torsdag den 18. juni 2009

Feriens tunge vægt...

Så er vi ved at nærme os afslutningen af denne sidste arbejdsuge inden halv-ferien med forrygende og ildevarslende fart. Men bare rolig, vores firma vil køre "business as næsten-usual" Bunkerne af kabler og andre halv-fabrikata bliver langsomt mindre og de sidste PA-racks er ved at blive samlede. Vi får faktisk så forbasket travlt i dag, at vi bliver nødt til allerede her helt fra starten at give den en "skalle" og må derfor ihvertfald her i formiddag forsømme denne plads for den "højere oplysning". Kik ind lidt senere, måske vi får tid til at beskrive de talrige glæder og ganske få sorger, som måtte komme i hu. Blandt de sidste har det hidtil værste i år ellers været at stå foran en pub i Westport, County Mayo, i det allervestligste Irland. Pubben hed noget så ellers-irsk som "Matt Molloy´s" og bagest i hjernekisten dukkede den tanke godt nok op, at det kunne have været sjovt, hvis den omtalte pubejer Matt Molloy nu tilfældigvis var identisk med verdens fremmeste tværfløjtespiller i det irske, kendt fra grupper som ganske uforlignelige Planxty, Bothy Band og Chieftains blandt mange andre gennem mere end 3 årtier. Det forekom blot altfor usandsynligt og var det vel i virkeligheden osse.

Nå, lige præcist derfor behøvede man naturligvis ikke gå ind. Ikke ret meget senere (dog over 1500 km. længere borte så det var i virkeligheden en smule senere selv om tiden jo flyver i kærlighedens favn) nagede tvivlen dog efterhånden mere og mere ubærligt og jo, et hurtigt opslag viste, at det virkeligt VAR den aller-eneste helt rigtige og ægte fløjtevirtuos Molloy, hvis sagnomspundne pub vi så skammeligt have forskertset muligheden for at besøge. Selv om vi nærmest overnattede lige ovre på den anden side af gaden. Det er godt nok kikset, næsten ligeså kikset som det ville være at møde den lokale sanglærke Jette Torp i Kvickly og så ikke selv med allermest bævrende stemme at kunne fremstamme sin anmodning om en autograf. Uden sammenligning af musikalitet eller talent i øvrigt. Eller kropsbygning, Molloy er nemlig en lang og ranglet mand. Udover at han altså med sin overlegne teknik, der får den ellers ferme landsmand på samme instrument James Galway til at fremstå som en lettere hakkende mekanisk opfindelse a la Pinocchio. Og så måske i virkeligheden mere i retning af de parisiske dansepiger, kendt fra talløse Disney-juleshows. Den lille finurlighed med Jesper Fårekylling, som lettere lummer-lystent fokuserer sin lorgnet på pigerne er ubetalig som præ-pubertets seksualundervisning. Ubetaleligt som det ville have været at kikke ind til Molloy. 
Meget betegnende har Molloy aldrig lært formelt at spille fløjte, det er givetvis derfor han er blevet så god til det. Fordi han jo alligevel aldrig kunne have fundet en udover sig selv, som han kunne have lært det allermindste af. Om han nogensinde har forsøgt ved vi ikke, han har vist blot spillet sig til det, som han kan, og som ingen andre formår. Det, han kan, kan man nemlig aldrig lære alligevel hvis man ikke allerede kan det fra starten af inde i sig selv, og hvis man ikke kan er det jo forøvrigt temmeligt ligegyldigt.

Når Molloy spiller sine jigs, hornpipes og langsomme reels står alting stille og lystrer som rotterne (og vistnok også senere børnene, det er jo en ret uhyggelig historie, den der om "Rottefængeren fra Hameln)) Molloys allermindste pust og puls. Man kommer næppe nogensinde musikkens sande væsen nærmere. På ganske samme måde som man altså hller ikke kommer nærmere til Matt Molloy end dørtrinnet til hans helt egen pub, hvis man altså er dum nok til ikke at gå ind. Som undertegnede, som ellers lige her burde have vidst bedre. Uvidenhed er jo ikke dumt, men det er viden uden anvendelse.

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start