torsdag den 14. maj 2009

"Ak ja, man spildte vist sine bedste Aar med den Studietid!"

Nu var min egen studietid på Århus Universitet vel snarere end en egentlig dannelsesrejse mod den højere oplysning i langt højere grad en stadig konfrontation med menneskets allerlaveste instinkter. Vi taler naturligvis om datidens marxistiske ensretnings-flokdannelse, der red samtlige studier med en mulig undtagelse af de mest "hard core" naturvidenskabelige i en grad, så de udklækkede kandidater i over et årti vel i virkeligheden var noget dummere end da de startede. Til gengæld var de så tilsvarende mere trænede i almindelig konspiration og derfor var det selvfølgelig osse dem, der fik de fedeste jobs bagefter. At det lige præcist blev denne nærmest dannelsesløse generation, som sikrede sig alle de lukrative stillinger i det eksplosivt ekspanderende undervisningssystem betød naturligvis på længere sigt en betydelig åndelig forarmelse. Ingen af disse nye professorer, som var blevet det på en eller anden ligegyldig kapitallogisk afhandling om et eller andet selv efter akademisk målestok aldeles ligegyldigt petitesse-problem, var jo særligt interesserede i unødvendig konkurrence fra klogere kolleger. Nå, dem var der til alt held heller ikke ret mange af i denne for danske uddannelsessystem så enestående skændselsepoke. De få, der var, blev til gengæld tvunget til anden beskæftigelse af denne herlige konspiration af nyansatte uduelige lærere og studenter, som erstattede enhver akademisk interesse med politisk aktivitet.

Det var heller ikke fordi denne skribent fik særligt meget ud af tiden på universitetet, det skal siges ikke noget positivt ihvertfald. Det vil sige, lidt kom der måske ud af det alligevel. Det gik nemlig ganske vist noget langsomt op for undertegnede, i hvor høj grad de allermindste ånder med den allerstørste selvfølgelighed tilranede sig de allerhøjeste magtpositioner. I den sammenhæng tronede den forlængst afdøde professor Knud Rahbek Schmidt øverst i datidens slavisk-filologiske hierarki med en såkaldt "afhandling" om et eller andet oldslavisk problem. Jo mere man forsøgte at få nogen mening i den jo mere ubegribeligt usammenhængende blev den. Ikke fordi den var akademisk særligt kunstig eller spor uforståelig, der var blot ingensomhelst mening i banaliteterne, ingen originale betragtninger eller blot de ringeste spor af original forskning og den er forhåbentligt forlængst glemt nu. Tidsspilde og et livslangt lukrativt levebrød for denne usandsynlige "professor" Vi, der sad timerne igennem følte en intens kedsomhed som aldrig senere er blevet overgået.

Nå, den akademiske ikke-karriere for denne skribent førte nu også til noget rigtigt godt, det skal lige med. Nemlig at selv den allerkvikkeste sagtens kan vise sig at være uden nogensomhelst dømmekraft eller almindelig fornuft. I stedet for at være med til at omkalfatre det pilrådne skib, som professor Rahbek Schmidt og de andre tåber på datidens slaviske afdeling stod for, begravede hun sig nemlig på næsten middelaldernonne-agtig manér i forfatterskabet fra en eksileret sovjetisk forfatter til ingen nytte. Hun kunne virkelig have gjort en forskel, men valgte at spilde tiden i mange år med denne ubegribelige dødssejler-forfatter, som dog til alt held har fundet sit fortjente publikum. Denne skribent lærte dog derved, at ellers strålende intelligens ikke nødvendigvis førte til nogetsomhelst altså langt mindre end professor Rahbek Schmidt, som langt mindre sparsommeligt intellektuelt udrustet opnåede så langt mere. Grunden til, at vi i dag tænker disse tanker er, at enken efter denne gamle professor er død, 90 år gammel, særdeles mæt af dage og vel ikke mindre af mandens pension.

Dette ægtepar var vel det nærmeste, som man kommer begrebet "beton-kommunister" hele deres liv, manden var ihvertfald. Hvis han ikke havde kunnet konspirere, så var han garanteret heller aldrig endt som professor, men det kunne han! Nu kunne man jo så tro, at når disse gamle støtter til verdenshistoriens værste folkemordere, nemlig Mao og Stalin så dør, så kommer der en bemærkning i deres "levneds-karakterbog" og det gør der faktisk osse. I dagens nekrolog står der naturligvis, at både hun og manden, den senere professor Rahbek Schmidt, havde været aktive i modstandsbevægelsen under 2. verdenskrig. Om det er sandt eller ej har vi ingen mening om, mest fordi der jo statistisk i eftertiden var en del flere frihedskæmpere end der under var nedkastede "sten-guns" til. Vi antager dog, at det kan være korrekt. Til gengæld behøver vi så næppe antage noget m. h. t., hvornår ægteparrets modstand mod nazisterne begyndte. Det gjorde det nemlig om morgenen den 22. juni 1941, hvor Tyskland angreb sin nære allierede og store samhandelspartner siden forsommeren 1939, Sovjetunionen. I den periode var DKP og alle andre kommunistpartier fjernstyret fra Moskva gennem paraplyorganisationen Komintern, der sikrede intern ro mens Tyskland kværnede vestmagterne og Balkan. Selv ikke de værste værnemagere kom i almindelig skurkagtighed helt på siden af disse kommunistiske kollaboratører i denne periode.

Senere ændrede alting sig ganske vist og så selvfølgelig ikke alligevel. Det var jo naturligvis de samme skarpt-konspirerende DKP´ere som ægteparret Rahbek Schmidt, som blot fortsatte en anden fjernstyret kurs uden at mukke. Hvis Tyskland ikke havde angrebet Sovjetunionen havde sådanne mennesker jo naturligvis haft ganske samme success, det er næsten det værste at tænke på. Under alle omstændigheder førte det dem til samfundets højeste respekterede top hvorpå de døde mætte af dage og for professorens vedkommende noget omtåget af lidt for kronisk udsættelse for alkohol-dampe. Måske han alligevel kom på bedre tanker som tidlig olding. Hvis han gjorde formåede han i det mindste at dulme dem effektivt, denne allerede dengang i midthalvfjerserne lettere affældige kroniske skørtejæger. Alligevel skulle historiens "med-bør" (som vi søulke udtrykker det) være med denne verdens Rahbek-Schmidt´er. Ingen kan jo med dagens almindelige forarmelse indenfor selv den mest elementære historiske viden huske nogetsomhelst af disse datidens skændselsgerninger alligevel og det er selvfølgelig også derfor, at man uden folkeligt oprør i allerbedste Stasi-stil fra Østtysklands sidste dage sagtens i PET og de udenrigsministerielle arkiver ufortrødent kan fortsætte med at destruere bunker af arkivmaterialer, som kunne være (og helt sikkert er) uhyre kompromitterende for mange personer i det danske samfunds top. familien var jo ikke de eneste af disse "kroniske konspiratorer", som steg til samfundets allerøverste top, der var naturligvis tale om et særdeles velfungerende netværk. Rahbek Schmidts professortitel modbeviste det jo ikke akkurat.
Iøvrigt lever Rahbek-ånden videre ude i forstaden Stavtrup endnu. De var nemlig med til at grundlægge Århus Friskole, som undertegnede altid har haft en noget anstrengt forhold til for nu at udtrykke det lidt mildt. Den særlige "repressive form" for totalitaristisk tolerance, som praktiseres derude, er da et værdigt minde over disse mennesker. Eller måske bare passende, værdighed er måske ikke lige det ord der falder mig først ind.
Iøvrigt er overskriften i dag sakset fra vor største humorist Storm P. og hans tekstboble til et billede af den forhutlede fordrukne vagabond på bænken, som filosoferer over sit liv. Han havde ret.

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start