søndag den 17. maj 2009

Kan man sælge ud af de idealer, som man slet ikke har?

I dag vil vi forsøge at reflektere lidt over den musikalske udvikling, som jo på denne tid af året når et så lokalt lavpunkt, at man næsten må tale om en egentlig "musikalsk afvikling" Vi snakker naturligvis om det traditionelle Europæiske Melodi Grandprix, som løb over skærmen i går med bulder og brag og et eksploderende lysshow som mest mindede om selveste Ragnarok. Nu er det jo ikke traditionelt de allerstørste penge i at vinde dette efterhånden mere og mere "freak-show" lignende arrangement, selv om vi denne gang ganske vist ikke blev belemret med de tidligere groteske finske vindere Jordi i deres uhyrlige plastic-forklædninger. Der var til gengæld afgjorte lyspunkter ved de kommende udsigter til sommerens damemode hvis man skal tage bestik af kjolernes mere end "hulkorte" længde. Ellers blev de allerfleste indslag afviklet som rene "powerpop"-udstyrsstykker dog med en enkelt signifikant undtagelse, nemlig vinderen. Den var nemlig helt anderledes end alle de andre og fortjente selvfølgelig derfor at vinde selv om den ikke var bare det allermindste god. Derom mere senere.

Traditionelt har de såkaldt "seriøse" kunstnere traditionelt vægret sig ved at deltage i det Europæiske Melodi Grandprix, fordi det altid i alle lande har været identisk med hjernelam døgnflue-pop. Den eneste rigtigt succesfulde og etablerede megastjerne, som vist nogensinde har delatget, er vist den senere Sir Cliff Richard med "Congratulations" engang sidst i 1960-erne, som endda ikke engang vandt. ABBA vandt godt nok osse men det var vist mest et tilfælde og de ville med garanti været blevet gigantisk store også uden at deltage. Ellers har alle vinderne uden nogensomhelst undtagelse senere måttet tilbringe resten af deres musikalske liv rundt omkring på diverse blokvogne på diverse dyrskuepladser med omrejsende tivolier og indhyrede østeuropæiske linedansere og andre lommetyve. Ingen har taget en sejrherre i en så idiotisk konkurrence alvorligt kunstnerisk nogensinde senere hen, og det kan man selvfølgelig godt forstå. Især fordi "sejrens sødme" for vinderne altid har været ganske kortvarig, sådan lidt "Martin fra X-Factor sidste år"-agtig. Hvad mon han egentligt laver? Selv den eneste, der har vundet flere gange, nemlig den allerede fra starten noget kvabsede flødeskumssanger, irske Johnny Logan, har jo faktisk mest haft sin permanente fan-base i mindre jydske provinsbyer: Jo længere vestpå, jo bedre. I Irland var konkurrencen en del hårdere, der der forblev Logan den "nullitet", han var fra starten af, men i det jydske var Logan mest oppe mod "Den Syngende Slagter" og lignende, så der gik det en del bedre. Ikke godt, blot bedre og så var der tydeligvis (lidt for) rigelig alkohol bagefter. Den beskedne berømmelses eneste rigtige pris udover alle de nyligt fraskilte midaldrende trivelige modeller derude fra Sdr. Omme og videre vestpå?

Nu klarede Sir Cliff sig jo faktisk meget godt bagefter og det gjorde en anden senere vinder også, nemlig Katrina Leskanich nu osse. Begge havde forresten det afgørende tilfælles, at de allerede havde været etablerede megastjerner i mange år, inden de altså vandt. Katrinas vindersang kan næppe nogen huske overhovedet ligeså lidt som Katrinas efternavn (facit gives allersidst i dagens tekst, så tænk!), men alle kan huske hendes eneste hit som "Katrina and the Waves", nemlig "Walking on Sunshine" Ellers har det virkeligt været en ørkenvandring og det har været svært at se, at nogen ægte kunstner ved deres fulde fem ville kunne drømme om at vinde det her grandprix med det kunstnerisk nærmest uundgåelige efterfølgende "dødskys" Det er så tydeligvis blevet helt anderledes, og få eller måske ingen symboliserer det bedre end årets danske deltager Brinck, som til alt held ikke vandt. Det ville næppe have gavnet hans karriere, men lige i det her tilfælde ville det næppe heller have skadet. Han er nemlig et glimrende eksempel på den nye generation, som befolker alle reality-show-programmerne, nemlig de mennesker, der søger berømmelse for enhver pris, vist mest bare fordi de mener, de fortjener den. Der er ikke tale om nogen form for kunstneriske hensyn eller selverkendelse eller andre kedsommelige ting som for eksempel talent, næh Brinck sang blot et hjernelamt standard-industripop-produkt med en så i egen optik total hengivelse i det manisk-forcerede sangudtryk, at det var svært at forstå, at han ikke vandt. For ham selv naturligvis. Alene de indlagte aldeles komiske konstant praktiserede"hjulben"-positurer for både Brinck og de obligatorisk indskrevne dansere var vel det bedste eksempel på, at det ikke kun var heste på scenen, som manglede. Også enhver form for blot den ringeste selvkritik var forlængst skyllet ud i lokummet og det længe inden finalen, resten var blot en formalitet.

Nå, den eneste lære vort bysbarn Brinck drog af det her var ifølge dagens avis, at man næste år vil have et nummer "med flere gimmicks" ligesom den norske vinder åbenbart havde. Nej, Niels Brinck, det var ikke det eneste den ellers noget ubehjælpsomme norske vinder havde udover nogle trivelige norske nedringede noget ferske jenter og nogle voldsomt akrobatiske dansere. Den norske vinder vandt, fordi han havde blot den lillebitte smule humor og ironi, som var fuldstændigt fraværende i alle de andre indslag og ingen var vel i den henseende værre end det danske. Det ganske effektive lille "stunt" med hardangerfelen var osse noget mere meningsfuldt end nok så mange fjernstyrede fyrværkeri-udladninger og da især en ren lise i forhold til Brincks manisk-desperate sangforedrag. Det er altså ikke nok tilstrækkeligt at ville være stjerne for enhver pris, Niels Brinck, og selv om du til næste år altså med gimmicks vil forsøge at dække over den totale indholdsløshed, så er det altså ligemeget alligevel. 

Til gengæld vil vi godt udtrykke respekt for dit tidligere karrierevalg, da du fravalgte det lokale musikkonservatorium. Da undertgnede i et øjebliks panikagtig desperation i går aftes "zappede" for at komme væk fra dig, kom vi nemlig uforvarende over på TV2 Charlie, kanalen for noget afblomstrede eller ligefrem afdankede kunstnere og aldrende TV-exstjerner og tilsvarende andre alternative dele af den yderste kant af den danske talentmasse. Her var oh skræk og rædsel, en af dine mulige tidlige lærere dér på Kons. nemlig aktiv i et musikalsk "oh-hvor -har-vi-det-dog-hyggeligt"-musikgætteprogram. Det var den lokale sanglærke Jette Torp, der fjollede rundt ikke mindre åndssvagt end de direkte aktører i Moskva. I det hele taget var det altså en aften, hvor det blev isnende klart, at hvis man er tilstrækkeligt ligeglad med de musikalske idealer i kampen for at vinde for enhver pris så ender man alligevel højst på en blokvogn derude i landdistrikterne uanset om man så vinder eller ej. Der er typisk kun forskel i den kortvarige hyre. Nå, held og lykke til næste år, Niels Brinck, du får brug for det.
Omvendt, hvis man som Torp har absolut "minus-ingenting" på hjerte og derudover heller ikke pågåenhed nok, så ender man alligevel på samme "åndelige blokvogn" på den geriatriske kanal TV2 Charlie sammen med alle genudsendelser af de gamle tyske krimi-klassikere som "Kommissær Rex" (den med hunden!) "Landsbydyrlægen" og andre tilsvarende intellektuelle sværvægtere på 3. eller 4. genudsendelses-runde. Moralen er vist bare, at der skal humor med, så går det bedre og lige dén nådegave havde de danske optrædende i går altså ikke. Eller får den nogensinde, ellers var de vel holdt med at synge allerede, måske umiddelbart efter fødslen?
"Katrina and the Waves"´ vindersang i MGP 1997 hed iøvrigt "Love Shine a Light" Ligeså ligegyldig som Brinck uanset om han nogensinde vinder eller ej. Heldigvis havde Katrina Lekanich forlængst vundet. "Walking on Sunshine" udkom nemlig i 1985, altså 12 år tidligere.

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start