fredag den 19. juni 2009

"Picasso´s Äventyr"

Atter i dag lige her inden den kommende velsignede drivertid ligger vi temmeligt vandret for antændigvis at nå det sidste. Det kan man som bekendt aldrig alligevel, men den sande ære ligger vel i forsøget? Det eneste vi skal lave i de kommende par uger udover at besvare mails (der er jo som bekendt business as næsten-usual) er at se de 2 sidste afsnit af den bedste TV-serie, som verden vist endnu har set, nemlig "Foyle´s War" med uforligneligt underspillende Michael Kitchen som D.C.S. Foyle. Vi har tidligere været inde på dette TV-dramaturgiske mesterværk, der får andre og ellers etablerede seermagneter som "Rejseholdet" til at ligne de kiksede filmatiserede amatørskolekomedier, som de er. Alene det, at man afslutter serien med Foyles pensionering sammenfaldende med afslutningen af 2. verdenskrig gør hele serien uigenkaldeligt afsluttet. Det bedste ved "Foyle´s War" er næsten, at man ikke kan finde en eneste så kikset birolle, at det blot nærmer sig den ellers fejrede danske hovedperson i "Rejseholdet", Charlotte Fich, hvis suveræne replikbehandling vi tidligere har været inde på. Suveræn mest fordi næppe én eneste seer blot et øjeblik tror på bare én eneste af de ellers tit ganske velskrevne replikker, som hun fremsiger. Det er vel også en slags kunst blandt mange andre, om ikke andet er det da sublimt kunstigt.

Ellers fornøjede den lille familie sig i går ved at se en af filmhistoriens mere kuriøse perler, nemlig det enestående kultur-komikalske mesterværk af Tage Danielsson og Hans Alfredsson, "Picasso´s Äventyr". Den er enestående derved, at der aldrig har været en eneste film, som i ren og skær uhæmmet kærlig "sludrevornhed" har nået den blot til sokkeholderne. I dag er mesterskuespilleren Gösta Ekmans herkuliske præstation som Picasso, udført i perioder som ren slap-stick komedie, naturligvis en fuldstændig anakronisme. Det er mest fordi ingen af de kulturelle fænomener, som denne herlige skrøne berører, længere er en del af nogen almen kulturel bevidsthed. Hverken den malende naivistiske toldembedsmand Henri Rousseau (epigonen Scherfig burde skamme sig), Ballet Russe med Diagilev, Nijinskij og primaballerinaen over dem alle, Pavlova, den excentriske franske pianist Erik Satie, filminstruktøren uden film Rene Clair, multi-manden Jean Cocteau, den eksilerede amerikanske kunstkritiker Gertrude Stein eller bunker af andre bipersoner findes længere. Ja, selv ikke Hemingway læses vel udenfor de allerfattigste gymnasier, hvis klassesæt af "The Sun Also Rises" ikke er kasseret endnu, men det skal nok komme, når der bliver råd til at købe den "nye" af båthornet Carsten Jensen. Nå, sådan var det altså ikke dengang i 1978, hvor man stadig kunne lave film. Som altså "Picasso´s Äventyr" Scenen i filmen med Ballet Russes opførelse af en ballet af Erik Satie med passende nymalede teater-rekvisitter helt i Picassos ånd (som jo faktisk stod for de vanvittige og originale-ikke en sproglig fejl, de var vanvittige!) er altså vilde. Husk osse lige at høre musikken af Satie. Den hedder forøvrigt "Parade" og kom inden hans allerstørste flop. Nemlig den ballet der hed "Relache" og som ellers blev behørigt annonceret inden premieren. Ikke desto mindre udeblev publikum. Det kan jo skyldes, at "relache" samtidigt har en kommercielt noget uheldig bibetydning, nemlig "(forestillingen er) Aflyst".
Således vederkvæget af glimt af den skønne gamle fælleseuropiske kulturelle tradition vil vi give os i kast med dagen. Kulturen er desværre blevet anderledes, men det er kærligheden heldigvis også. Det sidste til det afgjort bedre, det er det første så til gengæld ikke.

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start