lørdag den 23. maj 2009

Vores nye hus

Vi må lige undskylde for gårsdagens store svigt, for vi nåede faktisk ikke at delagtiggøre den altid hungrige offentlighed i de dybe tanker, der dagligt fra selve Gud kanaliseres gennem denne ydmyge profet. Noget kunne nemlig tyde på, at vi i går faktisk købte os et nyt hus. Det vil sige, helt nyt er det nu ikke, men det er i det mindste nyt for os og det er jo det vigtigste. Efter en noget opslidende fase med næsten ugentlig "hus-dating" (mon det er ligeså hårdt med almindelig dating-godt man ikke er midaldrende midtvejskriseramt mand længere) ser det ud til, at det helt rigtige. Nu er processen vel alt og resultatet knapt så vigtigt i almindelig dating, men det her er noget lidt andet. Det er huset faktisk osse. Det er nemlig kæmpestort så det kan vaske sig og har en fremragende akustik, og det er naturligvis for hifi-tumper som undertegnede et "major selling point" Iøvrigt havde jeg ikke så forfærdeligt meget at skulle have sagt som mænd vel til alle tider heller ikke har haft det i slige situationer.

Samtidigt er der ved hop på den fra de gamle Anders And-blade så kendte kængurustylte (laves de mon stadigvæk, dette barndommes forgæves attråede transportmiddel) muligt at se selveste Århus-bugten i glimt på den højeste stylte-deklination, når man hopper løs ude på 1.sals-terrassen. Det er faktisk ganske overordentligt fedt at fantasere semi-seksuelt om alle de indretningsmæssige muligheder og endelig bliver der mulighed for at lave den ideelle udgave af "Giganternes Møde" mellem monster-højttalere fra Altec-Lansing, Tannoy, JBL og ATC. Af rent kommercielle grunde har vi naturligvis allerede udnævnt de sidste som vindere, men internt må vi da indrømme, at resultaterne måske er mere tvetydige grænsende til det egentligt tvivlsomme. For eksempel var duetten mellem Johnny Cash og Bob Dylan på "Girl form the North Country" fra "Nashville Skyline" helt enestående autentisk på de p.t. opmagasinerede JBL 4320. Cash lød så meget mere som Cash end alle de senere urimeligt opreklamerede såkaldte reference-indspilninger på American Recordings produceret af Rick Rubin. Måske den ellers uvægerligt så stilistisk uhyre bevidste Rubin med sin kasket og lange lokker har haft dækket ørene, da han miksede, for ret meget ringere har vi da aldrig hørt Johnny lyde. Godt nok var han ved at dø, men derfor havde det vel ikke været nødvendigt at få det til at lyde så stendødt som om han allerede var blevet begravet. Anderledes dengang i en helt anden tid et helt andet sted da JBL var Gud og Johnny en rigtig mand. Skideskæv, men helt anderledes rigtig. Som lyden.

Ellers lovede vi jo i går at behandle den såkaldte "Visnepolitik" (alle Navneord blev jo indtil Retskrivningsreformen skrevet med stort) Det er jo det begreb, der traditionelt anvendes om en parlamentarisk folkevalgt forsamling permanente ikke-deltagelse i den af regeringen førte politik. Begrebet blev undfanget i slutningen af 1800-tallet om det dengang nye parti Venstres parlamentariske obstruktion mod de i mange år siddende Højre-regeringer i Danmark. Faktisk fik Danmark jo først en (delvis) Venstreregering i 1901 og indtil da havde Højre klaret ærterne ved ekstraordinære kortvarige regeringsbeslutninger, som blev kaldt "Provisorier" Nu taler man traditionelt om regeringen i 1901 som den første efter "Systemskiftet" selv om altså lederen, der dengang hed en "Konseilspræsident", var den aldeles upolitiske sagfører J. H. Deuntzer. Venstres "Visnepolitik" havde faktisk ikke rigtigt ført til andet resultat, end at man havde måttet ændre sin egen politik og det altså i en grad, at da man endelig efter parlamentarismens indførelse i Danmark så fik magten alligevel måtte affinde sig med en upolitisk statsminister. Senere gik det bare tilbage, men vi skal da lige i dag mindes dengang, denne "visne-proces" startede. I historisk perspektiv opfattes det traditionelt som noget positivt, men ret meget anderledes end i dag er det vel i virkeligheden ikke. Når man selv "visner bort" som Venstre og dets idealer allerede dengang er det vel egentligt mest negativt?

Ret meget mere opmuntrende er det ikke at se, hvordan det går i vores traditionelle hobby-branche, nemlig på de danske hifi-netfora. De visner vist også temmeligt meget men om det er en bevidst politik ved vi naturligvis ikke. Noget kunne næsten tyde på det, for man har åbenbart fra redaktionel side fuldstændigt opgivet at lede denne herlige hobby nogensomhelst steder hen. Der er simpelthen intetsomhelst at læse andet end de mere og mere stillestående "debatter" på brugerforum. Hvis man ikke fra magasinerne aktivt stimulerer blot en lille smule ved blot en enkelt lillebitte test en gang imellem eller et besøg hos en sagesløs læser eller hvad ved jeg, så er der altså dømt "visnepolitik"
Hvis man skulle have behov for at se, hvor galt det kan gå, kan man da prøve at google pinkfishmedia. Dér er forum i forskellige udførelser simpelthen det eneste indhold, og reultaterne er både interessante og skræmmende. Selv i et så stort sprogområde som det engelske er det sørgeligt, så ubegribeligt få, der ytrer sig der.

Det skyldes ganske givet, at selv den bedste erfaringsudveksling på dette sædvanligvis ganske sobre forum simpelthen overhovedet ikke medvirker til at "føre kunsten videre" Selv læser vi det osse mest af almindelig kedsomhed for at læse lidt om gamle JBL´er og andre ligegyldige ting. Ting som aldrig nogensinde vil kunne tiltrække annoncører ikke engang sælgere af søvndyssende piller. Dertil er pinkfishmedia allerede rigeligt søvndyssende i forvejen. Hyggeligt nok men det er vist også det.
Konklusionen turde være ganske klar: Man bliver altså på alle de her trygt slumrende fora nødt til at levere varen, altså originale redaktionelle tekster. Hvis der ikke er en skid at læse kommer man i den for fremtiden noget uheldige situation, at folk kun holder med at interessere sig for hifi, der kommer praktisk talt ingen nye til. Desværre er denne fremtid nok allerede hos os i dag, verden ser da noget mere end egentligt "halv-vissen" ud derude i cyberspace. Det er trist, men underligt er det ikke og da slet ikke nær så underligt, som den kendsgerning, at Venstre stadigvæk kalder sig Venstre. Selv om de altså "visnede" bort allerede inden de for første gang (næsten) fik magten.
P.S Udnævnelsen af Deuntzer var iøvrigt i en anden henseende et afgørende nybrud i dansk politik. Det var nemlig første gang en offentligt fremtrædende dansk bøsse blev udenrigsminister og ligefrem diskret gik Deuntzer ikke med "sagerne" Det skulle jo blive senere hen blive noget anderledes i både royale og (venstre)politiske kredse. Underligt nok egentligt, at tolerancen dengang åbenbart var større end i dag og underligt osse, at Deuntzer ikke blev det ikon, han faktisk havde fortjent at være. Så vidt vi ved, var der nemlig tale om en absolut "first" ihvertfald i Danmark.

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start