tirsdag den 12. maj 2009

Misundelsens lede Guinea-orm..

Nu er denne skribent på trods af utallige dyder ikke fuldstændigt fejlfri selv om vi naturligvis skal noget ned i bagatelafdelingen for at finde noget negativt. Der skal vi så til gengæld ned i dag, selv om det af arbejdsmæssige grunde bliver lidt kortfattet. Nå, der er som sagt heller ikke meget ufordelagtigt at sige. Selverkendelsen må dog nok alligevel føre til, at vi må tilstå, at vi ind imellem er en lille smule misundelige på andres success. Det er vistnok såre menneskeligt mener vi at vide, men det gør det bare ikke bedre. Den første gang jeg kan mindes at have været mindeværdigt misundelig (ellers havde jeg jo principielt ikke kunne mindes det) var, da en af mine skolekammerater på Endelave Skole viste sig at kunne blive solbrændt langt hurtigere end jeg selv kunne. Det var vist i bagklogskabens ulidelige klarsyn en noget tilfældig sen-følge af en omstrejfende tater på kortvarigt besøg i min skolekammerats familie engang i fortiden, og disse atavistiske træk nedarves jo så på sporadisk vis ind imellem. Ellers var vi allesammen inklusive hans bror nogle almindelige nordiske blegfiser, mens han altså nærmest øjeblikkeligt blev ganske bronze-brun som datidens helte i Interpresse-cowboybøgerne med Bill&Ben og Walt Slade. Den ene af disse gokkejerns-virtuoser var vist bare mere bronzebrun end den anden og det var ham det heldige asen Leif altså osse. Forbandet, forbandet, forbandet!

Misundelsen fortog sig aldrig, det blev blot efterhånden lidt lettere at leve med den. Måske det var derfor undertegnede udviklede visse færdigheder med en Weller-loddekolbe senere hen altså for at kompensere for denne barndommens farveløse utilstrækkelighed? Sikkert nok, jeg blev da ihvertfald aldrig brunere end dengang, mens jeg derimod blev overordentligt ferm med loddeapparatet. Derefter troede jeg så fejlagtigt, at der stod 1-1 mellem medfødte evner vs. de tillærte, men jeg tog fejl og misundelsens orm dukkede påny frem. Denne gang skulle det komme til at omfatte en mand, som overhovedet ikke kunne blive bare det allermindste solbrændt qua sit røde hår og som heller ikke kunne betjene en loddekolbe bare ganske lidt. Det drejer sig om min gamle chef K. Bremer, som efter at have solgt sit livsværk (ja, det sagde han selv, så det passer vel) "Wavehouse" til Benum i sidste måned fik nyt job hos det italienske handelsfirma ProEl. Det var da ligegodt forbandet, for hvordan kunne det dog gå til, at en mand, som altså på denne årstid bliver endnu mindre solbrændt end undertegnede (ganske lidt!) og osse uden mine møjsommeligt indøvede håndværksmæssige færdigheder så får det, som netmagasinet Monitor dk. kalder et "..tilbud, som han ikke kunne sige nej til" Der er simpelthen ingen retfærdighed til længere ikke mindst fordi begivenheden ifølge samme nyhedsspot på Monitor.dk var ".-.noget af det der blev snakket om på Prolight and Sound (årets største messe i branchen i Frankfurt red.)"

Nu kunne noget måske mere end tyde på, at der måske ikke har været ret meget at snakke om på messen, men vi er altså skidemisundelige alligevel. Hvad hjælper det så overhovedet at dygtiggøre sig når det er andre der løber med de fede jobs og de skønne kvinder? Nå, lige præcis det nye job som vistnok ellers "europæisk koordinator" for vores ven her ligger nu ganske mange etager over denne skribents ellers betydelige evner. Det bliver da ikke mindst spændende at se, hvordan vor mand uden (ihvertfald ikke hidtil dokumenterede) denne skribents møjsommeligt tillærte færdigheder skal kunne blot danne sig et overblik på det her marked. Det bliver helt sikkert heller ikke nemmere af, at en sådan mega-bred produktportefølje selvfølgelig naturnødvendigt skal sælges i adskillige brancher, ihvertfald så vidt vi kan se. Nå, hvad vi kan se i denne sag er vel strengt taget underordnet, det vigtigste er selvfølgelig hvordan større ånder end denne tackler disse for denne skribent helt håbløse handelsstrategiske og almindeligt tekniske problemer. Igen, det er vel under løsningen af de allerumuligste opgaver de allerstørste ånder rejser sig, og den her opgave er vi squ glade for, vi ikke selv skal løse. Hvis det så til lykkes lykkes så er den lillebitte "misundelsesorm" dér på bade-havnemolen på barndommens Endelave erstattet i denne denne skribents krop af den anderledes lede misundelsesorm, der hedder en "Guinea-orm". Prøv lige at google den, det er en helt ubeskriveligt led fætter.
Og så er vi tilbage ved solbrændtheden igen. Som der står i den tydeligvis aldeles plantede nyheds-"artikel" på Monitor.dk, så "..kommer han også til at være en del under sydlige himmelstrøg" Ja, så kunne det da også bare mangle, at han osse udviklede sig til at kunne blive mere solbrændt end undertegnede ligesom ham lede Leif.. Mon dog ikke denne fysiologisk noget usandsynlige sandsynlighed er nogenlunde den samme som at det andet lykkes? Æv, ormen gnaver stadigvæk, for hvad nu hvis? Måske vi bare skulle holde op med at læse det her lort i Musikeren og på Monitor.dk. men så ville vi jo ikke vide, hvem vi skulle være misundelige på. Det ved vi heldigvis nu og det har vi jo altså altid været. Det var så den beskedne selverkendelse som vi havde valgt at bringe i dag.

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start