fredag den 15. maj 2009

En brontosaurus i baghaven

I dag skinner solen atter fra den forventeligt ganske skyfrie himmel på den stadigt slumrende kommende fru Olsen på atter en jubilæumsdag. For de enkelte, som ikke måtte have det minutiøst up to date, drejer det sig efterhånden om 4 år og 4 måneder, næsten magisk og næsten ligeså magisk som selve virkeligheden (men selvfølgelig også kun næsten) Det er naturligvis ikke fru Olsen som vi har i tankerne i dagens overskrift selv om en brontosaurus selvsagt har visse "rundbue-former" til fælles med med særligt de ældre klassiske kvindeidealer. Nej, det drejer sig mere om hele tiden at blive mindet om, at man engang har drømt våde drømme om at få sådan en fyr, og nu er den der så, skidestor og fuld af frygteligt megett lettere ufrisk dinosaurus-afføring. Dagens tekst drejer sig om, hvordan alt for urimeligt hurtigt opfyldte drømme altid ligeså hurtigt holder op med at være drømme. Ikke kun fordi de ikke længere er drømme, men simpelthen fordi det man troede var det materiale, man laver drømme af, blot var almindelig kedsomhed.

Rigtige drømme er jo som enhver teenagedreng ved noget ganske andet og en del mere vedholdende og tilbagevendende udover at de jo hyppigst er noget begrænsede i deres emne-kreds. Som bumsedreng er det altid de samme pigeansigter der dukker op og det ganske uden undtagelse. Indtil disse erstattes naturligvis, der er blot altid det fællestræk, at de altid allesammen vender tilbage igen og igen. Se, det er rigtige drømme og det vedbliver langt hovedparten jo med at være, fordi savlende teenagedrenge jo heldigvis aldrig har held som de har agt. Disse drenge kan sikkert heller ikke længere erindre, hvor lidenskabeligt de i den tidligste barndom havde drømt om at få en hundehvalp eller bare en PS 3. Drømme er kun drømme, hvis det mere er undtagelsen end reglen, at de opfyldes, og den gode drøm er karakteristisk ved, at der går et finit stykke tid fra det øjeblik drømmen starter til den opfyldes.. Hvis der ikke gør det er der simpelthen ikke tale om nogen drøm, og så er resultatet naturligvis heller ikke noget at drømme om, så er der blot tale om tilfældig "lyst-tilfredsstillelse" som alle kvindelige "shopaholics" ved.

Nu er det faktuelt usædvanligt med hold af brontosaurus-unger i parcelhus-baghaver, mens det til gengæld her i kvarteret er ganske normalt at have bittesmå "gø-maskiner", nemlig diverse chihuahua-småkræ. Disse er næppe meget mere åndssvage at have end en sikkert ellers ii havebassinet græssende lille fredsommelig lille brontosaurus-fyr. Det eneste en chihuahua er god til udover at gø er at bide alle sagesløse i sin rasende indavlethed og man kan så undre sig over, hvorfor Fanden folk (læs:kvinder) køber sådan nogle sindssyge kræ. Det gør de naturligvis ikke, fordi de fra barnsben har drømt om at få hund, ja de har slet ikke nået at drømme om nogetsomhelst. De har nemlig blot set Paris Hilton eller en anden "kendis" slæbe rundt på sådan et dumt kræ på et kennel-sponsoreret på TV 3, og det så åbenbart så "sødt" ud, at sådan en krabat købte man så naturligvis også selv. Bagsiden ved sådanne adfærdsvanskelige hundelignende gespenster er ellers den samme som med vores brontosaurus. Den bliver ved med at skide længe efter at man selv forlængst er holdt op med at være interesseret i møg-dyret. Godt nok skider en chihuahua ikke en trillebørfuld som en velvoksen brontosaurus, men man skal altså samle op alligevel. Til gengæld bliver disse utålelige småkræ 20 år gamle, hyterisk gøende til det allersidste forkølede bjæf. Bare man da så i det mindste havde drømt rigtigt om at få en rigtig hund. En Folmer Hund eller en Anton Hund...Det havde man bare ikke tid til.

Nu er det her ikke et moderne "Minnesota-kur"-bekendelsemøde, så derfor skal jeg ikke gå alt for meget i dybden med, hvad (og især ikke om HVEM, de bliver bare posthumt indbilske) jeg selv drømte om som som dreng. Derimod kan vi godt redaktionelt afsløre, at drømmene i felre årtier i ungdommen og langt op i manddommen (ja faktisk indtil for præcist 4 år og 4 måneder siden) gik ud på at få de største og bedste højttalere. De allerbedste og de allerstørste, det er iøvrigt det samme. Det betød, at først drømte man helt vildt og helt uopnåelige JBL 4350 og Tannoy Autograph højttalere. Det uopnålige i drømmene gjorde dem kun mere intense som enhver dreng, der har set videoen til Chris Isaaks største hit "The Wicked Game" med en noget afklædt noget yngre Helena Christensen vil kunne bevidne. Da det så endelig lykkedes efter ganske mange år endeligt at få fingre i de helt rigtige sager var tilfredsstillelsen forventet fantastisk. Drømmene var endelig blevet virkelige og de havde varet så længe, at det simpelthen var en betydelig del af ejerglæden, at man kunne huske tilbage på alle forventningsglædens elementer. Selv mindes jeg altid den spændte venten på de allerførste Tannoy HPD 385A-enheder fra High Fire i Kerteminde, som skulle komme som DSB-pakke. Efter mindeværdigt lang og smertelig venten endte det hele med, at jeg selv måtte ned i DSB Godsdivisionen i Skovgaardsgade og hente tingene. Møjsommeligt balancerende de voluminøse papkasser på cykelstyret var hjemturen et rent triumftog, intet mindre.

Senere hen er "take-off" tiden mellem ønsker og behovstilfredsstillelse jo blevet noget kortere og dermed er drømme-tiden (tak her til Bruce Chatwin og hans aboriginals) selvfølgelig blevet tilsvarende formindsket. Derfor kan man selvfølgelig ikke længere være spor sikker på, at man virkelig drømmer om det, som man tror man drømmer om. Drømmen har nemlig ikke været tilbagevendende nok gange. Det hele bliver til sådan en slags "drømme-dating", hvor man helt bogstaveligt hopper på det (den) første det (den) bedste uden overhovedet at vide, hvad det er man drømmer om. Nå, man får så tilsvarende heller aldrig opfyldt sine drømme fordi man altså slet ikke har givet sig selv tid til at have nogen. Det hele er egentligt lidt skræmmende her efter friværdi-gulvkalvs-dansens afslutning. Lad os til eksempel tage vores ungdoms drømme-JBL´ er eller store Tannoy.Man må her forestille sig, at gamle halvskaldede mænd som undertegnede har stået dér med uanede fiktive (skulle det altså vise sig) friværdier. Konen har fået sit nye køkken og hvad Fanden skal han så bruge sin del af "rovet" til. Måske naboen allerede havde købt en status-Harley, så tilbage var der så kun at købe noget andet indlysende overflødigt. Overflødigt, fordi man aldrig for alvor havde tænkt sig at bruge det til noget og indlysende, fordi alle de andre halvgamle tosser vel stadigvæk kunne huske de så attråede JBL-køleskabe i sparsomt fineret valnød.

Dem købte de så selvfølgelig og den øjeblikkelige tilfredsstillelse var sikret. Det var blot ikke resultatet af nogen længere drøm og derfor var resultatet selvfølgelig ca. det samme som med den besværlige dinosaurus i baghaven: Det hele viste sig at være en stor livsløgn, og forfærdeligt mange af disse spontan-købere af forlængst forgangne "våde drømme" opdagede, at de faktisk slet ikke gad høre musik længere. Som den danske radikale veteran-politiker Jørgen Jørgensen præcist udtrykte det, da en vælgerundersøgelse gav de de radikale hele 20 % af vælgerne. Direkte adspurgt om hvordan der lige pludseligt kunne være blevet så mange radikale svarede Jørgensen med de mindeværdige: "Det er der heller ikke!" Nej. der var heller ikke nær så mange potentielle "baghave-stjernekokke", som salget af gigantiske Weber-kombinations gas/elgrills med separate varmezoner i massevis måske kunne indikere og der var heller ikke nær så mange musikinteresserede som der var midaldrende mennesker, som i vildskab købte løs af de ting, som de altså troede, at de drømte om. Det gjorde de bare ikke. Det nærmeste de nok i virkeligheden kom til at drømme om noget var vel for mange i virkeligheden det samme, som deres sønner drømte om men det skal vi vist ikke længere ind på. Hele postyret havde været ganske forgæves. Som den unge Jesper Klein så rammende udtrykte det dengang JBL 4320 herskede enevældigt: "Det er altid trist at holde op med at ryge for så kun at opdage, at ens tænder faktisk ER gule.."

Resultatet er tydeligt. Dengang i 1970-erne var brugtprisen på et sæt 4343 efter måske 5 år stadigvæk langt over halvdelen af nyprisen fordi der for "de drømme der faldt, var der ny overalt" Man opererede stadigvæk indenfor samme "drømme-paradigme" I dag er det så sørgeligt anderledes. Megadyre nyindkøbte replica-JBL´er som vel henvender sig til lettere korpulente midaldrende mænd (hm. jeg skal vist ikke se ned af mig selv), har en brugtpris, som efter 6 måneder måske er en fjerdedel eller mindre af nyprisen og så skal man endda vente længe på en køber. Naturligvis fordi de drømme, som det altså viste sig, at man i virkeligheden slet ikke selv drømte, heller ikke deltes af andre. Man skulle vist bare have fundet på noget andet at interessere sig for, men det kunne man så altså ikke. Man kunne ikke vente på at nå sine drømmes mål fordi man ikke tog sig tid til at vente at de vendte tilbage. 
Tilbage er der så kun kærligheden og DÉN drøm er så blevet virkelighed! Langt, langt, langt om længe og den drøm har så til gengæld varet rigeligt længe nok til at vi ved, at det her er det helt, helt rigtige!

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start