lørdag den 7. marts 2009

Væsentlighed

I dag skal vi hygge os lidt med endnu en bunke specialkabler til et gospel-kor i Ålborg med tilhørende isenkram, (tak for denne og utallige andre venlige henvisninger, Jim!) og så debuterer vi som leverandør til Politi-Etaten, som det vist hed engang (tak Anders for ditto!). Derudover er der helt usædvanligt lidt mere end halv-dyrt EAR på vej til et studie, så alt ialt er der "gemytlighed til stede", som salig Storm P. formulerede det. 

Oven på al denne glæde kan vi jo så osse glæde os over, at Kvindemuseet i Århus har taget hul på en vel hårdt tiltrængt og nødvendig debat om kvindeundetrykkelse. Man kan vel sige, at lige i dette tilfælde er der tale om endda på allerhøjeste tid. Nu er Kvindemuseet stadigvæk bestyret af de oprindelige initiativtagere fra for 25 år siden, som dengang var en slags midt-klimakterielle idealister. Nu er det altid en sjælden kunst at forny sig blot en lillebitte smule gennem livet, og i det her tilfælde er det da heller ikke akkurat lykkedes. Den eneste udvikling på Kvindemuseet fra dengang til nu er vist, at ledensen er blevet særdeles post-klimakteriel, ja man kunne vel endda sige halvgamle som undertegnede. Endnu mere faktisk. Alt for forbandet meget faktisk.

Det betyder naturligvis ikke nødvendigvis, at al gløden i de gamle ildsjæle er gået ud og det viser den nye udstilling til fulde. Nu skal undertrykkelsen virkeligt have et spark har de vel tænkt, og for disse handlekraftige furier er skridtet fra tanke til konsekvent handling naturligvis kort. Nu kunne man måske gætte på, at man ville kaste sig over brændende aktuelle emner som steninger af 14-årige voldtagne småpiger, køns-lemlæstelse og div. sammensyninger eller måske blot det kendsgerning, at over en trediedel af store kvindegrupper i Århus er blevet førtidspensionister allerede som 30-årige. Denne klient-gørelse skulle vel ellers nok kunne indikere et dårligt kvindeliv skulle man synes. Ja, man kunne måske ligefrem tale om det undertrykkende i at gøre kvinder til "omvandrende villatelte" og nu nærmer vi os faktisk efterhånden.

Det vil sige, det gør vi i den henseende, at vi er tilbage ved den beklædning vs. undertrykkelse af kvinder, som fandt sted i disse tudsegamle kvinders egen barndom. Som den lokale mester-filminstruktør Niels Malmros er der jo sket ikke skid i hans liv efter 3. g. (snarere mindre end overhovedet ingenting) og derfor har disse gamle idealister osse blikket stift rettet tilbage. Ifølge dem er det mest kvindetrykkende, som de altså har kunnet finde på, nemlig Barbie-dukken, ak ja. Ja, man har sågar for at understrege de noget langagtige former på denne essentielle 1950-dukke lavet en skulptur, som skulle vise, at man for at være en størrelse 38 om livet som Barbie-dukke skulle være hele 2.40 høj. Allerede det at være en størrelse 38 er jo vel i virkeligheden kvindeundertrykkende, for ved omfattende selv-studier mener vi at vide, at det nok lige er i den lave ende af størrelses-skalaen for midaldrende koner. Nå, men det er nok ca. ligeså relevant som hele den her latterlige problematik. Det eneste problematiske er vel egentligt, at man overhovedet på museet bruger krudt på det her.

Det gør man givetvis også kun fordi det ikke giver bøvl. Enhver kan jo straks høre, at hende der Barbie jo selvfølgelig et amerikansk/zionistisk-inspireret komplot mod den samlede kvindelighed. Ud fra alle almindelige væsentlighedskriterier er det fuldstændigt ligegyldigt på samme måde som dengang krinolinerne huserede for at give kvinderne dengang den så eftertragtede "hvepsetalje" I dag er undertrykkelsen noget mere grovkornet og man kunne måske i stedet have kastet sig over alle "Idol" og "Supermodel"-føljetonerne, hvis det var et væsentlighedskriterium, som man forfulgte. Det er det selvfølgelig ikke. Nå, det har åbenbart været for svært for disse fantasiforladte kuratorer, som i stedet som de fleste andre gamle tosser blot er gået i egen barndom. Nogle har som Malmros været der hele tiden, men det bliver det nu ikke bedre af. Det er vist ikke fra disse gamle og idealistisk noget nedslidte museums-pampere vi skal se noget nybrud som for eksempel en lokal udstilling af det omhyggelige udvalg af sten i forskellige størrelser som sikrede, at henrettelsen af den 14-årige pige i Somalia tog over en time. Eller viste et repræsentativt udvalg af kirurgiske stenalder-redskaber fra den kvindelige omskærelses-industri. Med tilsvarende manglende bedøvelse naturligvis.

I det hele taget er konsekvens i tanke og udførelse efterhånden en sjælden sag. Mest fordi det kan koste. I Århus er området omkring Nørre Alle, Vesterbro Torv og Vesterbrogade ved at udvikle sig fra det skod-kvarter, som det tidligere var, til et om muligt mere udpræget et af slagsen. Der hersker et trafikmæssigt anarki, som er helt uset i byen og betaling af rettidig moms er sandsynligvis heller ikke længere altfor udbredt. Nu er det jo også muligt, at ordet "moms" måske er et af de allersværeste ord at oversætte, det er da en teori, ikke ret god godt nok. I dagens JP citeres en episode, som er ganske typisk. I en bus-svingbane holder der en bil med en mand bag rettet. Da bussen dytter kommer manden truende ud af bilen (naturligvis, man er vel en rigtig mand med "ære" og det hele), giver fingeren til bus-chaufføren og sætter sig ind igen uden at flytte sig. Buschaufføren optræder naturligvis med nødvendig konsekvens og hvad andet kunne man vel vente?

Han bakker nemlig sin bus tilbage rundt om det helt for ham usynlige hjørne og kommer derved til at blokere begge kørselsretninger i det helt usigtbare kryds og det lykkes ham faktisk at køre sin bus videre uden ulykker, noget af en (heldig) præstation. Personbilen bliver naturligvis særdeles "ærefuldt" holdende. Hvorfor man ikke fra chaufførens side blot tilkalder politiet i denne for trafikken faktisk livsfarlige situation eller giver den bøde, som man faktisk har hjemmel til, er vel blot en glimrende parallel til Kvindemuseets udstilling. Når man ikke tør forholde sig til den eksisterende virkelighed kan man være ganske sikker på, at den nok alligevel skal forholde sig til én...Om ikke andet så kan man da være ret sikker på, at begge disse "udstillinger" af magtesløshed overfor en særdeles reel trussel vil give nogenlunde samme resultat. Nemlig flere trusler, mange flere.
Nå, vi vil dog herfra til sidst idag give et gratis forslag til den næste udstilling på Kvindemuseet. Man kunne nemlig udstyre samtlige besøgende på museet med en traditionel muslimsk heldragt med blot en sprække til øjnene, som man hyppigt ser på Vesterbro Torv. Så kunne man måske dermed demonstrere, at alt det der med at se alt for meget uvedkommende slet ikke er spor godt for kvinder. Kvindemuseet er allerede godt forberedt, for den sprække af den kvindelige virkelighed, som de viser med deres ligegyldige Barbie-dukke, er da i sjælden grad et svigt overfor almindelig kvindefornuft. Alligevel ville det da være spændende at se verden gennem blot en sprække på samme måde som kommandøren i en kampvogn gør. Nå, heldigvis ser disse kvinder jo mest velkendte ting, nemlig køkkener, men undertrykkelse, naturligvis ikke! Vi ønsker Kvindemuseet en fortjent success med denne udstilling!

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start