I gamle dage var der som bekendt både ondskabsfulde drager, skønne jomfruer (uvægerligt blondiner, om de var helt ægte fandt fandt man vist aldrig videnskabeligt ud af. datidens moderne kyskhedsbælter har vel været i vejen for de kliniske undersøgelser) og naturligvis også ædle riddere, der efterstræbte begge de foregående kategorier i den store ærefulde fødekæde. Denne “jagt” foregik godt nok på lidt forskellig vis for datidens superhelte Sir Lancelot, Sir Gawain og hvad de ellers hed, som jo mest fordrev tiden i sollyset fra datidens afblegede kvinders beundring i kong Arthurs slotsgård, men nu lå sagn-slottet Camelot jo også i den næsten subtropiske del af det allersydvestligste England. For en enkelt af disse riddere, nemlig Sir Galahad, var jagten desværre begrænset til dragerne, da han var kendt som “den Kyske” Man må forestille sig den netop solgte Manchester- United-spradebasse Ronaldo for helt af få dette middelalderlige ridderlige helteformat med uden at denne sidste vel ligefrem er berømt for nogen særlig kyskhed. I det hele taget var Arthur og hans riddere dengang nærmest en institution, som den senere fra min ungdoms drengeblade så kendte ditto “Lovens Vogtere” Denne sidste havde alle de allerædleste noget kropsnært påklædte, typisk trikot-klædte superhelte som Superman, Superwoman (mums!),Lynet, Grønne Lygte og en hel bunke andre mere eller mindre sære og utilpassede eksistenser, der ligesom nutidens ækvivalent i Iran “Vogternes Råd” opretholdt den kosmiske orden. Ikke blot som de selv så den, men sådan som den objektivt var naturligvis, som alle herskere til alle tider altid har gjort.Lidt sygt og meget, meget farligt!
Det dér trick med at lade selve organisationens eksistens være garant for “den gode sag” er jo i virkeligheden en noget syg ide. Det er nok derfor den er så populær, fordi den aldrig principielt kræver nogen forklaring på nogetsomhelst, ja, man kan ikke engang stille noget spørgsmål, fordi disse ridderlige vogtere naturligvis ipso facto står for alt det gode. Nu skal det jo med, at der selv på Arthurs slot var en del “snavs” mellem Sir Lancelot og den skønne Guinevere, Arthurs kone, som tydeligvis ikke bar kyskhedsbælte ihvertfald ikke hele tiden, og det gav jo denne legende et almen-menneskeligt præg, som vel har medvirket til at opretholde populariteten indtil den dag i dag. Barsdommens tegnede superhelte var simpelthen FOR GODE for deres eget bedste og afgik derfor uundgåeligt ved den “almindelige kedsomhedsdød” Dem var der altså ikke meget spræl i. Nu kunne man jo tro, at man i Danmark i dag måske havde taget ved lære af den skæbne, som blev disse sygeligt kedsommelige åh så retsindige superhelte til del, men lige der tog vi tydeligvis fejl. De findes nemlig stadigvæk iblandt os i vores allermidterste midte, og hvem skulle nu have troet, at “ridderskabet” atter var blevet moderne?
Vi vil starte med et par citater om disse nye “superhelte”, for hvem intet ridderligt offer tilsyneladende er for stort: “Det kræver stort mod og integritet at være ansat som journalist i DR..” Her gik vi faktisk blot og troede, at lettere lummer “linselus-liderlighed” vel egentligt var det vigtigste udvælgelseskriterium, men vi har tydeligvis taget ganske fejl dér. Til gengæld forstår vi ikke lige det dér med “mod” med mindre det skulle være særligt farligt at blive genkendt nede i Brugsen, men vi kan naturligvis også tage fejl her. Dog mener vi aldrig at der i dansk presse i nyere tid har været behov for egentlig politibeskyttelse af nogen journalister, så farligere er det tydeligvis ikke. Måske skribenten hentyder til de gode gamle dage, hvor “Snapstinget” i Folketinget og kantinerne overalt på landets dagblade betød, at journalisterne på grund af vidt udbredt alkoholisme døde som fluer og efterlod en bugnende pensionskasse. Nå tilbage til skribenten af det her “heltekvad” som hedder Mette Bock. Hun er tilfældigvis direktør for DR Programproduktion, så man skulle jo tro, at hun måtte vide, hvad det var hun skrev om. Det tyder det nu ikke meget på, for enhver kan jo ved blot at “zappe” kortvarigt forbi diverse kanalers TV-nyheder ret hurtigt overbevise sig om, at de gode gammeldags journalistiske kvalitetskriterier jo fuldstændigt er blevet erstattet af den evige søgen. Ikke efter reel kvalitet, snarere efter den “laveste fællesnævner” i populistisk plat-journalistik, som altid baseres på, at hvis der ingen billeder er, så er der heller ingen nyheder. Der er faktisk så langt mellem “snapsene” efterhånden både på DR og konkurrende danske kanaler, at man kunne komme til at tro, at det var disse “moralske vogteres” mål at få folk til at se mindre fjernsyn. Her i huset lykkes det ganske fint, selvbestaltet/opstyltede riddere er skide-ligegyldige. Og kedelige-kedelige-kedelige!
Mette Bock slutter lige sin “hyldestprædiken” til sine egne ansatte med dette epos, som ville få selv gamle kong Arthur til at blegne af misundelse over hvor mange ædle riddere der er i det moderne Dnamark: “De (journalisterne red.) skal derimod i deres daglige virke vise, at de arbejder professionelt og udelukkende anvender klassiske, journalistiske kriterier som kompas” Bock er tydeligvis et betydeligt intellektuelt “fyrtårn” på samme måde som det vel efterhånden her i GPS-alderen noget overflødige kompas, nogenlunde ligeså moderne som Erlangs gamle Logaritme-Tabel..Ak ja, jamen så vis det dog derinde i DR, denne principielle ubestikkelige journalistiske integritet, sværere er det vel ikke? En del af myten om kong Arthur og det endelige sammenbrud er jo samtidigt historien om den tiltagende institutionelle “selvfedme” der som Hannibals hær i oldtidens Syracusae ( husk den interessante latinske “flertalsform”) gjorde dem “kvindagtige” ( det ord blev faktisk brugt til den “Lille Latinprøve: “effeminavisse”, skidesvært at decifrere også den dag i dag omsagnsled til et eller andet vistnok) og for “bløde” til at modstå barbarerne derude. Vi tror heller ikke meget på, at journalistikken ligefrem bliver bedre af at “helgenkåre” alle journalister i DR en bloc, måske snarere noget tvætimod. Især fordi absolut ingen praktiske erfaringer tyder på, at de fortjener større respekt end den første den bedste brugtvognsforhandler, som jo traditionelt ellers skraber bunden i normale troværdigheds-undersøgelser. Men sikke dog fedt det må være at have en så loyal chef. Som samtidigt er så loyal mod selve journalistikkens inderste ubestikkelige væsen. Ak, ja, der er vist basis for lidt kritisk journalistik her, hvis der altså havde været nogen. Vi får se. Når noget er for godt til at være sandt passer det ikke og når noget er alt for godt til at være sandt så bliver det heller aldrig bedre.