onsdag den 10. juni 2009

De små skridt mod den store velstand

Nu er der ganske få ting for tiden, der ligefrem har tocifrede fremgange i procenter, men enkelte er der da. For eksempel er der tilsyneladende rekordagtig stigning i salget af dansk musik, oplyser musik-brancheforeningen IFPI. Nu er IFPI ganske vist mest kendt for deres milliontunge bødeforlæg mod diverse fildelere, men intet foretagende kan vel udelukkende leve på negativ omtale i den ulige (og ikke mindst håbløse) mod alle de unge derude bag de blinkende skærme, så derfor er der som sagt i dag en positiv nyhed. Inden alt for mange begynder at hoppe op og ned på stedet i begejstring skal det lige med, at det er den "gamle krikke" om "vinylens genkomst", der atter engang trækkes af stalden. Nå, men det er da altsammen positivt og da ikke mindst fordi denne skribent (og ikke mindst dennes forestående lydmæssigt fordomsfrie frue) jo mener, at det bedste vinyl med en komfortabel margin lyder bedre end alle andre kommercielle lydformater. Desværre kender vi ikke så forfærdeligt mange, som er enige med os ja faktisk kender vi kun ganske få, som overhovedet har en mening om det.

Der ER så tilsyneladende heller ikke ret mange, som køber vinylplader derude og da slet ikke med den danske musik, som altså ellers angiveligt har den største fremgang. Sidste år var tallet for den danske musik 488.000. Inden man nu med sin lommeregner regner sig frem til, at op imod hver tiende dansker altså købte en LP-plade (ikke meget, men dog noget), så lad os lige præcisere, at de 488.000 er den samlede BRUTTOOMSÆTNING i den danske del af vinylpladebranchen. Det bliver det til gengæld noget lidt ud af, for med en gennemsnitspris på op imod 200,- pr plade bliver det altså til et SAMLET ÅRLIGT SALG på omkring 2500 stk. I sammenhængen dansk musik er der næppe tale om nogen større parallelimport (som jo ikke nødvendigvis ville blive registreret), da dansk marginal-musik jo typisk udgives, ja ikke overraskende i Danmark. Nu er vinylplader skidetrælse at distribuere og MEGET dyrere at fremstille end DVD/CD, så vi gætter vel næppe helt ud i skoven hvis vi anslår den maksimale dækningsgrad til omkring 25%.

Det vil sige, at der til HELE den danske del af vinylpladebranchen er ikke mindre end fyrstelige122.000,- til deling (nej, det er ikke omregnet til euro og kommaet stå rigtigt) Nu har vi som sagt ansat dækningen lidt arbitrært, men kan dog med nogen sikkerhed fastslå, at der næppe er basis for blot én eneste fuldtidsstilling i den danske vinylpladebranche, hvis der både skal betales moms og andet end Moldova-timelønninger (som forresten i denne sæson er ganske udbredte rundt omkring på landets markedspladser, men det er en helt anden sag). For at man vel i virkeligheden overhovedet skal kunne kalde nogetsomhelst for "en branche" skal der vel være tale om i det mindste én ansat, og det krav opfylder den danske del af vinylpladebranchen således ikke. Her i byen har vi i en noget skummel sidegade det gamle "vinylparadis" Route 66. Dér siger man til avisen, at man sælger op imod en 3-400 stykker af de mest populære titler. Uhyre rosværdigt udgiver Route 66 stadigvæk marginal dansk musik, men set i det her perspektiv kan man jo altså ikke have forfærdeligt mange bestsellere på årsbasis dernede. Desværre. En eller højst 2 er vel med det samlede salg på omkring 2500 stk. i Danmark det maksimale skulle man synes. Nå, men IFPI´s håb er lysegrønt: Man forventer nemlig en fortsat stigning (der dog naturligvis ikke hverken helt eller kvart kan kompensere for branchens øvrige konstante tilbagegang på alene i dette årtusind på en halv milliard, som ventes at fortsætte) og måske man et lille årti kan komme op på en hel fuldtidsstilling i denne blomstrende del af branchen. Som sagt, vinyl er det fedeste format, men vi tvivler nu på, at hverken branchen eller JP gør noget positivt ved statistikker af den her kaliber. Ren og skær vrøvl simpelthen. Som at publicere salgsstatistikken for en iskiosk ved Henne Strand i juli i forhold til januar: En uendelig procentuel fremgang fra 0 til over 2500 is, altså et veritabelt vestjydsk erhvervseventyr.
Iøvrigt er vi så småt ved at køre i stilling til noget så usædvanligt som en "slumreperiode" i vores firma fra om et par uger. Det gør vi især fordi vi ikke har holdt meget ferie (læs:Ikke rigtig nogen) i de forløbne år og fordi kærlighed er en for alvorlig ting til blot at bedrive på kontorstolen. Vi skal dog ile med at berolige alle med, at vi naturligvis sagtens kan kontaktes i perioden, detaljer følger.

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start