lørdag den 9. maj 2009

Jette Torp

På russisk har man den sproglige praksis, at en konsonant i såkaldt "udlyd", altså typisk sidste bogstav i et ord enten "afstemmes" eller "afspændes" Det vil mere enkelt sige, at et "szzemt zz" bliver til et aldeles ustemt almindeligt "ss", og at det normalt spændte "g" såmænd bliver til et "k". Inden vi nu bliver alt for lingvistisk spidsfindige i dag skal vi lige huske at anvende denne almindelige sproglige iagttagelse på et musikalsk fænomen, som har hærget den vestlige verden i mere end 3 årtier. Vi tror nemlig, at vi har opdaget en genial dobbeltbundet sproglig vits. Den mest berømte del af dette musikalske fænomen blev døbt Gordon Sumner. Ham er der næppe mange der kender ligesom vel heller ikke mange husker navnet Reginald Dwight for ret meget. Den sidste blev ellers senere med god ret bedre kendt som musikalsk brille-ikon og rejsende i ubegribeligt eksorbitant overlæsset dårlig tøjsmag, den eneste, der nogensinde har kunnet give den forlængst afdøde amerikanske pianist Liberace "bag-hjul" Det dér med forstavelsen "Bag-" (som her er den betydningsbærende del af ordet) og interessen for samme (altså bag- som i "bag-del") hos yngre mænd havde de jo begge tilfælles. Liberace havde som den danske mediehelt, speed-snakkeren ligeledes afdøde Kim Schumacher blot den skæbne at være alt for aktiv i en sportsgren med lidt for stor risiko for overrevne kapillærer i en uheldig tid, hvor følgerne desværre ikke endnu kunne behandles. Dengang var alting vist bare mere naivt og uskyldsrent, for dengang hed sporten på det dengang ganske nye TV2 faktisk "Sport i 2-eren"...Det blev den som bekendt ikke ved med.

Gordon Sumner blev heller ikke ved med at hedde Gordon Sumner, det er ellers et vældigt pænt navn. Nej, han var i midten af 1970-erne med til at danne et band, der senere blev meget kendt. Ikke et meget godt band, det er nemlig noget andet. Derimod blev dette band et tegn på en ny tid, som slet ikke var kommet endnu, nemlig den "politiske korrektheds epoke" i sin allermest kvalmende form personificerede dette noget parodiske "rock-light" orkester, der som bekendt kom til at hedde Police. Med en nidkærhed, som ikke lod Orwells "tankepoliti" ret meget efter, forfulgte Police alle de helt rigtige politiske standpunkter, altsammen i en ikke-kontroversiel "light"-udgave. Sådan lidt støtte til visse sympatiske udseende frihedsbevægelser (dem, der mest lignede den nuttede pandabjørn) og så osse lige lidt "verdensmusik" bare for at vise den sande kosmopolitiske indstilling. Gordon Sumner blev i den sammenhæng jo til den verdenskendte sanger og bassist Sting og så er vi endelig tilbage ved vores nye sproglige teori. Når man udtaler hans navn på russisk bliver det nemlig uvægerligt til "Stink" og det MÅ der være en mening med. Sumner er nemlig slet ikke nogen dum mand, og vi tiltror ham bevidst at have indbygget denne lille nød-ventil i sit (selvskabte naturligvis) tilnavn. Vi kan ihvertfald ikke komme i tanker om nogensomhelst musiker, som har haft mindre "brod/sting" end ham, der netop hed Sting. Han har simpelthen aldrig hævdet noget synspunkt, som nogen nogensinde har kunnet være blot en smule uenig i og det er måske af den største vits af det hele.

Nu har vi selv forrige sommer hørt Sumner her i Århus, og vi kan da hermed vitterliggøre, at selv de allerlaveste forventninger baseret på årtilange grusomme tvangs-afspilninger for denne skribent rundt omkring på byens ungpigeværelser af denne dengang så populære mainstrem-pop forklædt som rock alligevel blev langt overgået ved den aktuelle koncert. Det vil sige, formelt er det korrekte ord vel "undergået", for den højlydte snak mellem publikummerne under dette intense sansebombardement af intens kedsommelighed deroppe fra den kalkuleret-manisk hoppende Stink på scenen tydede på, at andre havde den samme oplevelse som undertegnede. Lige meget hvor gratis billetten havde været var det gyseligt rædselsfuldt alligevel og endda en smule værre. Måske det havde været bedre, hvis man havde betalt selv? Muligvis, folk sidder da stille på Pejsegården, når Østjydsk Musikforsyning optræder med ikke meget bedre "musikalske standardvarer" fra allernederste skuffe så sikkert, ja. Dog ikke ret meget tydeligvis, så højt der blev snakket og så lidt der blev lyttet ved denne koncert, som simpelthen bare var en ren "stinker"

Der skulle dog være rigelige muligheder i den kommende tid i vores lokalområde til at se vor tids "musikalske Stin(G)kere" For eksempel er det jo i denne måned, at amerikanske legendariske "rock-light" orkester Eagles optræder her i Århus. Ordet legendarisk plejer man jo at benytte i salgsfremstød, når der ikke rigtigt har været noget positivt at sige om noget i den senere tid. Lige i tilfældet Eagles må denne tid udstrækkes godt 30 år, da gruppens hitplade "Hotel California" blev udsendt i slutningen af 1976. Trods effektiv markedsføring er denne turnerende "geriatri-afdeling" af lettere afdankede musikere altså udset til at kunne udsælge den lokale Århus Arene med 40.000 pladser. Hidtil er der ganske vist kun solgt 28.000, selv om det for undertegnede godt nok allerede er mange for meget til en helt fantastisk meget for høj pris for sådan noget. Indtil for et års tid siden ville det sikkert være gået ligesom det gik med den sagnomspundne koncert med Sting, altså en koncert for udsolgte huse på trods af enhver rimelig fornuft. Sådan er det heldigvis ikke længere, folk tænker sig åbenbart en smule om, så finanskrisen er bestemt ikke kun af det dårlige og endda langt fra. Nu skal det så med, at denne skribent i dagens tekst på ingen måde er neutral eller uvildig. Selv undrende tanker i en langt senere eftertid over, hvordan disse dengang noget yngre kvinder dog med deres samlinger af Sting og LP´-er med sødsuppe-poppedrengene fra Eagles dog kunne modstå denne skribents charme (det kunne de nu sagtens!) har ikke ført til nogen afklaring af musikken for den skribent. Den er stadigvæk lige traumatisk og derfor aldeles rædselsfuld.

Nu kan det selvfølgelig være, at denne lurende koncert-fiasko skyldes helt andre grunde. Måske skal vi over i den mere etablerede del af musiklivet for at finde den egentlige "synder", nemlig muligvis den lokale formand for Dansk Rocksamråd (Rosa), den kendte Gunnar K. (glem endeligt ikke K-et, som vist står for Kloppenborg, mærkeligt han ikke bare kalder sig det?) Madsen. Vor ven Gunnar har i næsten ligeså mange år som Eagles har spillet afskedsturneere (LÆÆÆÆNGE!) stået for den permanente fornyelse i dansk musikliv. Det har altid forekommet underligt for undertegnede, fordi et menneske vel principielt kun kan forny sig et vist antal gange på samme måde som hud-epitel har en "sidste salgsdag", hvertfald hvis det skal være med nogen rimelig overbevisning. Fornyelse kan altså ikke for evigt komme fra de samme samme gamle koryfæer eller altså blot almindelige fæer. Noget andet med Gunnar, der er den evige fornyer, sådan en slags musikalsk omrejsende "Jehovahs Vidne" i kolportering af budskaber til et allerede forlængst mættet og aldeles overfyldt musikmarked/paradis. Lidt paradoksalt men sådan er det jo med tro, osse den rette.

Gunnar K. siger nemlig de for enhver Eagles-koncert de noget ildevarslende ord, at man som betalende publikummer må spørge, om: "Er orkestrene gode nok? Originale nok? Nyskabende nok?" I tilfældet med Eagles er det vel rædselsfuldt let at svare på. Hvis man mener at musikalsk sødlig amerikansk pop-sagosuppe spillet af nogle noget affældige forlængst afblomstrede stjerner under ekstremt rutineprægede forhold forårsaget af svigtende pladesalg er noget at brænde en marginal-beskattet tusse af på så er man altså selv ude om det. Ikke at vi derudover er spor enige med Gunnar i ret meget ellers, for herfra vil vi nok mene, at den bedste musik altså skabes, når man er blevet god nok til netop IKKE at behøve at forny sig ihvertfald ikke lige nu men står ved det man er lige der man står. Når man så bliver stående på gamle åreknudrede ben nu langt over 30 år senere på selvstamme sted som Eagles så har det alligevel været for sent længe. Ligesom det vel er at få pengene tilbage for billetten for dette arrangement, som ligner et selskab på kommende kuld-sejlads.

Man kunne osse vælge at tage over til Arenaens nabo, Tivoli Friheden. Dér kan man opleve en kvinde, som har fået sit helt eget helsides hyldestportræt i gårsdagens lokale JP. Hun har åbenbart "..et stort hjerte. Der er nemlig plads til hele Århus" som der står skrevet. Adr! Inden man nu forestiller sig en nyere udgave af den danske revy-matrone Elga-Olga som den kuglerunde "Fløjtetønde Victoria" skal vi da afsløre, at det naturligvis i dette rædselsfulde journalistiske barne-sprog drejer sig om den lokale kendte sanglærke og fra div. danseprogrammer berømte kropdue Jette Torp, kendt for, ja vist mest for at have været med ved siden af de rigtigt kendte. I forbindelse med dette JP-sponsorede dødssyge helt kritikløse PR-indslag for hendes årligt tilbagevendende revy ude i Friheden har Jette Torp endda lavet en ny "sang til Århus", der hedder "Go Århus" Nu er det langfra fremmed for små piger at skrive små digte i deres poesibog a la klassikren "Sød/Tøs" skrevet på kryds, det er blot langt de færreste, som ligefrem som Torp udstiller sig på denne måde ved at offentliggøre dem, men det er vel mest et tegn i tiden, at kritikløsheden vinder frem overalt. Diverse talentkonkurrencer tyder jo heller ikke ligefrem på, at selv den allermindste smule selvkritik ligefrem er et modefænomen i tiden, og Torp lægger sig fint i tråd med denne tendens. Nå, men som sagt, hør den på Torps hjemmeside og husk rigeligt lommetørklæder. Ikke fordi den er sørgelig i traditionel forstand. Det er mere som en slags "epitaph" over noget som var engang. Nemlig helt rigtig og ægte musik uden alskens "gustne kalkulationer" Altså det helt diametralt modsatte af det, som vi har snakket om i dag. God koncert og husk at tænke dig om, det skader ingen udover den dårlige smag og det er jo egentligt slet ikke dårligt!

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start