tirsdag den 28. april 2009

Genbrugsglas

I dag er det så den underskønne kommende fru Dahl Mathiasen indtræder i det allersidste år, hvor hun endnu er i "midten af trediverne" Mere præcise kan vi jo nødvendigvis af indlysende diskretions-hensyn ikke være. Ellers triller ordrerne ind i en lind strøm til vores lille kompagni og det giver som altid mulighed for lidt spøg og skæmt ved siden af. I morgen ankommer for eksempel en ladning lettere antikke Altec-Lansing hornhøjttalere til os med bashorn og mega-lang metaltragt og landmine-stor mellemtonedriver og det hele, det skal nok blive godt. Som monument over en industri, som allerede for mange, mange år siden døde bort. For Altec-Lansings vedkommende skete dette endegyldigt i 1995, hvor det allerede dengang i adskillige årtier tungt gældsplagede firma endeligt lukkede og slukkede for fabrikken i Oklahoma City, savnet af nærmest ingen måske undtagen enkelte håbefulde kreditorer, som vist mest var efter pengene. Allerede dengang var audio-industrien et noget tvivlsomt tvivlsomt investeringsobjekt med mindre man manglede lidt "straks-afskrivninger".

Nu var det et uhyre forventet dødsfald, mest fordi det var sket ganske mange gange tidligere for de amerikanske såkaldt "2 store" (selv om de faktisk var ganske små), nemlig JBL og altså Altec. Ordet "Lansing" kom ind i Altecs navn, da de opkøbte James B. Lansings første konkursbo i 1941 og selv om Lansings nye kompagni JBL allerede krakkede i 1949, så fortsatte begge firmaer som trodsige klodsede (men alligevel) flyvende humlebier en økonomisk slingrekurs af de helt store. Produkterne var der overraskende nok ikke noget galt med, men ingen af firmaerne formåede nogensinde udover et par enkelte år i stræk at etablere nogetsomhelst, der blot lignede ordnede strategiske økonomiske forhold. Begge firmaer havde dog forrygende designere og det hjalp en lang tid indtil timeglasset endeligt løb ud for kvalitet i højttalerbranchen. I den henseende var Altec den allersidste patient der døde. I dag er der så kun enkelte småvirksomheder tilbage, som fortsætter de engang universelt udbredte stolte håndværks-traditioner for ingeniørkvalitet og de engang toneangivende navne som Altec-Lansing og JBL er reduceret til varemærker for prut-hovedtelefoner og andet computertilbehør. En sølle skæbne for disse engang så stolte foretagender og et tab i ingeniørkunsten, som aldrig vil kunne "rulle tiden tilbage" De ingeniører, som kunne det, er nemlig allesammen døde af alderdom eller ansat i helt andre brancher og ville aldrig drømme om at søge ind i audiobranchen og det uanset lønnen. Når man ser sig omkring forstår man dem alt for godt, men det tager vi en anden gang. I den kommende tid skal der nok blive rigelig lejlighed til en ordentlig stribe nekrologer. Det er vist bare forbi.

Det var det næsten allerede for Altec-Lansing i 1950-erne, hvor den dengang kendte finansmand og entreprenør James Ling overtog firmaet. For kendere af amerikanske flådekampfly er der tale om den samme Ling, som ham i firmanavnet Ling-Temco-Vought, som var et amalgamat af producenten af 2. verdenskrigs Chance-Vought Corsair propelmaskine (den med de "dykkende mågevinger") kendt fra adskillige John Wayne-film og så et par andre firmaer på lignende rand af kollaps. Det var allerede fra den spæde start en fuldstændig dødssyg firmastrukur. Det lykkedes dog faktisk firmaet at producere ganske succesfulde jetfly til den amerikanske flåde og enkelte kendere vil måske kunne huske jetflyet med "genbrugsnavnet" Corsair fra Vietnam-krigen. På samme måde som produktionen af kvalitetshøjttalere senere skulle klappe sammen gik det jo allerede fra firmaets start for propelmaskinerne, så man kom i Altec-Lansing til at opleve adskillige teknologiske omvæltninger. Ganske utroligt, at det gik så længe som det gik og det gjorde det så næsten heller ikke.

Det er så nogen af disse produkter fra en forlængst svunden tid, som kommer vores vej. Om de spiller godt? Ja, hvis man prioriterer en følsomhed på godt 105 dB/watt over alt andet, så er det ultimativt skidegodt og det bliver endnu bedre, hvis man er mere end almindeligt midaldrende. Den store mellemtonedriver falder nemlig allere af fra godt 6 kHz og matcher i sin frekvensgang glimrende hørelsen for typiske 70-årige med arbejdsliv udenfor metalindustrien altså typisk almindelige aldersbetinget almindeligt halvdøve. En yderligere og uundgåelig "bonus" ved disse højeffektive højttalersystemer er en frekvensgang som et alpelandskab. I dag ville man nok kalde sådan noget for "musikalsk" eller noget andet marketingmæssigt pis, men dengang vidste man, at det ikke kunne være anderledes. Ja, man publicerede som en selvfølge loyalt kurverne for disse højttalersystemer på en måde, som aldrig er set siden. Ikke at det ikke i det store og hele er sådan stadigvæk, man holder blot sin kæft med det. 

Man vidste som gode ingeniører naturligvis, at man allerede forlængst havde mødt "The Final Frontier" for udviklingen af dynamiske højttalerenheder. Bedre end Altec-Lansing dengang blev det aldrig, til gengæld blev det rigtigt meget dårligere rigtigt hurtigt. Det gjorde det nu osse for Altec-Lansing selv, der i sit sidste tiår leverede produkter, som er lidt "forbudt for børn" i ingeniørmæssig og almindelig kvalitetsmæssig henseende. Ingen, som har set Cecil B. DeMilles mesterværk "Bibelen" med Charlton Heston som Moses og oplevet, hvorden de mægtige Altec-Lansing "Voice of the Theatre"-højttalere skjult bag det perforerede lærred fik buksebenene til at blafre (og det også selv om man havde shorts på et evigt paradoks!) vil dog nogensinde glemme det. Og da slet ikke når nutidens såkaldte "kvalitetslyd" fra alskens ligegyldige HTX-installationer er den moderne reference. Ja reference, men for hvad dog, ikke noget godt ihvertfald?. Intet kom på siden af Altec-Lansings VOTT-højttalere, absolut intet! Desværre!

Ellers skal vi som annonceret i overskriften i dag lige udkaste et tvivlsspørgsmål, som efter en tur til Tyskland er blevet kronisk hængende i denne skribent. For hvad er det mon, man i Danmark egentligt bruger det indsamlede såkaldte "genbrugsglas" til? Det mest nærliggende svar ville naturligvis være "glas", men så simpelt er det nu nok næppe. Hvis man skulle det skulle man vel som i Tyskland inden smadringen i glascontainerne nødvendigvis sortere glasset efter farver ellers kan vel i virkeligheden ikke bruge glasset til en skid bagefter? Vi mindes jo aldrig at have set hverken ølflasker eller agurkeglas med en udpræget grøn-brunlig tone, som vel nødvendigvis må blive farven på det smeltede slutprodukt fra alle de indsamlede glasstumper. Nå, sådan er der så meget og hvis man ikke undrer sig, så får man som bekendt ikke noget svar. Nå, det gør man muligvis heller ikke alligevel, men alligevel nager den "lille orm" nederst dernede i hjernekisten om nu hele dette glas-postyr i Danmark ikke blot er endnu en version af den gamle Århus-historie om affaldsortering i sorte og grønne husstandsomdelte plasticposer, som efterfølgende så blot alligevel blev makuleret i en fælles kværn. Nå, i det mindste er glas ikke giftigt og i sin smadrede form som silicium sikkert et ganske fint materiale. Sådan noget hedder forresten sand. Genbrugssand?

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start