt konstant fór rundt i flok uden nogensinde at fange nogen. Senere medvirkede Finlayson i en hel bunke af engelske Stan Laurel og ærkeamerikanske Oliver Hardy`s filmserie, som jo meget betegnende hed "Laurel and Hardy", muligvis bedre kendt som "Gøg og Gokke". Nu er der muligvis ved at gå en såkaldt "prås" op for et par promille af læserne på denne side, for Finlayson var nemlig ham den skaldede med den tydeligvis noget påklistrede moustache (det var den iøvrigt osse), som med sine mærkelige øjne og sin endnu mere overdrevne mimik smertefrit gik fra stumfilmens tid til de tidlige "talkie"-talefilm. Han sagde ganske vist sjældent noget (det var i virkeligheden derfor det gik så let), men det var nu heller ikke nødvendigt. Det vil sige, lidt sagde han faktisk, uden at det dog lader sig videregive videre præcist. Der var nemlig tale om en et udbrud så karakteristisk med lydeefterlignende ord og himmelvendte øjne og det hele, at ingen, som nogensinde har set det, garanteret nogensinde vil glemme det. Godt nok spillede Finlayson med de mærkelige øjne og den kuglerunde skaldepande aldrig helteroller, men man fik alligevel altid en vis sympati med denne samspilsramte og kronisk forurettede mand. Ikke at han fortjente den grumme skæbne, det var vist mest fordi han så sådan ud som han gjorde, at han fik de roller han fik. Nå, det er vel alligevel de færreste forundt at blive husket af næsten alle og det selv om altså sikkert ingen kan huske, hvad det nu lige var man hed. Glemt er han ihvertfald ikke ihvertfald ikke af dem som kan huske ham..

Vi kommer i tanke om Finlayson med de himmelvendte øjne i forbindelse med fredag aftens indkøb i nye lokale indkøbsparadis, konceptbutikken Føtex Food. Ligesom i forbindelse med Finlayson har man selvfølgelig osse i det nye historieløse samfund forlængt glemt, hvad ordet "Føtex" overhovedet betyder, nemlig (Fø)devarer og (tex)tiler. Det slipper Dansk Supermarked, som jo osse er en ganske professionel A.P Møller/Salling-drevet virksomhed nu ganske ustraffet fra og det er ganske naturligt. Lidt sværere bliver det vel skjule på længere sigt, at den ganske store og ret flotte butik såmænd blot indeholder de samme ganske ligegyldige standardvarer som altid fra Arla og alle de andre "butik-i-butikken"-franchisetagere. Det er blot stillet op på en pænere måde med flere varer. Ganske vist af samme slags men til gengæld i snorlige rækker. Fattigdommen i konceptet illustreres ganske godt af en original akvarielignende kunstgenstand i den såkaldte "fiskeafdeling" Vi siger såkaldt, fordi det eneste der er , er de industri-standardpakkede vareenheder pakket i "beskyttet atmosfære" fra Thorfisk, som man finder i enhver anden Føtex (MED -tex). I stedet for at bøvle med rigtige fisk har man i denne muligvis tilsigtede parodi på et rigtigt akvarium blot installeret en dekorativ boblemaskine i en flad gennemsigtig acryl-installation, så enhver kan se bobler, som kommer fra ingenting og bliver til ingenting. Man må virkeligt få himmelvendte øjne hvis man kommer fra et sted, hvor man har en rigtig delikatesse-og fiskeafdeling med rigtige fisk og rigtige delikatesser. Som man iøvrigt ser selv i meget mindre butikker i langt mindre byer længere sydpå. Det der hedder Tyskland og allerede få kilometer efter grænsen starter det og dernede hører det ikke op før ved Middelhavet. Vi gad godt se, hvad Finlayson ville have kunnet få ud af det her latterlige kvalitetskoncept med den passende ganske tomme boblende acryl-skamstøtte. Over almindelig kunstighed og ellers absolut ingenting, som ikke er billigere i Netto. Og ikke dårligere, da det jo er det samme.

Og så stoppede det endda slet ikke her og Finlayson ville være kommet på betydeligt overarbejde for at illustrere galskaben. I den helt nyindrettede butik har man ialt 4 fine store kasser til den forventede gigantomsætning (mon de også er tilsvarende dybe?) Kun un én af disse var dog åben, selvfølgelig for overskuelighedens skyld ikke den, som på det tydelige skilt var markeret som åben, men den ved siden af. Man satser tydeligvis på de kvikke kunder hos Føtex. Køen var ganske lang, faktisk op imod en 20 stykker. Det var ikke fordi der var travlt og det var heller ikke fordi der ikke var folk på arbejde. Der gik nemlig op imod 20 uniformerede personer ørkesløst rundt henne i det ene hjørne. Der havde man indrettet noget så ubegribeligt service-minded som en selvbetjenings-stregkodekasse som åbenbart var forventet at blive en egentlig hovedattraktion i butikken. I den anledning havde man indkaldt masser af ekstrapersonale, som vist var ment til at skulle hjælpe folk selv om flokken mest havde samme umiddelbare skræmmeeffekt som andre ungdomsbande-forsamlinger og tydeligvis samme reciprokke attraktion. Med jævne mellemrum på ca. 20 sekunder henvendte en Føtex-medarbejder med omhyggeligt bundet Windsor-knude slips sig til den temmeligt stillestående kø med det generøse tilbud om, at man bare kunne gå over og scanne sine varer ind selv. Vi så kun en enkelt gøre det for senere slukøret at gå ind bagest i køen igen. Man kunne nemlig kun betale med kort og det havde ikke lige været med i "belæringen" fra Føtex-manden, måske slipset havde siddet hjerneblodforsyningshæmmende stramt... Folk blev surere og surere over denne unødvendige ventetid og den unge kassedame kæmpede med gråden over denne galskab. For galskab, det var det jo, og det i en grad, så enhver evaluering af Føtex` forsøg er fuldstændigt ligegyldigt. Blot imponerende, at man ikke gjorde det fra butikschefens side, for når absolut ingen kunder gør det, man vil have dem til, så må man altså finde på en anden strategi og det lige med det samme og det kan kun gå for langsomt. Finlayson ville være besvimet med himmelvendte øjne som det faktisk skete i en filmoptagelse engang, han var nemlig en mand, der levede sig ind i sin "himmelvendte" rolle og han døde jo også til sidst..

Løsningen er jo så enkel, at det skriger til Himlen: Man skal naturligvis lade folk VÆLGE selv at scanne deres varer ind og det kan altså kun ske ved at ALLE KASSERNE er åbne. Ellers har folk jo ikke noget valg og så reagerer de som jeg selv gjorde naturligvis af ren trods. Nej, fandeme nej, de dér idioter skal squ da ikke ikke bestemme, hvordan jeg skal købe mine varer og for helvede endnu mindre i den såkaldte "luksusbutik" Nå, de er de så kommet til at bestemme noget bosserne i Føtex Food Bruunsgade alligevel, for vi vil godt højtideligt garantere, at vi aldrig nogensinde sætter vores ben i den her butik mere og det ikke kun fordi hele konceptet med oppustning af standardvarer til kvalitetsstatus ved at stille dem op lidt pænere måske er alt for spændende. Det svarer mest til at lave en fin hjemmeside med et kvalitetskoncept for en restaurant og så blot servere opvarmet dåsemad. Nej, det er hele denne kommercielle formynderholdning, som vi afskyer: Evnen til absolut ingenting at kunne se og lære af det ellers indlysende, for hvordan skal det så kunne blive bedre. Man kan altid diskutere, hvor megen reel eksklusivitet der er i at lade folk scanne ind selv som man har kunnet gøre i knapt så højtprofilerede IKEA længe (uden at folk heller derude faktisk gør det) men kan kan IKKE diskutere dumheden i ikke at lade folk vælge. Så meget for den dybereliggende fornuft i det kapitalistiske samfund. Man får næsten helt ustyrlige krampetrækninger af at forestille sig, hvad Finlayson ville have kunnet få ud af det her...En lille sag måske? Tjah, det er det vel, men livet består vel egentligt af mange små sager. Udover den store kærlighed selvfølgelig og i den sammenligning er alting alligevel småt som myrer på jorden set fra en jumbojet i march-højde...

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start