torsdag den 4. juni 2009

Grænseløs optimisme

Nu er det efterhånden svært at bevare pessimismen i forbindelse med vores huskøb i Åbyhøj. Når udbetalingen er sket og der er givet en skriftlig bankgaranti er der vist kun tilbage at vente på at det bliver den 1. september. Derfor inviterer vi alle de stærkeste blandt vores kunder til at deltage i flytningen og honoreringen skal blive fyrstelig. Da vi for godt 4 år siden flyttede ind her tog den samlede indflytning iøvrigt ialt 20 minutter (Tak, Lars fra Flying Superkids og alle I andre) og ret meget mere tid kunne last-flyttebilen forresten heller ikke holde her udenfor (tak, Carsten fra Candlelight Aps) Nå, som sagt har vi 20 kasser øl plus det løse så kom bare an. Det bliver med garanti den letteste flytning du nogensinde har oplevet under ledelse af "haremmets slavepisker", Pia til-den-tid Dahl Vikkelsø Mathiasen.

I det hele taget er vi når vi selv skal sige det ganske gode til logistik, det er altid den simple hemmelighed bag al flytning. I går lykkedes det for eksempel at køre en masse varer en masse forskellige steder hen OG samtidigt sidde til afsluttende møde med vores hus-advokat. Det første var det letteste og det sidste var ikke meget sværere. Nå, men ellers glæder vi os selvfølgeligt helt usigeligt meget til at flytte ud i det "kulturelle smørhul", som Åbyhøj jo er. Dér bliver vi næsten-naboer til gamle venner fra det forlængst kuldsejlede Dansk Audio Teknik (d. v. s. inden gamle venskaber blev "transmogriffet" lidt), den yppigste blandt samtlige Jette Torp og endda osse selveste festugedirektøren Jens Folmer Jepsen. I lyset af disse lokale notabiliteter er det naturligvis ikke underligt, at huspriserne i området er skræmmende høje, ja de kan i den rette belysning måske endda synes lave. Den kolossale kulturelle ballast, som disse lokale ikoner repræsenterer, giver jo en unik "herlighedsværdi", som man selvfølgelig ikke ser andre steder. Hm., gad vide hvor meget vores egen tilstedeværelse kommer til at presse priserne, akkurat forøge dem gør det vel ikke?
Men for Satan hvor bliver det dog fedt at kunne stille alt sit isenkram om på én gang. Og så kan det forresten blot blive stående uden at det står i vejen på de 200 m2 og de 135 m2 kælder. Indtil logistikchef Pia Dahl Vikkelsø Mathiasen opdager det naturligvis. Kærligheden har altid en pris, som den græske forlængst afdøde skibsreder-milliardær (ham der var gift med Jaqueline Kennedy) Aristotle Onassis sagde til sin søn efter dennes første besøg på et dyrt luksusbordel: "Det var så den billigste sex du fik i dit liv, sønnike!" mens han halede en sæk drachmer frem til betaling for tjenesteydelsen. Helt uret havde han vel ikke.

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start