mandag den 11. maj 2009

Billy Graham

Nu er denne skribent ikke akkurat overdrevent udadvendt eller særligt højtråbende, ja i virkeligheden i egen optik sådan nærmest en slags mandlig udgave af den klassiske "stillepige". Nu ved vi godt ikke, hvad det modsatte af DAMP-syndrom er, men hvis det havde eksisteret, så var det vist nærmere det, som undertegnede led og lider af. Det har tydeligvis ikke blandt mine søulke-forfædre været nogen særskilt positiv selektions-værdi forbundet med at stå og råbe helt åndssvagt dér på fiskerbåden. Ja, måske det ligefrem har resulteret i, at enkelte skrighalse i slægten Mathiasen ligefrem er drysset i havet derude på det dybe uden at nogen altså udviste overdreven ihærdighed for at dreje skuden for at fiske dem op igen. Resultatet var ihvertfald, at en "rigtig Mathiasen" var tænksom som få og klædeligt beskeden som færre på trods af sine betydelige evner, som han dog selvfølgeligt stoisk bar på derude i den kroniske modvind. Som denne skribent naturligvis turde være et glimrende eksempel på, ja måske ligefrem det allerbedste. Til gengæld udviklede slægten gennem utalte æoner i stedet pagaj-lignende næsten svømmefodsstore fødder, som åbenbart var anderledes anvendelige når man engang imellem uundgåeligt sank. En effektiv tilpasning til en tid og et nordatlantisk havmiljø, der var engang som osse gejrfuglen benyttede. Med nogenlunde samme langsigtede success, men det har tydeligvis hjulpet. En tid.

I det hele taget har det altid været noget komisk at se alle disse højtråbende mennesker, der erstatter mangel på indhold med tilsvarende større anvendelse af øredøvende stemmekraft. Måske der ligefrem er tale om det begreb, der hedder "inkommensurabilitet" og hvor det ene ligefrem kan tænkes principielt at udelukke det andet?, For denne skribent, hvis omtanke er skærpet gennem mange generationer af tavse Mathiasener, som har stået på den såkaldte "hunde-vagt" på alskens søgående fartøjer, har det ihvertfalt altid været slående, hvor lidt der altid bliver sagt især af dem, som taler allerhøjest. Derfra hvor vi kom blev det allervigtigste eller det allermest ildevarslende altid sagt med den allerlaveste stemme. Hvis der altså overhovedet blev sagt noget, det blev der sjældent, mest fordi der ikke var noget at snakke om. Det helt usagte var altid det allerværste. Man var vel en Mathiasen og gjorde ikke meget væsen af sig.

Dengang i de formative år var det mest komiske, som man kunne opleve, amerikanske prædikanter som den allestedsnærværende uhyre stemmekraftige Billy Graham. Det var både skræmmende og fængslende at se denne glittede gentleman med en stylet bølget frisure som Fætter Højben underholde titusindvis af begejstrede mennesker på store stadions med sin øredøvende salvelses-stopfulde stemmekraft. Og en hel bunke JBL-højttalere naturligvis. Når man så Graham kom man altid til at tænke på, hvad Hitler dog kunne have drevet det til med lidt ekstra forstærkning af lyden og lidt equalizing til at fremhæve de hvæsende pointer. Nå, men lige meget hvor meget Billy talte udeblev de langsigtede resultater. Paradiset kom aldrig trods utallige besværgelser og alle kollektive bønner ned på jorden og den eneste kræftform, som man gennem alle bønnerne fik næsten 100% bugt med, var testikelkræft. Det sidste kunne jo også skyldes, at de fleste kræftforskere var mænd og derfor havde visse indlysende prioriteter præcist i den retning. Under alle omstændigheder var skrigende prædikanter ved gigantiske møder et isoleret amerikansk fænomen, som ikke rigtigt slog igennem. Ikke i første omgang ialtfald.

Det skulle blive anderledes. Ikke at det skete lige pludseligt, for der var en længere indkøringsfase. Nu har prædikanter overalt i verden fra "The Mad Mullah" kendt fra Kitcheners felttog i slutningen af 1800-tallet i det sydlige Sudan og til prædikanten i det nordøstlige hjørne af Hyde Park i London jo altid optrådt på en måde, som mest illustrerede den fra middelalderen så berygtede "Sct. Veitsdans" (forårsaget af toksiner fra meldug og anden mug) At det så senere viste sig vanskeligt både at se, hvorved den berygtede "The Mad Mullah" så adskilte sig fra andre af slagsen og at Billy Graham blot var en enkelt af mange lignende plat-prædikanter gjorde jo ikke sagen bedre. Og da slet ikke, når det i aften i TV bliver klart for enhver, at disse bevægelser er hos os endnu. Denne gang hedder de så åbenbart "Evangelist" og de skal vist bare have bank, skal de. Det er jo også uligt meget nemmere at slå på de små og da især på de kristne, som jo ikke slår så meget igen. Ikke at vi sympati for dem ellers.

Nu er vi fuldstændigt stjerne-græskkatolske omkring tosserne i "Evangelist" og deres djævleuddrivelser. Historisk tyder jo ingenting på, at der på den måde med højlydte besværgelser er blevet færre djævle i verden (nok snarere tværtimod), så nej, vi tror ikke på det. Til gengæld ved vi, at lignende besværgende bevægelser med diverse råbende mandslinger altid har været hos os og aldrig flere end nu og det også udenfor alle de forskellige fundamentalistiske religiøse bevægelser. Galskab kan nemlig ligefrem gøres til en gangbar salgsvare, selv om det (desværre) ikke kan varemærkebeskyttes, dwertil er der åbenbart allerede alt for mange om budet og verden er desværre alt for gal.. Billy Graham og alle de andre tosser er nemlig blevet overhalet indenom, og måske lidt overraskende (nåh nej, nok ikke alligevel), er det de landsdækkende TV-stationer, som på samme tid promoverer varer fra et privat firma, som for denne lægmand ligner "djævleuddrivelse" lidt rigeligt meget. Ihvertfald er der tale om særdeles effektiv uddrivelse af enhver kritisk og redelig journalistik. Nu hedder det så bare i stedet "coaching" og prædikanten hedder "The MadMan" og er dansker.

For et par dage siden blev dette sælsomme marketing-fænomen så portrætteret i fuld aktion i et ligegyldigt IT-firma. Ligegyldigt fordi ethvert firma, som behøver gribe til disse desperate (ikke)virkemidler alligevel er dødsdømt forlængst, så derfor er der næppe grund til at memorisere navnet. Dette skamløse licensbetalte PR-portræt viste "The MadMan" i kalkuleret "power-talk" til sagesløse medarbejdere, som pligtskyldigst hoppede rundt som middelsvært retarderede haletudser. Vi så underligt nok ikke nogen medarbejdere, som ikke deltog, men det at nægte at kaste enhver anstændighed overbord (husk vi er søulke) havde nok haft nogenlunde samme fremtidsmuligheder i firmaet som at være militærnægter under nazismen. Ikke alverden altså. Det sjove ved dette afskyvækkende amerikansk vækkelsesprædikant-inspirerede optrin var så, at "The MadMan" i interviewet jo selvfølgeligt oplyste, at hele denne kalkulerede "madness" var helt anderledes end den "madness", han havde kolporteret sidste år. Dengang for længe siden drejede det sig vist mest om at give medarbejderne sådan en slags betalt frikvarter, men nu var der i stedet blevet anderledes "mening i galskaben" Ak ja, det var måske galskab af det hele, nemlig at tage lige det her alvorligt overhovedet.

Nu gik hele dette til det alleryderste pinlige optrin ud på at sikre overskud i firmaet, som havde entreret med denne "MadMan". Derfor stod man som hysteriske kællinger under landstræner Ulrik Wilbeks ledelse (nå nej, det er vist mændene i dag, undskyld) og råbte og skreg og lovede i kollektivt hysteri, at man virkeligt ville vinde. Vinde, vinde for enhver pris. Man kommer i den anledning til at mindes de glade heilende dage med sangen "Wir fahren gegen Engeland" med bayersk tamburkorps og det hele. Hvordan denne kunstigt opviglede syntetiserede galskab i sit væsen på nogen måde adskilte sig fra "Evangelist" og deres skrigense djævleuddrivelser og diverse tilsvarende ytringer fra andre fredags-fora om udslettelse af Israel kan vi til gengæld ikke rigtigt se. Om uddriverne i "Evangelist" får penge for det ved vi ikke og udfra "spiseseddelen" i TV kunne det se ud til, at man ihvertfald måske for en sikkerheds skyld havde valgt noget lettere følelsesmæssigt labile kvinder, men det får vi selvfølgelig se. Og så måske er der alligevel en forskel. Vores "coaching-ven", "The MadMan" (læg mærke til stavemåden, den er nemlig muligvis på vej mod varemærkeregistrering) er nemlig et tegn på, at intet længere er, som det var engang. I Billy Grahams storhedstid kunne ingen drømme om at tage sådan en syntetisk flødebolle-frelser bare det mindste alvorligt. I dag kan en selvudnævnt "MadMan" med en hypnotisk og magnetisk udstråling på nogenlunde niveau med en mæt melorm så til gengæld tjene penge og blive den nye tids Frelser for nødlidende virksomheder. Ihvertfald hvis man skal tro TV og direktionen i firmaet, ak, ja, men det skal man nok ikke.
Vi var ikke klar over, at det kunne stå så galt til, men vi tog tydeligvis fejl. Nå, men det er da godt at vi kan give lidt ny erkendelse videre i Mathiasen-slægten. Mindre ville vel heller ikke være at forvente med sådanne betragtelige åndsevner.

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start